Ålekvabbe (Zoarces viviparus)
Udseende
Ålekvabben har en langstrakt krop og minder i udseende en del om ålen. Forkroppen er dog tykkere og halen mere sammentrykt. Rygfinnen går i ét med hale- og gatfinnen, men har en indskæring på den bageste del af rygfinnen.
Oversiden er gullig med mørke tværbånd over ryggen. Kropsfarven kan dog variere meget og er i vid udstrækning tilpasset omgivelserne. Skelettet er grønt. Svømmeblæren mangler, som hos flere andre arter fra lavt vand.
Ålekvabben bliver sjældent længere end 30 cm. Hunnerne er større end hannerne. Maksimal længde og alder er 50 cm og 10 år.
Udbredelse
Ålekvabben findes i salt- og brakvand. Den lever på bunden kystnært i ålegræsbæltet, eller hvor der er anden bundvegetation. Den lever i samme område hele livet (kaldes en standfisk) og opholder sig på lavt vand. Den kan dog trække ud på lidt dybere vand om vinteren.
Bestanden af ålekvabber i danske farvande er generelt gået væsentligt tilbage i de seneste årtier.
Livscyklus
Ålekvabben bliver kønsmoden som 2-årig, når den er 16-18 cm lang. Hunnen bliver befrugtet i august, men føder først i slutningen af januar. Som noget helt særligt i fiskeverdenen lægger ålekvabben ikke æg, men føder levende uger. I drægtighedsperioden forvandler de små fiskelarver i æggene sig til miniaturevoksne i moderens bug. Ålekvabben har nogle indre udposninger, en form for dievorter, som ungerne dier på. Ud over at give ungerne mad, fungerer dievorterne også som en lunge, der overfører ilt fra moderen til ungerne.
Føde
Ålekvabben har en lille mund og lever af smådyr som tanglopper, tanglus, muslinger, snegle og små krebsdyr.
Fiskeri på arten
Ålekvabben har fast, fedtholdigt og velsmagende kød. I dag er der intet erhvervsfiskeri efter arten i Danmark, men den fanges jævnligt i fritidsfiskeriet i ruser og småmasket garn. Der er ikke fredningstider eller mindstemål for fangst af ålekvabber.
Ålekvabben som miljøindikator
Ålekvabben anvendes i miljøovervågningen som indikator for, om eventuelle miljøfarlige stoffer påvirker kystnære fisk. Ålekvabben er velegnet som indikator, fordi den er følsom over for miljøfarlige stoffer og iltsvind, og fordi den lever i det samme område hele livet. Det betyder, at en eventuel observeret påvirkning af fisken kan forbindes med en lokal forureningssituation.