Torsk

 
Torsk (Gadus morhua).

Udseende

Torsken (Gadus morhua) har tre rygfinner og to gatfinner samt en halefinne, som er lige afskåret. Den har en tydelig sidelinje, som slår et sving mod ryggen på højde med den forreste rygfinne. Den har overbid og er forsynet med en tydelig skægtråd under hagen.

Farven varierer meget afhængig af fiskens levested. Den kan være sølvskinnende eller have brunlige, grønlige eller rødlige nuancer.

Torsken kan blive op til ca. 150 cm lang og vejer da omkring 40 kg.

Udbredelse og levested

Torsken er udbredt i hele Nordatlanten fra Nordvesteuropa over Grønland til Nordamerika. Den findes i Skagerrak, Kattegat og Østersøen til den Botniske Bugt. Den kan leve ved saltholdigheder ned til 6 promille og findes derfor langt ind i Østersøen. Forskere ved DTU Aqua har vist, at der er store genetiske forskelle mellem torsk fra Nordsøen og torsk fra Østersøen.

Torsken lever fra kysten til 600 meters dybde. Den er en koldvandsart og findes hovedsagelig ved temperaturer på 2-10º C. Den tåler dog temperaturer op til 20º C.

Torsken lever på den blandede bund. Som ung lever den på det lavere vand blandt store sten og vandplanter, som ældre på dybere vand. De kystnære torsk findes ofte på stenrev og omkring skibsvrag. De er dog ikke så afhængige af stenene som andre stenrevsfisk og svømmer også på bar sandbund. Større torsk kan også træffes i de frie vandmasser.

DTU Aquas forskning har vist, at voksne torsk på vrag ofte vælger deres eget "stam-vrag", som de vender tilbage til dag efter dag.  Det ser ud som om, at torskene bruger vraget til at stå i læ for vandstrømmen, hvorved de sparer energi, som de kan bruge til at vokse og formere sig. Torskene forlader vraget for at spise, nogle om dagen, andre om natten.

Livscyklus

Torsken gyder i Nordsøen i februar-marts, i Kattegat i januar-februar og i Østersøen i marts-september. I de indre danske farvande gyder torsken i Øresund, området nord for Øresund og længere nordpå ved svenskekysten.

De gydemodne torsk samler sig på 30-60 meters dybde, og æg og sæd gydes frit i vandet, mens hanner og hunner stryger sig op af hinanden. Efter gydningen stiger de befrugtede æg op til vandoverfladen, hvor de flyder omkring, til de efter 3-4 uger klækkes til 4-5 mm lange larver.

Når ynglen er ca. 3 måneder, søger den ned mod bunden som oftest på lavere vand mellem alger og ålegræs. Om efteråret, når yngelen er 12-15 cm lang, søger den ud på dybere vand, hvor den bliver resten livet.

Føde

Torskelarverne lever især af vandlopper i de frie vandmasser. Forskning ved DTU Aqua har vist, at der er en positiv sammenhæng mellem fronter i Nordsøen, hvor der er høje tætheder af dyreplankton, og forekomsten af torskelarver.

De yngre småtorsk æder især krebsdyr, orme og bløddyr, men efterhånden som de vokser op, indgår fisk mere og mere i føden. De voksne torsk lever næsten udelukkende af fisk, herunder yngre individer af deres egen art, men de spiser dog også en del krabber og rejer.

Fjender

De små torskelarver har mange fjender, blandt andet gopler. I 2005 blev den invasive "dræber-gople", Mnemiopsis leidyi, for første gang registreret i nordeuropæiske farvande. Siden har den spredt sig til de danske farvande og Østersøen. Det har vakt bekymring, idet goplen til dels lever af fiskeæg og larver. Forskning fra DTU Aqua viser imidlertid, at "dræbergoplen" på grund af den lave saltholdighed i Østersøen ikke kan producere æg nok til at opretholde bestanden. Derudover undgår goplen helst torskeæg. Hvis den sluger et æg, kaster den det op igen. De lidt større torsk spises i høj grad af rovfisk, herunder torsken selv, samt fugle.

Fiskeri og status på bestandene i farvandene omkring Danmark

Torsk i Nordsøen og Skagerrak tilhører ”Northern Shelf”-bestandskomplekset, som består af tre underbestande. Disse har vist sig yderst vanskelige at forvalte, da de blander sig uden for gydeperioden. Derfor er den biologiske fangstanbefaling fra ICES (Det Internationale Havundersøgelsesråd), at der ikke bør landes torsk fra disse områder. Dette sker primært for at beskytte den sydlige bestand. Dog tillades der ofte en mindre bifangst af torsk for at undgå lukning af værdifulde blandede fiskerier.

Bestandsvurderingen for den sydlige bestand, der omfatter den centrale Nordsø og Den Engelske Kanal, viser en kollapset torskebestand med kun ganske få landinger, som hovedsageligt kan tilskrives sporadiske bifangster i fiskerier efter målrettet andre arter.

Den nordøstlige bestand, der dækker den nordøstlige del af Nordsøen og strækker sig ind i Skagerrak, er i bedre stand. Den seneste vurdering fra 2025 indikerer, at bestanden oplever et bæredygtigt fiskeritryk og befinder sig inden for de biologiske grænser for en bæredygtig bestand. Dog har tilgangen (rekrutteringen) af nye torsk til bestanden været usædvanligt lav i 2024 og 2025 sammenlignet med antallet af gydende torsk.

Indtil 2022 blev Skagerrak vurderet som en selvstændig bestand. Denne har siden 2020 ligget uden for biologisk sikre grænser og haft svigtende rekruttering i mere end to årtier. Den relativt positive status for den nordøstlige komponent af Northern Shelf-bestandskomplekset skyldes derfor nok primært torsk, som befinder sig udenfor Skagerrak.

Torskebestandene i Kattegat og i den vestlige Østersø er begge kollapset. Kattegat-bestanden kollapsede før den vestlige østersøbestand, og den biologiske rådgivning har stort set anbefalet ’nul fangster’ siden 2002 i Kattegat, mens kollapset i den vestlige Østersø først indtræf omkring 2015. Små torsk fanges stadig sporadisk som bifangst i bundtrawlsfiskeriet, men kun i små mængder.

Fritids- og sportsfiskeri efter torsk i den vestlige Østersø, inkl. Øresund og Bælthavene, har været lukket siden 2024.

Torsk i Kattegat og Vestlige Østersø anses i dag som sårbare på HELCOMs rødliste.