Karpen (Cyprinus carpio) findes kun i Danmark pga. udsætninger. Arten findes i flere former, fx læderkarpen på billedet, der stort set mangler skæl, samt skælkarpen og spejlkarpen.
Levesteder
Karpen er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark og findes derfor kun, hvor den er sat ud.
Det typiske levested er i mindre søer, hvor karpen som regel trives fint. Men der findes også udsatte karper i større søer.
I dag har de fleste udsætninger til formål at skabe mulighed for lystfiskeri. Læs mere om karpens levesteder.
Alder og vækst
Der er stor forskel på både vækst, kønsmodning og maksimal alder hos karper.
De forædlede karper, der stammer fra opdræt, vokser hurtigere end de vilde karper (fx i floden Donau). Men også mellem forædlede eller opdrættede typer kan der være store forskelle.
Opdrættede karper, der lever som vildfisk i naturen, er ofte stadig præget af forædlingsprocessen. Fx kan de blive meget ældre end vilde karper. Læs mere om karpens alder og vækst.
Formering
Karper kræver en høj temperatur for at blive klar til at gyde. I Danmark gyder de derfor senere på året (typisk først på sommeren) end mange af de naturligt forekommende fiskearter i søerne.
Æggene er små og larverne tilsvarende små ved klækning. Måske er det en kombination af sen gydning og små larver, som er årsagen til, at mange bestande af karper i Danmark har meget dårlig eller slet ingen gydesucces. Læs mere om karpens formering.
Føde og adfærd
Karpen lever helt overvejende af smådyr. Den betegnes som en generalist, der i stor udstrækning æder, hvad der er at æde. Den har dog sine favoritter blandt smådyrene og er som voksen især glad for at æde bunddyr, fx dansemyggelarver.
Karpen er en varmeelskende fisk, som derfor er meget inaktiv om vinteren her i landet. Læs mere om karpens føde og adfærd.
Miljø
Karpen kan have en meget stor negativ effekt på sine omgivelser. Det skyldes dels dens fødevalg, hvor den bl.a. æder dyreplankton, dels dens fødesøgningsteknik, hvor søens bundmateriale suges op med munden. Den kombination har vist sig at kunne give en markant dårligere miljøkvalitet i søer, hvor der er mange karper. Læs mere om karpen og det omgivende miljø.
Levesteder
Karpen er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark. Det betyder, at karpens udbredelse herhjemme i meget stor udstrækning er bestemt af, hvor den gennem tiden er blevet udsat.
Da karpen samtidig formerer sig dårligt eller slet ikke formerer sig i mange søer, vil mange bestande over tid forsvinde igen, hvis ikke der løbende udsættes nye individer.
Yderligere sker det ofte, at karperne i en sø dør af iltmangel om vinteren, hvis der er is på vandet i længere tid. Det sker oftest i mindre søer. Samlet betyder disse forhold, at forekomsten af karper i Danmark er både ujævnt fordelt og skiftende over tid med mange bestande, der forsvinder og først genopstår, når der sker nye udsætninger.
Mange udsætninger foretages desværre uden myndighedernes tilladelse, og uden at konsekvenserne for fx miljøet er ordentligt gennemtænkt. Læs mere om udsætninger.
Karpen findes, ifølge bogen Atlas over Danske Ferskvandsfisk, udbredt i næsten alle dele af landet.
Især på Sjælland og Fyn og i Østjylland træffer man karper i en meget stor andel af søerne. Desuden finder man karper på en del af de større øer (Als, Bornholm m.fl.). Der er en svag tendens til færre forekomster i det nordvestlige Jylland.
Kortlægningen af karpens udbredelse i Danmark har endvidere vist, at udbredelsen er øget betydeligt gennem de sidste 20-30 år. Den store udbredelse er overraskende i betragtning af, at alle bestande af karper skyldes udsætning, og at karper mange steder ikke er i stand til at formere sig. Bestandenes fortsatte eksistens kræver derfor i mange tilfælde nye udsætninger med jævne mellemrum.
Det er især i mindre søer, at man finder en bestand af karper, helt enkelt fordi, det er her de fleste udsætninger sker. Det skyldes sikkert i høj grad, at det er lettere at have fiskeriet i en mindre sø for sig selv og dermed selv høste frugterne af en udsætning.
Stort set alle udsætninger sker med henblik på at skabe mulighed for fiskeri. Enkelte udsætninger foretages i voldgrave og lignende for at genskabe et traditionelt karpehold, som det tidligere var almindeligt på herregårde.
I større søer finder man også jævnligt en mindre bestand af karper, som i langt de fleste tilfælde stammer fra udsætninger. Sjældnere kan der være tale om indvandring fra andre søer.
Da karper i større søer normalt formerer sig dårligt eller slet ikke, består bestanden som regel af ganske få, men ret store individer. Størrelsen er naturligvis dels afhængig af udsætningsstørrelsen, dels af hvornår udsætningen er ske,t og dermed hvor lang tid, fiskene har haft at vokse i. Væksten vil også afhænge af, hvor gode fødemuligheder, der er i den givne sø.
I ganske få tilfælde finder man store bestande af karper i større søer og andre typer vande. Eksempelvis lever der selvreproducerende bestande af karper i den svagt brakvandede og kunstige sø Saltbæk Vig og i afvandingskanalerne i Lammefjorden.
Karper foretrækker at opholde sig i områder med blød bund, hvor de kan søge føde, og gerne hvor der er vegetation, f.eks. i form af åkander, rankegrøde eller lignende. De træffes derfor tit på forholdsvis lavt vand, hvor der er flest undervandsplanter. I uklare søer, hvor der er få undervandsplanter, kan karpen dog som regel også fint klare sig.
Karpen er desuden en varmeelskende art, hvilket betyder, at den tit opholder sig i beskyttede vige o.l., hvor vandet varmes godt op af solen. På solrige dage kan man somme tider ligefrem se karper, der står i overfladen og ”tager solbad”, gerne et sted, hvor de er omgivet af planter.
Alder og vækst
En gennemgang af en række undersøgelser af kønsmodning hos forædlede karper, der er blevet udsat i søer og herefter atter blevet ”vilde”, viser, at begge køn normalt bliver kønsmodne i 2-3-årsalderen. Hos de vilde naturlige bestande af karper i Donau-floden sker kønsmodningen senere og forskudt, hos hannerne i 3-5-årsalderen og hos hunner først i 5-8-årsalderen.
Danske karper, der alle hører til de forædlede typer, kønsmodner antagelig noget senere end i de undersøgelser, der er nævnt ovenfor, da Danmark har et køligere klima end de undersøgte lokaliteter. Dette er dog dårligt undersøgt herhjemme.
Karper er normalt mellem 30 og 40 cm lange, når de bliver kønsmodne.
Væksten hos karper kan variere meget. Det kan ikke kun forklares med forskelligt klima eller konkurrence om føden. Det spiller også en stor rolle, om karpen er blevet forædlet til opdræt eller stammer fra en vild bestand.
I de karpestammer, der anvendes til dambrugsdrift, søger man at fremavle hurtig vækst og sen kønsmodning, så man får så stor en kødmængde som muligt at sælge.
Et dansk eksempel på hurtig vækst hos en dambrugsstamme er fra Gråsten, hvor karpeynglen, når de sættes ud i en opvækstdam i 1-årsalderen gennemsnitligt er 8 cm lange og vejer 11 gram. Efter 1 år i dammen er de vokset til 28 cm og 660 g. Den vækst er betydelig hurtigere, end det ses hos vilde karper i naturen og betinget af en lav udsætningstæthed, så der ikke er stor konkurrence om føden. I karpedambrug i Centraleuropa tager det ca. 2½ år at producere en spisekarpe på 600-1750 g.
Karper kan opnå en imponerende størrelse. Selvom de vilde karper vokser langsommere end forædlede karper, er de længste karper, der kendes, vildkarper på over 120 cm.
De forædlede former udmærker sig normalt ved at være meget trinde. De bliver derfor ikke så lange, men til gengæld særdeles tunge med en maksimal vægt på over 40 kg.
Blandt vilde karper kan væksten variere så meget, at en 10 år gammel karpe kan være fra 40 til 120 cm lang. Også forædlede karper kan i naturen udvise meget store forskelle i vækst.
Set i forhold til mange andre arter af ferskvandsfisk kan karper blive usædvanlig gamle. Gamle beretninger angiver en maksimal alder på op til 200 år, men de er dårligt underbygget. Mere troværdige kilder, der typisk bygger på genfangst af udsatte fisk, angiver en levealder på 50 år eller lidt mere. Dog skal det bemærkes, at meget gamle karper som regel stammer fra forædlede racer udsat i små beskyttede søer.
De vilde karper i Donau bliver normalt ikke mere end henholdsvis 9 (hunner) og 15 (hanner) år gamle. Nogle udsatte bestande, der lever vildt, har en maksimal levealder på under 10 år. Der synes at være en kobling mellem vækst, dødelighed og maksimal alder, så kort levetid ofte er knyttet til bestande, hvor væksten er meget hurtig.
Formering
Karper kræver en temperatur på mindst 17 °C, for at de kan gyde, og der er mest gydeaktivitet mellem 19 og 23 °C. Det betyder, at karper i Danmark normalt først gyder sidst i maj eller i løbet af juni. Temperaturer over 28 °C kan forhindre gydning. I egne med meget varmt klima kan karperne derfor være tvunget til at gyde i vinterhalvåret.
Selve legen foregår på lavt vand i områder med vegetation, hvor æggene, der er klæbende, kan hænge fast. Hunkarpen gyder sine æg i flere portioner med 1-2 ugers mellemrum. Indtræder der koldt vejr i pausen mellem 2 gydninger, forlænges pausen, indtil temperaturen igen er passende.
Karper i dambrug stryges, og æggene klækkes kunstigt på stort set samme måde, som det foregår i ørredopdræt. Normalt behandles de fisk, der skal stryges, med hormonindsprøjtninger for at gøre dem klar til strygning.
Karpens æg er ganske små, og ægantallet derfor ret stort. Når æggene gydes er de knap 1 mm store, og efter befrugtningen svulmer de til en størrelse på 1,5-2,0 mm.
En hunkarpe fra en opdrætsstamme indeholder normalt 120.000-140.000 æg pr. kg kropsvægt, og æggene kan udgøre op til 1/3-del af hendes vægt.
Karpens æg klækker forholdsvis hurtigt efter kun 3-5 døgn og hurtigst ved ca. 23 °C. Ved temperaturer under 11 °C dør æggene.
De nyklækkede larver er kun ca. 5 mm lange og sidder fasthæftet til en plantestængel eller lignende i den første uges tid, mens de lever af blommesækken. Endnu inden blommesækken er helt opbrugt, begynder de ved en størrelse på ca. 8 mm at svømme omkring og søge føde.
Karper har som hovedregel ikke problemer med selve gydningen i Danmark, og æggene udvikler sig og klækkes i de fleste tilfælde også normalt. På trods af det findes der mange eksempler på, at bestande af karper formerer sig meget lidt eller slet ikke.
Den manglende evne til at formere sig med succes er traditionelt blevet forklaret med for lave temperaturer i gydetiden på vore breddegrader. Man har ment, at karpen kun kunne formere sig i små lavvandede, solbeskinnede søer. Men der er meget, der tyder på, at det ikke er hele forklaringen.
Nogle observationer tyder på, at flaskehalsen opstår i perioden efter, at ynglen er klækket, men den præcise årsag hertil kendes ikke. Forklaringen kan være, at karpeyngelen har svært ved at konkurrere med ynglen af de øvrige fisk i søen og derfor går til eller bliver ædt. De steder, hvor karper faktisk formerer sig med succes, er som regel kendetegnet ved, at der lever få eller slet igen andre fiskearter. Emnet er dog dårligt undersøgt.
Da de forskellige former af karper grundlæggende er én og samme art, kan de uden problemer parre sig på kryds og tværs af formerne.
Føde og adfærd
Karpen hører til de såkaldte fredfisk, dvs. fisk, der ikke spiser andre fisk. Den lever i stedet af dyreplankton, vandinsekter, planter og lignende. Den æder hovedsagelig dyrisk føde, men kan også æde planter, dog normalt kun i mindre omfang. Helt overordnet er karpen det, der kaldes en generalist, dvs. at den æder, hvad der er mest at af. Føden kan søges både på overfladen, frit i vandet, på eller mellem planter og ikke mindst på og i bunden.
Karpens yngel er ganske lille, når den begynder at æde. Det har den naturlige konsekvens, at dens føde også skal være lille.
De første fødeemner er derfor f.eks. hjuldyr, larver af vandlopper og små alger. Så snart ynglen er vokset en smule, skifter de til større dyreplankton, f.eks. voksne vandlopper, bosminer og dafnier.
Fra en længde på 5 cm er karperne i stand til at æde alle størrelser af dyreplankton. Desuden kan de nu begynde at æde de første mindre bunddyr, eksempelvis små dansemyggelarver.
I takt med, at karpen vokser, bliver den i stand til at grave dybere og dybere i bundens sediment på jagt efter fødeemner, og de bundlevende byttedyr bliver normalt dominerende i føden. Den vil typisk fortsætte med at æde andre fødeemner også, især hvis fødeemnerne i en periode findes i stor tæthed.
På et tidspunkt vil det dog blive umuligt for karpen at tilbageholde de mindre fødeemner i mundhulen, f.eks. dafnier og små dansemyggelarver, fordi sien i gællerne (gællegitterstavene) bliver for grovmasket. I søer med fødemangel kan karper finde på at æde fiskeyngel, også deres egen yngel.
Karpens fødesøgningsteknik inddeles normalt i tre forskellige former, der er tydeligt adskilte:
1) Målrettet enkeltangreb. Denne teknik anvender karpen til at æde et enkelt større byttedyr, som den har fået øje på. Den angriber byttet med et lille præcist sug, som skabes ved en samtidig udvidelse af mund-, svælg- og gællehulen. Det sug, der opstår, kan være ret kraftigt og skabe en vandstrøm på op til 0,6 m pr. sekund, hvilket ca. svarer til strømhastigheden i en raskt strømmende å. Denne form for fødesøgning er normalt den, en lystfisker oplever, når en karpe bider på krogen.
2) Gruppe-angreb. Mens karpen svømmer langsomt af sted, foretager den en række mindre suge-angreb på tætte sværme af dyreplankton. Det vand, den har suget ind i munden, presser den ud gennem gællerne. Føden tilbageholdes herved i sien i gællerne.
3) Ikke målrettet fødesøgning på bunden. Denne teknik bruger karpen til at søge efter byttedyr, der lever nedgravet i bundsedimentet, eksempelvis dansemyggelarver og muslinger. Karpen suger en mundfuld sediment ind i munden. Sedimentet sies gennem gællegitterstavene, hvor små partikler løber ud gennem gællerne, og større emner tilbageholdes i mundehulen. De føres ned til svælget, hvor der sidder smagsløg. Her sorteres de større partikler, fødeemner sluges, mens småsten og lignende spyttes ud gennem munden. Hvis bundmaterialet er tilpas blødt, kan en stor karpe suge op til 15 cm dybe huller i det.
Karper er egentlig tilpasset et noget varmere klima, end man finder i Danmark. Derfor er karpens aktivitet og døgnrytme meget påvirket af årstiderne herhjemme.
Om sommeren er karpen normalt mest aktiv med fødesøgning omkring daggry og solnedgang. Men forår og efterår, kan den mest aktive periode forekomme i dagtimerne, når vandet er varmest.
Ved temperaturer under 6 °C holder karper op med at æde og deres aktivitet er derfor også meget begrænset.
Karper kan, når det er koldt, gå i en slags dvale, hvor mange af kroppens funktioner nedsættes til et minimum. Det er dog langtfra altid, den gør det om vinteren i Danmark. Også om sommeren kan den, hvis vandet bliver meget varmt (dvs. omkring 30 °C), gå i en slags dvale. Dette fænomen ser man af gode grunde sjældent i Danmark.
Karper i Danmark foretager normalt ikke vandringer. De karper, der lever i vores større søer, synes også kun i begrænset omfang at gøre det. Årsagen kan være, at de danske karper er avlet til opdrætsformål, hvor trangen til at vandre er uønsket. Blandt vilde karper i Donau-floden findes der både bestande af standfisk, og bestande, der vandrer ud i Sortehavet og vender tilbage til ferskvand for at gyde.
Karpen og det omgivende miljø
Karper hører til gruppen af de såkaldt planktivore arter, dvs. arter, som i større omfang æder dyreplankton, fx vandlopper og dafnier. I den sammenhæng skal man være opmærksom på, at alle fisk begynder deres liv med at æde dyreplankton. De planktivore arter er de arter, som fortsætter med at æde dyreplankton ud over yngelstadiet.
Karper, der bliver store eller gamle nok, ophører på et tidspunkt med at æde dyreplankton og lever i overvejende grad af smådyrene på bunden. Uanset dette regnes karpen som en af de planktivore arter, som i de næringsrige søer er med til at påvirke miljøtilstanden i retning af uklart vand med mange alger, fordi de æder det dyreplankton, der skulle æde algerne.
Den påvirkning sker dog som udgangspunkt kun, hvis der er mange karper i søen, dvs. i søer, hvor karperne formerer sig, eller hvor der er udsat et meget stort antal karpeyngel (se næste afsnit).
De ældre karpers fødesøgningsteknik, hvor bundsedimentet suges op og blæses ud gennem gællerne, kan også have en markant negativ effekt på miljøkvaliteten i en sø. Det kan ske ved flere forskellige mekanismer.
I søer, hvor man ser forringet miljøkvalitet som følge af karper, er det normalt en kombineret effekt af de følgende tre mekanismer:
1) Sedimentet blæses op i vandet, når karperne æder på bunden. Dette vil gøre vandet mere uklart og er mest alvorligt i søer, hvor sedimentet er så finkornet, at det kun meget langsomt bundfældes igen. Karpernes fødesøgning kan på den måde medføre et markant fald i søens sigtdybde med den følge, at de rodfæstede undervandsplanter har sværere ved at få lys nok til at spire om foråret.
2) Øget frigivelse af næringsstoffer fra sedimentet. I søer, hvor mange karper æder på bunden, kan ophvirvlingen af bundsedimentet medføre, at næringsstoffer, især fosfor, kan blive frigivet til vandet igen. Denne frigivelse sker i større omfang, end det er tilfældet i søer med mere uberørt sediment.
3) Rodfæstede undervandsplanter rives op og driver ind til land. Store karper kan løsne sedimentet til en dybde af 15 cm, hvilket ofte er nok til, at de rodfæstede undervandsplanter bliver revet løs. De fleste undervandsplanter indeholder luftblærer, som er med til at sikre, at de står op i vandet for at komme så nær lyset som muligt. Hvis disse planters rødder frigøres fra bundsedimentet, flyder de op til overfladen. Store kaper kan på den måde medvirke til, at der bliver færre undervandsplanter i en sø, selv om de egentligt ikke æder planterne i større omfang.
Man vil som en tommelfingerregel se negative effekter på miljøet ved en tæthed eller biomasse af karper på 200-250 kg pr. ha og derover. Lavere tætheder kan også give negative effekter, men i hvilket omfang, det sker, afhænger af flere forhold, herunder sedimentets beskaffenhed, tætheden af byttedyr, hvilke plantearter, der findes og lignende.
Det er i den sammenhæng vigtigt at huske, at miljømæssigt negative effekter af fødesøgning på bunden ikke er forbeholdt karper, men er en effekt af den samlede biomasse af alle de arter af fisk, der lever af bunddyr, herunder f.eks. brasen og suder.
Som det fremgår af afsnittet om formering mener man, at karpernes problemer med at formere sig i vores søer muligvis skyldes, at karpens yngel har svært ved at klare sig i konkurrencen med andre arters yngel. Karpeyngelen er således omgivet af fjender, både nogle de skal konkurrere med og nogle, der vil æde dem.
De lidt ældre og mellemstore karper er, på linje med de øvrige karpefisk, byttefisk for søens rovfisk. I sammenligning med f.eks. skaller fungerer karpernes højere ryg og større omkreds af kroppen som en form for passivt selvforsvar. En højrygget, trind fisk er nemlig sværere at æde for en rovfisk end en slank fisk uden høj ryg. Den højryggede byttefisk fravælges derfor oftere.
De rigtig store karper over 4-5 kg har i praksis ingen naturlige fjender i vore søer. De kan måske blive beskadiget af en rovfisk, en fiskeædende fugl eller et pattedyr, men reelt er de udenfor fare for at blive ædt, på samme måde som en meget stor brasen er det. Denne sammenhæng er selvfølgelig endnu mere udpræget, når karperne bliver meget store, f.eks. over 10 kg. Her er kun mennesket tilbage som mulig fjende.
Af Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.
Læs mere
Her finder du mere viden om karpen