Stenbider. Foto: Kim Birnie-Gauvin

Stenbider

Stenbider, kvabso, kulso, maggeso, havso - kært barn har mange navne.

I 2023 var de danske landinger af stenbiderrogn kun på 5 % af gennemsnitslandingerne for perioden 2013-2022. Et fald af denne størrelsesorden kan sandsynligvis føre til en kategorisering af bestandene under IUCN som ”kritisk truet”.

Fiskeplejen udgiver løbende artsbeskrivelser om fisk og skaldyr og har netop udgivet en beskrivelse om stenbiderens biologi, dens status samt fiskeriet.

Læs mere om stenbideren nedenfor:


Arter

Der findes mange arter i stenbiderfamilien (Cyclopteridae), men kun én art i slægten Cyclopterus, også kaldet stenbider (Cyclopterus lumpus). 

Udseende

Stenbideren har et meget karakteristisk udseende og kan derfor ikke forveksles med andre fiskearter i danske farvande. 

Kroppen er kort, kraftig og høj og har på undersiden en tydelig ringformet sugeskive (figur 1). Fiskens evne til at suge sig fast til sten på havbunden har formentlig givet ophav til det danske navn.

Stenbideren har desuden tre tydelige rækker af benknuder langs begge sider (figur 2).

Stenbideres sugeskive. Foto: Amalie Walsøe Bruun
Figur 1: To stenbiderhunner med rogn fanget på en kutter i Øresund. Sugeskiverne på bugen er fremhævet i en rød cirkel. Foto: Amalie Walsøe Bruun.

Farven på stenbider varierer med alder og levested. Ungfisk er generelt turkisblå, men med alderen bliver stenbideren mere grå med blågrønne toner og hvid/lys bug. 

Stenbiderhanner og -hunner kan se meget forskellige ud i løbet af deres livscyklus. Den voksne han er mindre end hunnen og er i gydeperioden farvestrålende rødbrunlig eller orange. Hunnen er generelt større end hannen og er blågrøn til grålig i farven (figur 2). Hunnen kaldes, ud over stenbider, også kvabso eller kulso.  

Han- og hunstenbider
Figur 2: Rødbrunlig stenbiderhan tv. og blågrøn til grålig stenbiderhun th. Fotos: Fisheries and Oceans Canada, C. Nozères.

Stenbideren er normalt op til 40-50 cm i længde. Den største stenbider fanget i danske farvande var 70 cm og vejede 7,5 kg. I Østersøen findes også en mindre variant af stenbideren, som kun bliver op til 25 cm.

Udbredelse

Stenbideren er udbredt i hele Nordatlanten, dvs. i farvande ved lande som Canada, Grønland, Island, Færøerne, Norge, England og Danmark. Den forekommer i alle danske farvande.

Der er store sæsonvariationer i forekomsten af stenbider. I Danmark observeres der flest i det tidlige forår i gydesæsonen. 

Nye DNA-undersøgelser viser bl.a., at stenbideren består af flere unikke bestande med store genetiske forskelle. Selv inden for Danmark findes flere forskellige bestande. Det betyder, at én bestand ikke kan erstattes af en anden, hvis den udryddes lokalt. Resultaterne viser også, at de lokale bestande vender tilbage til de gydepladser, hvor de kom fra (også kaldet for homing eller hjeminstinkt). Læs mere om DNA-undersøgelserne af stenbider

Levesteder og adfærd

Stenbideren kan både opholde sig ved bunden (bentisk) og i de frie vandmasser (pelagisk). Fisken betragtes derfor som en bento-pelagisk art. 

Nogle bestande vandrer lange distancer, mens andre er mere stationære. Nogle stenbidere søger tilbage til samme gydested flere år i træk.

Der er store forskelle på, hvor dybt stenbideren opholder sig. Den kan findes ved helt lavt vand ved strandkanten (specielt i forbindelse med gydning), og på mere end 500 meters dybde under fødesøgning. 

Føde

Unge stenbidere lever primært af små krebsdyr som vandlopper. 

Ældre fisk, der lever mere pelagisk, æder gopler, pilorme, børsteorme og småfisk. 

Livscyklus

Stenbideren bliver kønsmoden, når den er 3-5 år gammel. På det tidspunkt trækker den oftest ind på lavt vand langs kysten for at yngle. Gydningen foregår primært fra februar til maj, hvor hannen ankommer først til ynglestedet og finder en egnet ”redeplads” til æggene. Mængden af æg, som hunnen lægger, kan variere fra kun 2.400 æg helt op til 400.000 æg. Gennemsnitligt lægger en voksen hun omkring 100.000 æg i løbet af en gydesæson – antallet afhænger af størrelsen på hunnen. 

Æggene hæfter sig fast til sten og klipper, hvor hannen befrugter dem. Derefter bevogter og passer hannen æggene ihærdigt ved at bl.a. at vifte iltrigt vand over dem. Man har observeret, at hannen hurtigt vender tilbage til æggene, hvis man skræmmer den væk. Han beskytter også æggene ved at svømme efter og skræmme andre dyr væk, der nærmer sig æggene. Hunnen deltager ikke i yngelplejen. 

Når æggene klækker, driver larverne rundt med strømmen. 

Den maksimale alder for en stenbider formodes at være 24 år. Dog nævner de fleste kilder en maksalder på 12 år. 

Fjender

Voksne stenbidere er føde for bl.a. grønlandshajer, kaskelothvaler og sæler. Derudover er der også fundet rester af stenbider i maven på havkat, helleflynder og torsk. 

Stenbiderrogn er en fødekilde for mange småfisk og søpindsvin. Det kan lade sig gøre, hvis hannen f.eks. bliver spist af et rovdyr og ikke længere kan vogte over æggene.

Status

I 2013 blev stenbideren i Europa kategoriseret som ”næsten truet” på IUCN’s rødliste over truede arter (IUCN står for International Union for the Conservation of Nature). Ifølge IUCN forsøger de at foretage artsopdateringer omkring hvert tiende år. Læs mere om IUCN's rødlistede arter 

DTU Aqua har i et notat til Fødevareministeriet gjort opmærksom på, at de danske landinger af stenbiderrogn i 2023 kun var 5 % af gennemsnitslandingerne for perioden 2013-2022. Et fald af denne størrelsesorden vil sandsynligvis føre til en kategorisering af bestandene under IUCN som ”kritisk truet”.

Fiskeri

Stenbiderhunnen er en meget populær fisk, dog ikke pga. selve fisken, men den eftertragtede rogn. Hunner fulde af rogn bliver derfor fanget hvert forår langs de danske kyster. Landingerne opgøres som rognmængde.

Siden 2014 er landingerne af stenbidere i Danmark gået ned fra 614 tons til lige under 12 tons. Det kan tyde på, at der generelt er færre stenbidere (figur 3), men om det er direkte på grund af fiskeri, er uklart. Indtil 2024 var stenbider en såkaldt ukvoteret art, dvs. at der ikke var begrænsninger på, hvor meget der måtte fanges. 

Graf over fangst af stenbider 2014-2024
Figur 3: Oversigt over landinger af stenbiderfangst (kg) i Danmark i perioden 2014-2024. Kilde: Fiskeristatistik, Fiskeristyrelsen. 

I Danmark er der tradition for at ryge hannerne og spise dem, mens hunnernes kød som regel kasseres, da det er mere løst og geléagtigt. Man kan dog lynskolde stenbiderfileter f.eks. i en bradepande med kogende vand, hvilket gør, at de får en bedre og mere spiselig konsistens.

Kilder

Møller, P.R., Jensen, M.K.R., Klitgaard, B., Krogen, A.-L.N., Hansen, I.B. & Carl, H. 2019. Stenbider. I: Carl, H. & Møller, P.R. (red.). Atlas over danske saltvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum. Online-udgivelse, december 2019

Stenbideren er blevet en sjælden fisk og udviser store genetiske forskelle. Nyhed på aqua.dtu.dk, 19. april 2023

 

Af Amalie Walsøe Bruun. Kontakt Mette K. Schiønning, Ole Henriksen, Dorte Bekkevold eller Jane Behrens, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

https://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/stenbider
19 JULI 2024