Karusse

Arter

Karusse tilhører karpefamilien (Cyprinidae) sammen med en række andre arter som fx brasen, skalle og suder. Underfamilien Cyprininae har tre repræsentanter i Danmark: karusse (Carassius carassius), som er hjemmehørende i Danmark, og sølvkarusse/guldfisk (Carassius auratus) og karpe (Cyprinus carpio carpio), der begge er indført til landet og stammer fra henholdsvis Østasien og Vestasien/Østeuropa.

Udseende

Karussen kan variere meget i farvetegninger. Den har generelt lys gul/brunlig bug, mørkere ryg og sider med farvetoner derimellem. Ryggens og sidernes farve tilpasser sig omgivelserne og kan derfor variere en del, fra næsten sort til mørk grønlig. Karussen har en relativt lang rygfinne. Forrest i rygfinnen og bugfinnen findes en hård finnestråle. Finnerne afviger normalt ikke fra kroppens farve. 

I Danmark kan karussen blive op til ca. 50 cm og 2,5 kg. Fra udlandet kendes enkelte større eksemplarer. 

Ynglen har en sort plet (en såkaldt øjeplet) ved haleroden. Pletten forsvinder omkring 2-årsalderen.

Der findes to typiske kropsformer hos karusser: en aflang, slank type og en mere højrygget, nærmest rund type. Traditionelt kaldtes de henholdsvis damkarusse og søkarusse, fordi man mente, at det var levestedet, som afgjorde kropsformen. Senere har det vist sig, at også andre forhold spiller ind, fx hvor udsat karussen er for at blive ædt. Læs mere om dette og de to typer kropsform i afsnittet 'Damkarusse og søkarusse' nedenfor. 

Karusser er vanskelige at skelne fra naturfarvede sølvkarusser/guldfisk. Der er kun få, usikre forskelle i farver og form. En DNA-test er den sikreste måde at skelne mellem dem. Ynglen af de to arter kan dog nemt kendes fra hinanden. indtil de er ca. 2 år, idet yngel af sølvkarussen mangler den sorte plet ved haleroden. 

Udbredelse

Karussen er udbredt i dele af Europa og Asien. I Vesteuropa findes den naturligt i de vandsystemer i England, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland, der udmunder i Vesterhavet, men gennem tiden er karussen blevet introduceret til nye vandsystemer i disse lande. og udbredelsen er derfor i dag større end tidligere. Den findes desuden i alle landene omkring Østersøen. Udbredelsen mod øst omfatter områderne omkring Barentshavet, Hvidehavet, Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Kolymafloden i Sibirien er den østlige grænse for udbredelsen. 

Karussen er meget almindelig i Danmark, med størst udbredelse i Østdanmark. I Jylland er udbredelsen knyttet til de fleste større åsystemer. I Nordjylland findes den kun i Vendsyssel. Den mangler også i en del af vandløbene, der udmunder i Vadehavet. En forklaring på, at den mangler nogle steder, kan være, at fundene er forvekslet med sølvkarusse. 

Levesteder og adfærd

Karussen forekommer ofte i små søer og damme, hvor den tit er den dominerende eller eneste fiskeart. Karusser træffes også jævnligt i større søer, men her de normalt fåtallige. 

I andre lande kan karusser også leve i langsomt strømmende floder og være meget talrige i de søer, der opstår, når sving på en flod afsnøres og derved omdannes til krumme, isolerede søer, de såkaldte oxbow-søer. 

En gang imellem støder man på karusser i mindre vandløb, men der er som regel tale om fisk på vandring fra én sø til en anden. 

Karussen kan også leve i brakvand med lav saltholdighed og findes derfor mange steder i den indre Østersø. 

Adfærd

Karussen er uden sammenligning vores mest hårdføre ferskvandsfisk. I udgangspunktet foretrækker den de samme iltforhold som andre sølevende fisk, men den kan i modsætning til andre arter overleve ved meget lavt iltindhold og om vinteren ligefrem i lange perioder med iltfrie forhold. Det skyldes flere fysiologiske tilpasninger, men især evnen til at ophobe store mængder glykogen (et stivelsesholdigt molekyle) i leveren gør karussen i stand til at overleve uden ilt i længere perioder. 

Når der er mangel på ilt, nedbryder den glykogen til sukker, der dernæst spaltes til CO2, alkohol og energi. Normalt kræver det ilt at lave energi, men karussen er altså via glykogen i stand til at lave energi gennem iltfri forbrænding. Samtidig nedsætter den sit energiforbrug mest muligt ved at gå i en slags dvale. Denne mekanisme kan karussen både tage i brug om vinteren, hvis søen fryser til, og ilten forsvinder under isen, og om sommeren i søer (fx oxbow-søer), der tørrer delvis ud. Her kan karussen begrave sig i mudder og overleve længe på trods af høj temperatur og vandmangel. 

Disse evner er ganske givet årsagen til, at man ofte finder søer, hvor karusse er den eneste fiskeart, fordi den har overlevet dårlige tider, hvor de andre fiskearter uddøde. 

Damkarusse og søkarusse

Oprindelig troede man, at de to former af karusse, damkarusse og søkarusse, udelukkende opstod som følge af forskelle i udbuddet af føde, hvor den slanke damkarusse fik mindre mad end den højryggede søkarusse. 

Undersøgelser udført ved Lunds Universitet har imidlertid vist, at karussen i stor udstrækning har evnen til at skifte kropsform efter behov. Den udnytter den høje ryg som en forsvarsmekanisme, der både gør den svær at sluge og sværere at fange for en rovfisk. Det er derfor kun, når der er rovfisk til stede, at den har behov for at blive højrygget.

Den slanke damkarusse finder man dermed kun i søer uden rovfisk, herunder søer, hvor karussen er eneste art, mens den højryggede søkarusse primært findes i søer med rovfisk. 

Føde

Karussen søger dels føde på bunden, dels oppe i vandet. Den æder en bred vifte af bundlevende smådyr, dyreplankton, vandplanter og døde plantedele (kaldes også detritus). 

Små karusser har en overvægt af dyreplankton i føden, mens de større individer spiser mange bundlevende smådyr, eksempelvis insektlarver og krebsdyr. Om vinteren er fødeindtaget begrænset, og hvis der opstår iltmangel, holder karussen som en del af sin dvale helt op med at æde. 

Livscyklus

Karussen bliver kønsmoden i 3-5-årsalderen – hannerne typisk et år før hunnerne. Den gyder på lavt vand i maj-juli, hvor de klæbende æg sætter sig fast på vandplanter m.m. Hunnen gyder sine æg i tre-fem portioner, hvor forskellige hanner kan deltage i hver sin æglægning. En hun lægger mellem 130.000-250.000 æg afhængigt af størrelse. Æggene klækker efter 3-10 dage afhængigt af vandtemperaturen. 

Karusser bliver normalt ikke mere end ca. 10 år gamle, men de kan i sjældne tilfælde blive meget ældre, op til 30-40 år.

Fjender

Karussens fjender er både rovfisk, fx gedde, aborre og ål, og fiskespisende fugle, fx fiskehejre. Rovfisk spiller en vigtig rolle for, hvor mange karusser der er. De tætteste bestande af karusser findes i små damme uden rovfisk, ofte de damme, hvor karussen er den eneste fiskeart. 

Karusser kan sænke risikoen for at blive spist ved at ændre kropsform (se beskrivelsen ovenfor under Adfærd), men skift af opholdssted i søen, fra det åbne vand til bredzonen, er også en taktik, den anvender for at undgå at blive et måltid for en rovfisk. 

Status

Ifølge den danske rødliste klassificeres karussen som livskraftigt (Kategori: LC), hvilket betyder, at den ikke er i fare for at gå tilbage eller uddø. 

Fiskeri

I dag anser danskerne ikke karusse som en god spisefisk, formodentlig fordi den ligesom mange andre karpefisk har ry for at have mange ben og en smag af mudder. Helt anderledes forholder det sig historisk, hvor man tilbage i 1800-tallet og tidligere betragtede karusse som en delikatesse, der mange steder blev opdrættet til konsum. 

I begyndelsen af 1900-tallet blev fangster af karusse typisk eksporteret til især Tyskland. Erhvervsfiskeri efter karusse er i dag helt ophørt. Lystfiskeri efter karusse drives mest af dedikerede såkaldte specimenfiskere, der målrettet efterstræber meget store karusser. 

Desuden anvendes karusse som agnfisk, og den er ofte børns første fangst som lystfisker. 

Der er hverken mindstemål eller fredningstid for karusse i Danmark.