Stenbider – fiskeri efter stenbider er forbudt i 2025. Stenbiderhunnen er en meget populær fisk, dog er det ikke selve fisken, men derimod dens rogn der er en eftertragtet delikatesse. Stenbiderhunner fulde af rogn bliver derfor fanget hvert forår langs de danske kyster. Landingerne opgøres som rognmængde.
Siden 2014 er de årlige fangster af stenbidere i Danmark gået tilbage fra 614 tons til lige under 12 tons stenbiderrogn. Det kan tyde på, at der generelt er færre stenbidere (figur 3), men om det er direkte på grund af fiskeri, er uklart. Indtil 2024 var stenbider en såkaldt ukvoteret art, altså en fiskeart der ikke var fangstbegrænsninger på.
På baggrund af nye forskningsanbefalinger, der sigter mod et mere bæredygtigt fiskeri, er alt rekreativt og erhvervsmæssigt fiskeri på stenbidere i 2025 ikke tilladt. Stenbider må derfor hverken opbevares, ilandbringes eller omsættes og de skal straks genudsættes, hvis de fanges.
Denne straksregulering er udstedt i medfør af reglerne i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris bekendtgørelse nr. 1430 af 5. december 2024 om regulering af fiskeriet § 17.
Totalforbuddet gælder indtil videre for hele 2025.
Figur 3: Oversigt over landinger af stenbiderfangst (kg) i Danmark i perioden 2014-2024. Kilde: Fiskeristatistik, Fiskeristyrelsen.
I Danmark er der tradition for at ryge stenbiderhannerne og spise dem, mens hunnernes kød som regel kasseres, da det er mere løst og geléagtigt. Man kan dog lynskolde stenbiderfileter f.eks. i en bradepande med kogende vand, hvilket gør, at de får en bedre og mere spiselig konsistens.
Stenbiderens biologi
Arter
Der findes mange arter i stenbiderfamilien (Cyclopteridae), men kun én art i slægten Cyclopterus, også kaldet stenbider (Cyclopterus lumpus).
Udseende
Stenbideren har et meget karakteristisk udseende og kan derfor ikke forveksles med andre fiskearter i danske farvande.
Kroppen er kort, kraftig og høj og har på undersiden en tydelig ringformet sugeskive (figur 1). Fiskens evne til at suge sig fast til sten på havbunden har formentlig givet ophav til det danske navn.
Stenbideren har desuden tre tydelige rækker af benknuder langs begge sider (figur 2).
Figur 1: To stenbiderhunner med rogn fanget på en kutter i Øresund. Sugeskiverne på bugen er fremhævet i en rød cirkel. Foto: Amalie Walsøe Bruun.
Farven på stenbider varierer med alder og levested. Ungfisk er generelt turkisblå, men med alderen bliver stenbideren mere grå med blågrønne toner og hvid/lys bug.
Stenbiderhanner og -hunner kan se meget forskellige ud i løbet af deres livscyklus. Den voksne han er mindre end hunnen og er i gydeperioden farvestrålende rødbrunlig eller orange. Hunnen er generelt større end hannen og er blågrøn til grålig i farven (figur 2). Hunnen kaldes, ud over stenbider, også kvabso eller kulso.
Figur 2: Rødbrunlig stenbiderhan tv. og blågrøn til grålig stenbiderhun th. Fotos: Fisheries and Oceans Canada, C. Nozères.
Stenbideren er normalt op til 40-50 cm i længde. Den største stenbider fanget i danske farvande var 70 cm og vejede 7,5 kg. I Østersøen findes også en mindre variant af stenbideren, som kun bliver op til 25 cm.
Udbredelse
Stenbideren er udbredt i hele Nordatlanten, dvs. i farvande ved lande som Canada, Grønland, Island, Færøerne, Norge, England og Danmark. Den forekommer i alle danske farvande.
Der er store sæsonvariationer i forekomsten af stenbider. I Danmark observeres der flest i det tidlige forår i gydesæsonen.
Nye DNA-undersøgelser viser bl.a., at stenbideren består af flere unikke bestande med store genetiske forskelle. Selv inden for Danmark findes flere forskellige bestande. Det betyder, at én bestand ikke kan erstattes af en anden, hvis den udryddes lokalt. Resultaterne viser også, at de lokale bestande vender tilbage til de gydepladser, hvor de kom fra (også kaldet for homing eller hjeminstinkt). Læs mere om DNA-undersøgelserne af stenbider
Levesteder og adfærd
Stenbideren kan både opholde sig ved bunden (bentisk) og i de frie vandmasser (pelagisk). Fisken betragtes derfor som en bento-pelagisk art.
Nogle bestande vandrer lange distancer, mens andre er mere stationære. Nogle stenbidere søger tilbage til samme gydested flere år i træk.
Der er store forskelle på, hvor dybt stenbideren opholder sig. Den kan findes ved helt lavt vand ved strandkanten (specielt i forbindelse med gydning), og på mere end 500 meters dybde under fødesøgning.
Føde
Unge stenbidere lever primært af små krebsdyr som vandlopper.
Ældre fisk, der lever mere pelagisk, æder gopler, pilorme, børsteorme og småfisk.
Livscyklus
Stenbideren bliver kønsmoden, når den er 3-5 år gammel. På det tidspunkt trækker den oftest ind på lavt vand langs kysten for at yngle. Gydningen foregår primært fra februar til maj, hvor hannen ankommer først til ynglestedet og finder en egnet ”redeplads” til æggene. Mængden af æg, som hunnen lægger, kan variere fra kun 2.400 æg helt op til 400.000 æg. Gennemsnitligt lægger en voksen hun omkring 100.000 æg i løbet af en gydesæson – antallet afhænger af størrelsen på hunnen.
Æggene hæfter sig fast til sten og klipper, hvor hannen befrugter dem. Derefter bevogter og passer hannen æggene ihærdigt ved at bl.a. at vifte iltrigt vand over dem. Man har observeret, at hannen hurtigt vender tilbage til æggene, hvis man skræmmer den væk. Han beskytter også æggene ved at svømme efter og skræmme andre dyr væk, der nærmer sig æggene. Hunnen deltager ikke i yngelplejen.
Når æggene klækker, driver larverne rundt med strømmen.
Den maksimale alder for en stenbider formodes at være 24 år. Dog nævner de fleste kilder en maksalder på 12 år.
Fjender
Voksne stenbidere er føde for bl.a. grønlandshajer, kaskelothvaler og sæler. Derudover er der også fundet rester af stenbider i maven på havkat, helleflynder og torsk.
Stenbiderrogn er en fødekilde for mange småfisk og søpindsvin. Det kan lade sig gøre, hvis hannen f.eks. bliver spist af et rovdyr og ikke længere kan vogte over æggene.
Status
I 2013 blev stenbideren i Europa kategoriseret som ”næsten truet” på IUCN’s rødliste over truede arter (IUCN står for International Union for the Conservation of Nature). Ifølge IUCN forsøger de at foretage artsopdateringer omkring hvert tiende år. Læs mere om IUCN's rødlistede arter
DTU Aqua har i et notat til Fødevareministeriet gjort opmærksom på, at de danske landinger af stenbiderrogn i 2023 kun var 5 % af gennemsnitslandingerne for perioden 2013-2022. Et fald af denne størrelsesorden vil sandsynligvis føre til en kategorisering af bestandene under IUCN som ”kritisk truet”.
Kilder
Møller, P.R., Jensen, M.K.R., Klitgaard, B., Krogen, A.-L.N., Hansen, I.B. & Carl, H. 2019. Stenbider. I: Carl, H. & Møller, P.R. (red.). Atlas over danske saltvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum. Online-udgivelse, december 2019
Stenbideren er blevet en sjælden fisk og udviser store genetiske forskelle. Nyhed på aqua.dtu.dk, 19. april 2023
Af Amalie Walsøe Bruun. Kontakt Mette K. Schiønning, Ole Henriksen, Dorte Bekkevold eller Jane Behrens, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.