Arter
Hork (Gymnocephalus cernua) tilhører aborrefamilien (Percidae) og er nært beslægtet med aborren (Perca fluviatilis) og sandarten (Sander lucioperca). Modsat sandarten og aborren, som er to vigtige rovfisk i søernes økosystem, er horken ikke en rovfisk. Den har derfor en anden rolle i fødekæden, hvor den spiser plankton og bunddyr og er bytte for rovfisk.
Udseende
Horken er en lille, bred og kompakt fisk med en lille mund og en langstrakt rygfinne, som har skarpe pigge i den forreste del og bløde finnestråler i den bageste. I modsætning til aborre og sandart, der begge har to adskilte rygfinner, er de to rygfinner vokset sammen hos horken.
Kroppen er grønbrun med mørke, ujævne pletter, hvilket giver den en god camouflage på bunden, hvor den lever det meste af tiden. Dens bug er lysere end resten af kroppen, og dens skæl er små og ru. Horken bliver sjældent over 15 cm lang, men kan blive lige over 20 cm og veje omkring 200 g.
Udbredelse
Horken findes i store dele af Europa og Asien og er udbredt i det meste af Danmark. Den er dog sjælden i Nordjylland, med undtagelse af Vendsyssel.
Den trives især i stillestående eller langsomt strømmende ferskvand, hvor bunden er blød og mudret. Den kan både findes i større søer og åer samt i brakvand, mens den er sjældnere i små søer og damme.
I nogle områder kan den blive meget talrig. Bevidst udsætning og utilsigtet flytning (fx med skibes ballastvand) har betydet, at hork i dag er langt mere udbredt end den tidligere var fra naturens hånd. Eksempelvis lever den nu i nogle dele af Nordamerika, bl.a. i de Store Søer.
Levesteder og adfærd
Horken er en typisk bundfisk, der opholder sig tæt på sø- eller åbunden, hvor den finder sin føde. Den foretrækker dybere, mudrede områder og tåler lavt iltindhold, hvilket gør den til en af de mest hårdføre ferskvandsfisk.
Horken er primært nataktiv og tilbringer dagtimerne skjult. Den lever ofte i små stimer og kan optræde i store mængder i søer med gode fødeforhold og få rovfisk.
Føde
De meget små horkyngel æder i begyndelsen mikroskopiske planktonorganismer. I takt med at ynglen vokser, spiser den mere dyreplankton, inden den ved en størrelse på 3-4 cm skifter til overvejende at leve af bunddyr. Hork lever herefter af en bred vifte af fødeemner, men spiser primært insektlarver og små krebsdyr. En dansk undersøgelse fandt, at dansemyggelarver var det suverænt vigtigste bytte. På trods af sin lille størrelse er den en effektiv jæger, der indtager de fleste fødeemner den kan gabe over.
Fiskeæg og -yngel kan også indgå i føden. I områder, hvor horken er meget talrig, kan prædation på fiskeæg og larver muligvis betyde, at den kan have en negativ påvirkning på bestanden af andre fisk i søer.
Livscyklus
Horken gyder om foråret, typisk i maj-juni ved en vandtemperatur på 6-10oC. Hunnen lægger op til 100.000 små, klæbrige æg, som fæstner sig til sten, planter eller andet fast underlag. Æggene klækkes i løbet af 8-10 dage, afhængigt af vandtemperaturen, og de nyklækkede larver lever i starten frit i vandet (pelagisk), indtil blommesækken er opbrugt. Herefter opholder ynglen sig på bunden.
Horken vokser hurtigt og er kønsmoden efter 1-3 år – hannerne typisk et år før hunnerne. Det er bl.a. forklaringen på, at hanner i gennemsnit lever kortere end hunner. Hannen bliver maksimalt 7 år gammel, mens hunnen kan blive op til 10 år. Det er dog de færreste individer, der bliver så gamle, bl.a. fordi de bliver spist af søernes rovfisk.
Fjender
Horken har mange naturlige fjender, især rovfisk som gedde, sandart og store aborrer, der gerne spiser både unge og voksne horker.
Den er også et yndet bytte for fiskehejrer, skarver og oddere, der jager i lavvandede områder. I Brabrand Sø ved Aarhus ses oddere meget ofte sidde og gnaske horker i rørskoven.
Status
Horken er ikke en truet art, og den er kategoriseret som LC (Least Concern) i den danske rødliste. Bestanden er typisk stabil eller voksende i mange vandområder. Dog kan bestandsstørrelsen svinge en del afhængigt af, hvor mange rovdyr der er i området. Eksempelvis kan horken blive næsten udryddet i søer, hvor sandartbestanden oplever en stærk årgang.
Omvendt kan horken være et problem i søer med få rovdyr, hvor den derfor kan findes i meget store mængder. I den situation kan den udkonkurrere andre fisk og bidrage til en ubalance i økosystemet.
I nogle lande anses horken for at være en invasiv art, fordi den spreder sig hurtigt og kan påvirke lokale fiskebestande negativt.
Fiskeri
Horken har ingen fiskerimæssig betydning og fiskes sjældent målrettet. I 1800-tallet blev den fisket og eksporteret til konsum i Tyskland, men dette fiskeri svandt ind i begyndelsen af 1900-tallet. Horken fanges ofte som bifangst af lystfiskere, der fisker efter aborre, sandart eller andre ferskvandsfisk.
Smagen er mild, men horken har ry for at have mange ben. Det passer ikke, men dens ringe størrelse gør den mindre attraktiv som spisefisk. I visse områder bliver hork brugt som madding til fiskeri efter ål og større rovfisk.
Der er hverken mindstemål eller fredningstid for hork i Danmark.
Af Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer samt Aline Pust og Frederik Pedersen