Arter
I hummerfamilien findes der to arter i Homarus-slægten: amerikansk hummer (Homarus americanus) og sort hummer (Homarus gammarus). Det er kun sort hummer, der er hjemmehørende i Danmark. Amerikansk hummer er hjemmehørende i det nordvestlige Atlanterhav (herunder USA og Canada).
Sort hummer er en af de to hummerarter, der lever i Danmark. Ud over den sorte hummer, der er det største krebsdyr i de danske farvande, findes også jomfruhummeren (Nephrops norvegicus), som lever i Kattegat og Nordsøen. Den tilhører dog en anden slægt i hummerfamilien, Nephrops-slægten.
Udseende
Sort hummer (herefter blot kaldet hummer) har ti ben, hvoraf de to forreste er udviklet til at par kraftige klosakse. Hummerens kløer er forskellige – den har en stor ”knuseklo” til at knuse skaller med samt en tyndere ”gribeklo”, bl.a. til at rive føden løs og findele den. På begge sider af munden sidder kindbakker, kæber og kæbefødder, der hjælper med at føre maden ind i munden.
På hovedet sidder to par antenner/følehorn. Det ene par er næsten lige så lange som hummeren selv, mens det andet er kortere.
Hummerens skal består af kitin og kalk og er et såkaldt exoskelet, dvs. en hård ydre skal, som beskytter hummerens bløddele. Skallen er opdelt i en hoveddel/et rygskjold og en leddelt hale. Hver del er forbundet, så de kan bevæge sig i forhold til hinanden. Under rygskjoldet på benenes inderste led sidder gællerne, som hummeren bruger til at ånde med.
Hummeren er primært sort, men kan også være blå og sågar orange. Farven bliver typisk mørkere med alderen, dvs. jo længere tid der går mellem skalskifte.
Det er nemt at kende hummeren fra andre hjemmehørende marine krebsdyr. Eneste forvekslingsmulighed er jomfruhummeren, men den er generelt mindre, altid rødgul i farven og har torne på klosaksen.
Levesteder
Hummeren findes langs Europas vestkyst samt i Middelhavet. I Danmark findes den fra Nordsøen og helt ind i Østersøen samt i Limfjorden.
Hummeren er meget territorial og bruger det meste af dagen i eller nær sin hule. Den kan dog også vandre adskillige km i løbet af en enkelt dag. Disse vandringer sker typisk kun, når vandet er over 10-11 °C.
Føde
Hummerens fødevalg ændrer sig mange gange med alderen, men generelt kan dens føde bestå af bl.a. muslinger, snegle, rejer, fisk, andre hummere og ådsler. Den er også glad for søstjerner og søpindsvin. Nogle mener, at det er pga. det store kalkindhold i disse dyr, hvilket er særlig godt for hummeren i perioden op til dens skalskifte.
Hummeren har en samling af sanseceller foran, som gør, at den kan lugte sig frem til føden. Det er nødvendigt, fordi den jager om natten og derfor ikke kan jage ved hjælp af synet.
Den bruger sin knuseklo til at knuse skaller på føden med. Den mindre klosaks bruger den til at gribe om og løsne bløde og spiselige dele af byttet, f.eks. selve muslingekødet.
Livscyklus
Hummeren vokser langsomt og er først kønsmoden, når den er 6-8 år gammel, hvor den typisk er 20-25 cm lang. Derudover skal vandtemperaturen være mindst 15°C, for at formeringen sker.
Parringen sker i sensommeren og lige efter et skalskifte. Når han- og hunhummer skal parre sig, sker det bug mod bug, hvor hannen overfører sæd til hunnens sædgemme. Hannen benytter de forreste halefødder til overførslen. Hunnen gemmer sæden i sit sædgemme til året efter, hvor hun lægger sine æg i juli og august. Hunnen sørger selv for, at sæden befrugter æggene, efterhånden som de gydes. Rognen klæber fast under halen på hunnen, som bærer rundt på æggene i 10-12 måneder, inden de klækkes (se foto 1).
Foto 1: Hunhummer i Limfjorden med rogn under halen. Foto: Mette K. Schiønning.
De små hummere, der kommer ud af æggene, kaldes hummerlarver. Larverne er ca. 1 cm lange og ligner små rejer. De første to ugers tid svømmer larverne rundt i vandsøjlen, hvor de lever af plankton, og i denne periode skifter de skal tre gange og vokser til ca. 2 cm. På dette tidspunkt ligner larverne små versioner af en voksen hummer, og de søger nu mod bunden for at leve der (se foto 2).
Foto 2. Små unge hummere skifter skallen flere gange om året, mens de ældre kun skifter skallen en gang om året eller hvert andet år. Foto: DTU Aqua.
Vækst
Da hummeren har sit skelet uden på kroppen, kræver det, at den kaster den gamle skal af, når den skal vokse.
Med alderen udskiftes skallen sjældnere, fordi hummeren vokser langsommere. Små unge hummere (også kaldet juvenile) skifter skal adskillige gange om året, mens hummere med en rygskjoldslængde på mindst 87 mm skifter skal et par gange inden for et til to år. De helt store hummere skifter måske kun skal hver tredje år.
Inden skalskifte dannes en tynd, blød skal under den gamle. Den gamle skal opløses langs ryggens midterlinje og bliver svag. Hummeren trækker blodet mod midten, så der opstår et overtryk, der får den svækkede skal på rygsiden til at revne, hvorefter hummeren kan krybe baglæns ud af skallen. Det tager 15-20 minutter. Tilbage ligger den gamle skal fuldstændig intakt. Den nye skal er så blød og bøjelig, at hummeren har svært ved at bevæge sig rundt.
Efter skalskifte gemmer den bløde hummer sig i sin hule. Efter en-to dage er skallen blevet så hård, at hummeren igen kan komme frem fra sit skjul, men der går næsten to måneder, inden skallen er lige så hård som før skalskiftet. I perioden lige efter skalskiftet kaldes hummeren for en ”smørhummer”. Skalskiftet er energikrævende, og især de små hummere mister nogle gange f.eks. en klo i forsøget. De kan dog danne en ny klo ved næste skalskifte.
Fjender
Voksne hummere har ikke mange fjender. Ud over mennesker er det hovedsageligt sæler, oddere – og vigtigst af alt – andre hummere. I perioden omkring skalskifte, hvor skallen er ekstra blød, kan krabber og større fisk også finde på at angribe. Derfor søger ”smørhummerne” ly i huler og sprækker i løbet af skalskiftet.
Unge hummere bliver ofte ædt af fisk, krabber og artsfæller. Det er en af grundene til, at de unge hummere mest opholder sig omkring deres skjulested, så de hurtigt kan søge i skjul, hvis der opstår fare.
Hummere kan sagtens finde på at spise sine artsfæller, selv fra de er helt små og i larvestadiet. I parringssæsonen er der midlertidig ”våbenhvile”, så både han og hun overlever mødet med hinanden.
Hvis hummeren møder en fjende, forsøger den at forsvare sig med klosaksene. Hvis fjenden alligevel får fat i et af benene, kan hummeren bruge en forsvarsmekanisme, hvor den taber benet. Benet brækker af mellem andet og tredje led, hvor der findes en tynd spalte, samtidig med at en hinde forhindrer, at hummeren mister for meget blod ved bentabet. Mens fjenden undersøger benet, kan hummeren nå at stikke af og dermed redde livet, og i løbet af et eller to skalskifter er et nyt ben vokset ud igen.
Status
Ifølge IUCN’s rødliste klassificeres hummeren som livskraftigt (LC), hvilket betyder, at den ikke er i fare for at uddø. Læs mere om IUCN's rødlistede arter
Fiskeri
I Danmark fanges hummere med ruser, garn og tejner eller ved dykning. En tejne er en fælde, hvor hummeren fanges med lokkemad placeret i fælden.
Hummerfiskeriet i Limfjorden er lukket fra 1. juli til 31. august, for at hummeren kan yngle i fred.
Det er på intet tidspunkt af året tilladt at fiske rognhummere, altså hummere der bærer æg. Det gælder i Nordsøen (inkl. Limfjorden), Skagerrak og Kattegat. Hvis man fanger en rognhummer, skal den genudsættes.
I Limfjorden er der et mindstemål på 87 mm for rygskjoldets samlede længde, dvs. fra øjenhulernes bagkant til den bagerste kant af rygskjoldet. I Kattegat og Skagerrak er mindstemålet på rygskjoldets samlede længde næsten 10 mm mindre (78 mm), hvilket svarer til 220 mm i totallængde. Hvis en hummer er mindre, skal den genudsættes.
Foto 3. En hummer som denne med store klosakse er en eftertragtet spise. Foto: DTU Aqua.
Mere information om sort hummer
Kontakt: Mette K. Schiønning og Pedro S. Freitas, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.