Pighvar (Scophthalmus maximus).
Pighvarren er en fladfisk og tilhører Scophthalmidae-familien. Familien består af ni arter, blandt andet også slethvarren. De lever alle i Nordatlanten og havene omkring.
Pighvarren er kendetegnet ved, at den er næsten rund, og større individer har pigge på oversiden. Desuden er den en venstrevendt fladfisk, hvilket betyder, at øjnene sidder til venstre for munden – set forfra. Det er forskelligt fra for eksempel rødspætten, der fortrinsvis er højrevendt.
Hannerne bliver sjældent over 50 centimeter, mens hunnerne kan blive op til 1 meter og veje omkring 25 kilo. Så store fisk er dog meget sjældne, og hunnen bliver sjældent over 70 centimeter.
Pighvarren lever over et stort område – lige fra Sortehavet i sydøst, i Middelhavet, op langs Europas vestkyst og omkring De Britiske Øer til Færøerne og Island og det sydlige Norge.
Den er tolerant over for lavt saltindhold i vandet og lever derfor som en af de få saltvandsfisk langt ind i Østersøen.
I danske farvande bliver pighvarren kønsmoden, når den er 4-6 år. I Nordsøen sker gydningen fra maj til august. I Østersøen sker den fra slutningen af maj til juli. De præcise gydeområder kendes ikke.
Hunnerne producerer i gennemsnit 8-10 millioner æg, som befrugtes i vandsøjlen. Klækning sker efter cirka 6 døgn. Pighvarlarven ligner en "normal" fiskelarve, idet øjnene sidder på hver side af hovedet, og den svømmer oprejst. Larven har i modsætning til for eksempel rødspætte- og skrubbelarver en svømmeblære i larvestadiet, som dog forsvinder, når larven metamorfoserer, det vil sige forvandler sig fra larve til fisk.
Under metamorfosen, som sker i kystnære områder, bliver larven til en fladfisk: venstre øje vandrer over på højre side af hovedet, og pighvarren begynder at svømme på siden som en normal fladfisk. Desuden går pighvarren fra at leve i de åbne vandmasser til at leve på bunden.
Pighvarren er en rovfisk, som jager om dagen. I modsætning til andre fladfisk er pighvarren meget aktiv i vandsøjlen, og den tøver ikke med at forfølge sit bytte. Den er smidig og hurtig, og dens kropsform og farve gør, at den let kan gemme sig i omgivelserne.
Pighvarrens føde varierer efter årstiden, levestedet og livsfasen. Pighvarlarver æder primært dyreplankton, mens de unge fisk (mindre end 3 cm) især lever af mysider (små rejer) og andre rejer samt fisk. I de danske farvande er det især sandkutling, i Nordsøen især guldlaks og i Østersøen især østersøbrisling.
Større pighvarrer æder hovedsageligt fisk, såsom kutlinger, tobis og torskefisk, men også rejer og krabber. Med sin store mund har pighvarren mulighed for at tage store byttedyr i forhold til sin egen størrelse.
Pighvarren er en udsøgt spise, og den er ret dyr, fordi den ikke er en særlig talrig art.
Der foregår målrettede fiskerier efter pighvarrer i Europa, men kun i mindre omfang. I perioden 2016-2021 landede Danmark i gennemsnittet 600 tons pighvarrer om året, hvilket er det fjerdestørste pighvarrefiskeri. De samlede officielle fangster i europæiske farvande ligger på ca. 5.000-6.000 tons om året, hvoraf størstedelen fanges i Nordsøen og den Engelske Kanal (FAO, 2023).
Pighvarren har forholdsvis stor betydning som opdrætsfisk i akvakultur. Siden midten af 1980'erne er der sket en stor stigning i produktionen af pighvarrer på verdensplan. Produktionen toppes ubetinget af Kina, som producerer 4-5 gange flere tons pighvarrer end de europæiske lande tilsammen.
I Europa produceres der årligt omkring 11.000 tons pighvarrer. Spanien er topproducenten, der står for ca. 70 % af produktionen, mens de resterende lande som Portugal (ca. 30 %), Frankrig (ca. 1 %) og Holland (under 1 %) udgør resten af produktionen.
Derudover er der en mindre produktion af pighvarrer i Chile.
Udsætning
Fiskeplejen har i mange år opdrættet pighvarreyngel, som udsættes i havet, når de har en vis størrelse. Formålet med dette er at ophjælpe bestanden.
I mange år opdrættede og udsatte Fiskeplejen tusindvis af pighvarrer, der stammede fra forældrefisk fra Nordsøen (se oversigt over udsætninger af pighvarrer). Meget tydede på, at ynglen fra Nordsøstammen voksede op og indgik i de regionale fiskerier, men at fiskene sandsynligvis ikke formåede at producere afkom – især ikke i de indre danske farvande, hvor de ikke var tilpasset de lokale saltforhold, som kan have betydning for fiskeægs overlevelse. Der er markante forskelle i saltholdigheden (saliniteten) i de danske farvande, som varierer fra op til 8 promille omkring Bornholm til over 33 promille i Nordsøen.
I 2015 blev strategien for udsætninger af pighvarrer ændret, så yngel nu kun udsættes i det område, hvor forældrefiskene er opfisket. Når ynglen udsættes i områder, som den er genetisk forbundet og tilpasset til, øges chancen for, at ynglen kan bidrage til, at bestanden kan reproducere sig selv. I dag producerer Fiskeplejen pighvarreyngel, der stammer fra lokale forældrefisk fanget i de indre danske farvande – dog i mindre antal end før 2015.
Læs mere om Pighvarrer i Danmark
Pighvarrer og skrubber opfører sig forskelligt i Roskilde Fjord
6.000 pighvarrer udsat i Kerteminde Bugt i 2023
Så langt så godt: Fiskeplejens pighvarrestrygninger i 2023 er i gang
Kontakt: Mette K. Schiønning. Institut for Akvatiske Ressourcer, DTU Aqua
Læs mere
Her finder du mere viden om pighvarren