Tobis

Arter

Der findes 34 forskellige arter af tobis, hvoraf fem forekommer i danske farvande: havtobis (Ammodytes marinus), kysttobis (Ammodytes tobianus), nøgentobis (Gymnammodytes semisquamatus), plettet tobiskonge (Hyperoplus lanceolatus) og uplettet tobiskonge (Hyperoplus immaculatus). 

Beskrivelserne på denne side handler primært om havtobis og kysttobis.

Udseende

Havtobis og kysttobis ligner hinanden til forveksling og er meget svære at skelne visuelt fra hinanden. De to arter blev faktisk regnet som én art indtil 1934, hvor fiskeriforskeren D.S. Raitt beskrev havtobisen som en selvstændig art. I dag kan man bruge genetiske undersøgelser til at kende dem fra hinanden. Billedet øverst på siden viser kysttobiser i stime.

Havtobis og kysttobis har begge en langstrakt krop med gattet siddende langt tilbage på kroppen og et spidst hoved. Munddelene kan skydes frem, og de har et tydeligt underbid, men ingen tænder i hverken under- eller overmunden. Begge arter har en lang rygfinne, som begynder ved brystfinnerne og løber hele vejen ned til halefinnen. Fiskeatlasset har dokumenteret et eksemplar på 25 cm, så de bliver højst sandsynligt ikke meget længere end det. 

Den plettede tobiskonge kan nemt kendes fra hav- og kysttobis ved, at den er større og har en sort plet på snuden. Desuden kan dens munddelene ikke skydes frem. Til gengæld er den plettede tobiskonge og kysttobisen så ens genetisk, at de er svære at adskille med DNA-analyser. 

Nøgentobis kan kendes ved, at den kun har skæl på den bageste del af kroppen og et tydeligt lyserødt skær, hvis man sammenligner med hav- og kysttobis. 

Når fiskene er små, er det meget vanskeligt at kende de fire arter fra hinanden. 

Den uplettede tobiskonge er ekstremt sjælden i danske farvand, så den beskrives ikke yderligere her. 

Udbredelse

Havtobisen er udbredt i den østlige del af Nordatlanten fra Grønland til Barentshavet og sydpå til Den Engelske Kanal. Kysttobisen lever ved Island og Færøerne og langs kysten af Europa fra Rusland i nord til Gibraltar i syd samt i Middelhavet.  

I de danske farvande findes havtobisen primært i Nordsøen og Skagerrak, mens kysttobisen findes ved alle kyster og i de knapt så dybe dele af Nordsøen, Kattegat og Skagerrak. 

Der er dog en del usikkerhed omkring udbredelsen af hav- og kysttobis, fordi det er svært at artsbestemme individerne korrekt ud fra deres udseende. 

Levesteder og adfærd

Havtobisen lever hovedsageligt i havområder på dybder fra 30 til 150 meter, men kan findes på både lavere og dybere vand. Kysttobiser lever på lavere vand ved kysten og ud til omkring 40 meters dybde. Det varierer dog i løbet af året, så om sommeren findes fiskene på lavere vand, mens de om vinteren vandrer til dybere områder. 

Tobiser ligger gravet ned i havbunden meget af tiden og har derfor en klar præference for nogle typer af habitater. Både havtobis og kysttobis foretrækker groft sand eller fint grus (en partikeldiameter på 0,25 til 2 mm). Man finder normalt ikke tobis i områder med groft grus eller småsten, eller hvor silt (fint, leragtigt sand) udgør mere end 10 % af sedimentet.

Tobiserne graver sig ned i sedimentet for at gemme sig for rovdyr og for at hvile og spare på energien. Selvom de kan klare sig med en forholdsvis lav iltkoncentration i vandet, foretrækker de at være i et miljø med vandgennemstrømning, så de nemt kan få ilt over gællerne. Groft sand og grus har samme iltkoncentration, som findes oppe i vandsøjlen, mens fint sand og mudder, bl.a. silt, har dårlig vandgennemstrømning og kan tilstoppe tobisernes gæller, så de ikke får nok ilt. 

Forsøg har vist, at kysttobiser begynder at samle sig i stimer, når lyset bryder frem, og at de bruger dagen på at finde føde. Når mørket falder på, graver de sig ned i sandet og bliver der indtil næste morgen. Hvis der ikke er tilstrækkelig føde, vil færre og færre fisk samle sig i stimer, og til sidst kan de ligge begravet i sandet i lange perioder, indtil der er føde igen. 

Havtobisens foretrukne sedimenttyper findes kun i små områder i Nordsøen, hvor der derfor kan være meget store tætheder af tobiser. I forsøg har man mærket tobiser og genudsat dem på de samme sandbanker, hvor de blev fanget. De efterfølgende fiskesæsoner blev alle fangster scannet for mærker. Genfangster af de mærkede tobiser viser, at de er meget stationære. De gyder også i deres foretrukne habitat, og larverne driver højst sandsynlig ikke langt væk fra gydebanken eller de nærliggende nabobanker.  

Føde

Tobisen spiser vandlopper både i larvestadiet og i voksenlivet. Når de er ungfisk (juvenile) spiser de små vandlopper i de øverste vandlag. Når de bliver større, begynder de at spise større arter af vandlopper (f.eks. Calanus) og kan også æde lyskrebs og fiskelarver. 

Livscyklus

Havtobisen bliver normalt kønsmoden som 2-årig, når den er over 15 cm lang. Den gyder i december og januar, og hunnen producerer mellem 5.000 og 25.000 æg. Æggene er tungere end vandet og synker til bunds, hvor de sætter sig fast på sten og grus. Efter omkring en måned klækker æggene, og larverne er ca. 5 mm lange. Larvestadiet varer ca. 2 til 3 måneder, og når de er 4-6 cm, bliver de sølvglinsende og ligner den voksne fisk.

Kysttobisen bliver kønsmoden i 1-2-årsalderen, når den er omkring 10 cm lang. I Østersøen er der normalt to gydeperioder – i maj-juni og i august-september. I Nordsøen er gydesæsonen om vinteren. Æggene lægges tæt på kysten, hvor de klæber fast til sandkorn og vegetation. De forårsgydte æg vil klække langt hurtigere end om efteråret, så det kan vare alt fra 10 dage til flere måneder, før de er færdigudviklet. 

Tobiser bliver sjældent mere end fire år, men kan blive op til cirka 10 år.

Fjender

Tobiser er en vigtig fødekilde for fisk (bl.a. makrel, kuller og hvilling), fugle og havpattedyr. Fiskeriet på disse bestande samt mængden af fugle og sæler vil derfor have en stor indflydelse på, hvor mange tobiser der er. 

Status

Havtobisen er klassificeret som 'LC', dvs. ’ikke truet’, ifølge IUCN’s rødliste over truede arter. Bestanden svinger dog kraftigt i størrelse, hvilket gør det svært at forvalte den optimalt. 

Kysttobisen forvaltes ikke, selvom den kan overlappe med havtobisen i nogle områder. Til trods for at kysttobisen på langt de fleste steder i Nordsøen udgør en meget lille andel af tobiserne, kan den på Horns Rev og ud fra den hollandske kyst udgøre en større andel.    

Fiskeri

Fiskeriet efter tobis er industrielt, dvs. at fisken ikke bruges til konsum, men til fiskemel og -olie. Det bruges blandt andet i akvakultur og til kosttilskud for mennesker.  

Fiskeriet efter tobis finder hovedsageligt sted i Nordsøen og er et af de mest værdifulde i Danmark. Der landes normalt mellem 50.000 og 100.000 tons om året. I 2024 blev der landet 69.128 tons tobiser i danske havne til en værdi af omkring 146 mio. kr. Det er væsentligt mindre end i 1980’erne og 1990’erne, hvor der kunne landes i nærheden af en million tons om året, og hvoraf Danmark stod for størstedelen af landingerne. 

Af Anne-Mette Kroner. Institut for Akvatiske Ressourcer, DTU Aqua. 

Kontakt: Mette K. Schiønning eller Nis S. Jacobsen, Institut for Akvatiske Ressourcer, DTU Aqua


Beskrivelsen er baseret på en række videnskabelige artikler samt nedenstående to artikler i 'Atlas over danske saltvandsfisk':

• Munk, P., Møller. P.R., Warnar, T., Hintze, C. & Carl, H 2026 Havtobis. I: Carl, H. & Møller, P.R. (red.). Atlas over danske saltvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum, side 1637-1645.
  
• Møller, P.R., Warnar, T., Hintze, C., Fietz, K., Svensen, M., Munk, P. & Carl, H. 2026. Kysttobis. I: Carl, H. & Møller, P.R. (red.). Atlas over danske saltvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum, side 1646-1654.