Atlantisk tun (Thunnus thynnus)
Arter
Tun tilhører makrelfamilien og opdeles i otte arter: atlantisk tun (Thunnus thynnus), gulfinnet tun (T. albacares), hvid tun (T. alalunga), pacifisk tun (T. orientalis), sortfinnet tun (T. atlanticus), storøjet tun (T. obesus), sydlig tun (T. maccoyii) og langhalet tun (T. tonggol). Denne side handler om den atlantiske tun.
I de senere år er det blevet almindeligt at bruge navnet blåfinnet tun, som er en oversættelse af artens navn fra engelsk, men det officielle danske navn er atlantisk tun.
Udseende
Tunens krop er meget kraftig og strømlinet. Hovedet er forholdsvis stort, og snuden er kort og spids. Underkæben er lidt længere end overkæben. Den har en enkelt række af små kegleformede tænder.
Tunen har to rygfinner, som er næsten sammenhængende. Ned mod halefinnen – på både ryg og bug – sidder 7-10 gule småfinner med mørk kant. Haleroden er meget slank, og halefinnen er stor, smal og dybt kløftet med spidse flige.
; 
Billedet t.v. viser flere af de små gule finner, som sidder langs ryg og bug ned mod halefinnen. Foto: Kim Birnie-Gauvin. Billedet t.h. viser gabet af en tun fra Skagen i 2018. Bemærk, at der ligger en 1-krone i munden af tunen for at vise størrelsesforholdet. Tunen målte 236 cm og vejede ca. 235 kg. Foto: Brian MacKenzie.
Ryggen er blåsort med grå og grønlige refleksioner, siderne kan være sølvgrå eller brungule, og bugen er sølvhvid. Siderne har ofte sølvfarvede pletter og striber. Den forreste rygfinne og hale- og brystfinnerne er mørke. Den bageste rygfinne er rødgul eller rødbrun. Gat- og bugfinnerne er lyse. Farverne er meget skinnende hos de levende fisk, men falmer hurtigt, når fiskene dør.
Tunens farver er meget skinnende. Foto: Brian MacKenzie.
Det er svært at finde pålidelige oplysninger om, hvor stor tunen kan blive. De fleste steder er der angivet en maksimalstørrelse på ca. 450 cm og en maksimalvægt på lidt over 700 kg, men der er også eksempler på tun på op til ca. 900 kg. Overfiskeri har betydet, at fiskene nu mange steder sjældent er over 300 kg.
De største tun fanget i Danmark vejede ca. 500 kg. Den normale størrelse i vore farvande, dengang tunen var almindelig her, var 50-350 kg. Den danske lystfiskerrekord er en tun på 372 kg fanget i det nordlige Øresund den 13. august 1950, men en tun på 303 cm, som blev fanget nord for Skagen i september 2016, blev vurderet til at veje mindst 400 kg.
Tun forveksles jævnligt med marsvin, selv om der er væsentlige forskelle. F.eks. er tunens hale lodret, mens marsvinets hale er vandret, og tunen har – i modsætning til marsvinet – en række af småfinner bag rygfinnerne, og gatfinnen er kraftigt bygget. Desuden har tunen gæller, mens marsvinet ånder med lunger og har et blåsthul til ind- og udånding oven på hovedet.
Tunen vil man som oftest kunne skelne fra andre fiskearter i de danske farvande alene ved sin størrelse. Selv de ”små” eksemplarer af tun i danske farvande har ofte vejet 50-75 kg – altså langt over maksimalvægten for de fleste andre arter. Der er dog også set tun i Danmark helt ned til ca. 11 kg.
I forhold til makrelfamiliens andre arter kendes den atlantiske tun lettest på, at den mangler mørke striber/mønstre/pletter, hvilket de øvrige arter i makrelfamilien har.
Udbredelse
Atlantisk tun findes i det meste af Atlanterhavet. Opvarmning af Atlanterhavet igennem de sidste 10-20 år har gjort tunens leveområder større, især mod nord, og tunen bliver nu fanget af og til som bifangst i makrelfiskeriet helt oppe ved Østgrønland.
Tunen optræder som sommer- og efterårsgæst i danske farvande, men dens tilstedeværelse har været meget svingende gennem tiden. Den ældste registrering er en tunknogle fra stenalderen (ca. 5800 før vor tidsregning), som er fundet på Amager Strand. Der er også fundet tunknogler på Amager fra ca. 1400-1600-tallet, og der er rapporter om fangster, strandinger og observationer af tun i danske farvande fra ca. 1700-tallet og fremefter. Det er beskrevet, at tunen var talrig ved Helsingør i starten af 1800-tallet indtil 1817. Så forsvandt den og blev først talrig igen i midten af 1830'erne, og i de følgende mange år rapporteres enkeltstående fangster og observationer fra Kattegat, Bælterne og Øresund.
I 1915 var tunen usædvanligt talrig i Kattegat, og det blev begyndelsen på et egentligt erhvervsmæssigt tunfiskeri. I slutningen af 1930’erne begyndte også lystfiskeriet efter store tun i Øresund for alvor – og med tiden også andre steder.
I 1950’erne begyndte fangsterne at falde, og i 1964 sluttede det danske tuneventyr. Først troede man, at tunene blot havde forladt Øresund på grund af forurening, men det blev hurtigt klart, at tunene var ved at forsvinde fra alle vore farvande, og i mange år var der kun få observationer.
Fra 2015-2016 er der imidlertid sket en stigning i antallet af observationer af tun i danske farvande, og det ser ud til, at den atlantiske tun er tilbage.
Årsagerne til det næsten totale fravær af tun i Danmark siden midten af 1960’erne er ikke kendt, og forskerne ved heller ikke, hvorfor tunen nu igen er tilbage. DTU Aqua har siden 2017 mærket tun i Skagerrak-Kattegat og håber, at data fra disse mærkninger sammen med anden forskning kan bidrage med forklaringer. Undersøgelserne fokuserer indtil videre på tunens vandringsmønstre og de faktorer, som styrer vandringen, f.eks. mængden og fordelingen af tunens byttedyr, størrelsen af selve tunbestanden og oceanografiske/klimatiske forhold, f. eks. stigende havtemperatur./p>
En tun bliver mærket med et datalagringsmærke i Skagerrak i 2018. Data fra mærket sendes via satellit tilbage til forskere på DTU Aqua efter et år, når det løsvriver sig og kommer op til overfladen. Ombord på båden får tunen ilt fra havvand, som løber ind i munden på den via en slange, og dens øjne bliver dækket med en mørk klud, så den slapper af. Der tages en vævsprøve til genetiske undersøgelser og en blodprøve for at undersøge tunens tilstand. Tunens længde bliver målt, inden den sættes tilbage i vandet. Det hele tager 3-4 minutter. Fotograf: Frederik Aremyr.
Levesteder
Den atlantiske tun opholder sig i farvande med temperatur mellem ca. 7-25˚C, men klarer både koldere og varmere temperaturer i en kortere periode, f.eks. når den dykker.
Tunen lever både i kystnære områder helt ind til 100 meter fra land og langt ude på det åbne hav. Den lever primært i de øverste 20-50 meter af havet, men dykker tit 100-200 meter ned, formodentlig for at jage. Tunen kan lejlighedsvis ses svømmende eller springende ved havets overflade. Tun kan ses enkeltvis, men svømmer også tit i stimer, som kan bestå af fra 5-10 individer til flere hundrede.
Se springende tun (video: Brian MacKenzie).
I danske farvande er tunen primært tilstede fra omkring august til oktober. De ankommer, når overfladetemperaturen i Skagerrak er ved at nå sit højeste (ca. 17-19˚C), og forlader området, når temperaturen er faldet til ca. 10-12˚C.
Tunene kommer til de danske farvande efter gydesæsonen. Det formodes, at de fleste tun, som kommer til danske farvande, gyder i Middelhavet, men mærkningsundersøgelser har vist, at nogle tun svømmer på tværs af Atlanterhavet. Det kan derfor ikke udelukkes, at nogle af de tun, som ses i danske farvande, kommer fra Canada eller USA eller tager en tur derover, når de har forladt vores farvande.
Når tunene forlader de nordeuropæiske farvande (f. eks. Nordsøen, Norskehavet, Skagerrak, Kattegat eller Øresund), udvandrer de til farvande vest fra Storbritannien, Irland, Frankrig, Spanien og Portugal og overvintrer enten her eller ved De Kanariske Øer eller andre steder i det centrale Nordatlanten. Om foråret fortsætter de deres vandring til gydeområderne. Gydning sker typisk i maj-juli i Middelhavet eller i april-medio juni i Den Mexikanske Golf, som er de to mest betydningsfulde gydeområder.
Føde
Tun har et varieret spisekort, og føden afspejler i en vis grad, hvad der findes der, hvor tunen aktuelt opholder sig. Når den er i de nordlige, herunder danske farvande, spiser den formodentlig især mindre og fedtrige fisk som sild, makrel og hornfisk, men også f.eks. brisling, tobis og blæksprutter samt bundfisk som torsk og kuller.
Størrelsen af tunens byttedyr kan variere meget. På Island har man set, at tunens byttedyr varierer fra 2 cm til 50 cm. Meget store tun spiser ikke tilsvarende større byttedyr. Det skyldes måske, at tunens tænder ikke er særligt store.
Tunfiskens vandring og fødesøgning i forskellige områder kan potentielt påvirke lokale bestande af byttedyr. En ældre undersøgelse har vist, at tunbestanden i Nordsøen i 1950’erne og starten af 1960’erne kunne spise 150.000-250.000 tons sild og makrel under sit årlige sommer- og efterårsophold i området.
I det tidligste livsstadie efter klækningen spiser tunlarverne vandlopper og andre små krebsdyr.
Livscyklus
Tunen gyder om foråret, når temperaturen i gydeområderne i f.eks. Middelhavet og Den Mexikanske Golf er over 20˚C. Æggenes udviklingstid, inden de klækker, er ca. 37 timer ved 23-24˚C. De nyklækkede tun lever som larver i cirka 25 dage og forvandler sig herefter til en ”rigtig” lille tun.
Tun fra det nordøstlige Atlanterhav og Middelhavet bliver kønsmodne, når de er 3-5 år gamle. Tun fra det vestlige Atlanterhav er først kønsmodne, når de er lidt ældre og større. Det anslås, at tun kan blive over 20 år.
Status
Den atlantiske tun har siden 2011 haft status som ”truet” på International Union for Conservation of Nature’s globale rødliste over arternes tilstand. En nyere vurdering fra 2015, som dækker det europæiske område, konkluderer dog, at tunen ikke har det helt så dårligt her og derfor kan placeres i kategorien ”næsten truet”, hvilket er to kategorier bedre end ”truet”. Der findes ikke en vurdering for danske farvande.
Der er to tunbestande i Atlanterhavet, og de bliver forvaltet særskilt som en østlig og en vestlig bestand. Den østlige bestand er 5-10 gange større end den vestlige og er vokset meget, siden en plan for at genopbygge bestanden blev indført i 2008.
Ansvaret for forvaltningen af tunfiskeriet ligger hos International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas (ICCAT). Danmark er via sit medlemskab af EU repræsenteret i ICCAT.
Fiskeri
Tun indbringer meget høje priser og har en stor attraktionsværdi hos lystfiskere. I Atlanterhavet og Middelhavet er tun en vigtig art i både det kommercielle fiskeri og i lystfiskeriet. Efter at planen for genopbygning af tunbestanden er blevet implementeret, er mængden af tun steget. Det har medført stigende fangstkvoter. F.eks. er den samlede kvote i Middelhavet og Nordøstatlanten 36.000 tons i 2022. Inden for EU har Spanien, Frankrig og Italien de største andele af tunkvoten.
I 1950’erne, hvor det historiske tunfiskeri i Danmark var på sit højeste, blev der fanget ca. 2.000 ton tun om året. I mange år har det ikke været tilladt at fiske målrettet efter tun i danske farvande hverken for erhvervsfiskere eller lystfiskere – med undtagelse af DTU Aquas mærkningsforsøg siden 2017. Desuden kan erhvervsfiskeriet lande en lille mængde bifanget tun. I 2021 blev der imidlertid forhandlet en mindre omfordeling af EU's tunkvote til Danmark (5 tons) for lystfiskere under særlige vilkår (Bekendtgørelse om lystfiskeri efter almindelig tun i 2021).
Af Brian MacKenzie, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer
Teksten er baseret på DTU Aquas bidrag til ”Atlas over danske saltvandsfisk” samt på "MacKenzie, B. & Carl, H. 2019. Atlantisk tun. I: Carl, H. & Møller, P.R. (red.). Atlas over danske saltvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum. Onlineudgivelse, december 2019."