Biologisk vurdering af forhold, der påvirker laksekvoten i Varde Å vandsystem i 2026
DTU Aqua undersøgte i 2024 laksebestanden i Varde Å. I 2024 blev opgangen af laks estimeret til 1.834 (1.374-2.293) laks. I 2019 blev opgangen estimeret til 2.934 (2.270-3.598) laks. Dette svarer til et fald i estimatet på 37 % fra 2019 til 2024. Opgangsundersøgelsen i 2019 viste tillige en lille nedgang i bestandsstørrelsen i forhold til undersøgelsen i 2016.
I undersøgelsen i 2024 havde 69 % af de fangede laks fedtfinne og var dermed vilde. Det er en stor stigning i andelen af vilde laks i forhold til 2019, hvor der var 41% vilde laks. Undersøgelser af bestanden i 2016, 2019 og 2024 viser en stigning i andelen af vilde laks i forhold til de opdrættede og udsatte laks. Reelt er der imidlertid ikke fundet en væsentlig stigning i antallet af vilde laks, idet der de pågældende år er fundet hhv. 1.185, 1.203 og 1.265 vilde laks. Baggrunden for stigningen i andelen af vilde laks i bestanden er, at den samlede bestand er faldende.
Der er de sidste fire år, i årene 2025, 2024, 2023 og 2022 udsat hhv. 66.520, 83.000, 70.000 og 70.000 ½-års laks samt 55.000 1-års i 2022 i Varde Å-systemet.
I 2021 blev der foretaget justeringer i udsætningsmængden. I 2021 blev alle udsætninger af opdrættede laks således suspenderet i hele Varde Å-systemet i henhold til Fødevarestyrelsens IHN-restriktioner. De ½-års laks, som ikke blev udsat i 2021, blev konverteret til udsætning af 1-års laks i 2022.
Lystfiskerfangsterne i 2025 udviste en stigning på 16 % i forhold til 2024 og et fald på 38 % i forhold til 2022. Andelen af grilse i 2025 var høj.
Udviklingen i skarvkolonierne ved Filsø viser, at antallet af skarvreder fra 2016 til 2025 er steget fra 18 til 521 reder. Kolonierne ligger i nærområdet til store dele af Varde Å-systemet. Det kan forventes, at skarver fra denne koloni vil prædere på laks og andre fiskearter i både Varde Å-systemet og Ho Bugt.
Det er naturligvis også afgørende vigtigt, at der fortsat bliver genskabt langt flere gyde- og opvækstområder, for derved at forbedre den naturlige produktion af vilde laksesmolt. DTU Aqua’s undersøgelser peger på, at der i Varde Å-systemet er en særdeles lav overlevelse på de gydte lakseæg.
DTU Aqua’s undersøgelser peger på, at der i Varde Å-systemet er en særlig lav overlevelse på de gydte lakseæg.
I tilløbet Grindsted Å blev der i 2021 genskabt fri passage ved Utoft Dambrug og dermed har vandrefisk adgang til yderligere ca. 50 km vandløb.
I tilløbet Holme Å blev der i efteråret 2021 skabt passage til 14 km i hovedløbet og desuden adgang til fem tilløb. I efteråret 2022 blev der etableret en række grusstryg i Holme Å.
I tilløbet Alslev Å blev spærringen ved Alslev Mølle Fiskeri fjernet i 2021, og der er genskabt passage til mere end 60 km vandsystem, hvor der er planlagt yderligere forbedringer af både passageforhold og vandkvalitet. Der er således åbnet op for, at flere laks kan finde nye gyde- og opvækstområder og dermed, at den naturlige laksebestand kan øges inden for en årrække.
I de store tilløb Ansager Å og Holme Å er der stadig lange vandløbsstrækninger, hvor adgangen for vandrefisk er spærret i forbindelse med opstemninger ved dambrug. I 2024 blev opstemningen ved Krogager Dambrug i Ansager Å nedlagt, og der blev etableret gydestryg i området. I 2026 vil der i Ansager Å i Billund og Varde Kommune blive igangsat projektering af syv store gydestryg i Ansager Å ovenfor Ansager By.
I 2024 blev opstemningerne i tilløbet Kybæk ved Letbæk Mølle Dambrug og Assenbæk Mølle Dambrug fjernet. Der er udlagt grus flere steder på strækningerne omkring de nedlagte dambrug.
I forsommeren 2025 blev to faunaspærringer i Roust Møllebæk nedbrudt og erstattet af gyde- og opvækstområder. Derudover er der udlagt grusstryg omkring Roust By.
Den biologiske vurdering har også fokus på fangsterne igennem en årrække, seneste bestandsundersøgelse og grilseandel i fangsterne. Der er et væsentligt behov for at styrke den naturlige laksebestand i Varde Å-systemet, hvilket bør ske ved genetablering af langt flere gyde- og opvækstområder, fjernelse af spærringer og reducering af dødeligheden på unglaks.
Ud fra en samlet biologisk vurdering fastsættes kvoten for 2026 på samme niveau som i 2025 til i alt 130 laks. Samlet vurderes det, at denne kvote ikke hindrer gunstig bevaringsstatus og en øget bestandsstørrelse.
Mange parametre påvirker laksebestandene og laksekvoterne - Læs mere om den biologiske vurdering af laksebestande og laksekvoter for 2026
|