Sandart

Sandarten er Europas største medlem af aborrefamilien og en af aborrens nære slægtninge. Den er mere specialiseret som rovfisk og stiller derfor på visse punkter større krav til sine omgivelser end aborren. Den er mest udbredt i store og middelstore søer med gode iltforhold samt i de nedre dele af store vandløb. Den trives fint i moderat næringsrige søer med uklart vand, men kan også leve i mere næringsfattige og klarvandede søer, hvis de er dybe nok. Sandarten jager i den frie vandmasse enten alene eller i små stimer.

 

Føde

Næst efter gedden er sandarten vores største ferskvandsrovfisk. Den nyklækkede yngel lever af de helt små dyr, som eksempelvis hjuldyr og vandlopper. Allerede efter et par måneder begynder de små sandart at æde større byttedyr som dafnier, myggelarver og de mindste yngel af andre fiskearter. Når sandarten er 4-10 centimeter, begynder den for alvor at æde fiskeyngel. Når den er blevet over 10 centimeter stor, er fisk det helt dominerende fødeemne. Som yngel er den i stand til at æde et bytte på cirka halvdelen af sin egen længde.

 

Senere i livet bliver den maksimale størrelse på byttet meget mindre i forhold til sandartens egen størrelse. Voksne sandarter lever derfor udelukkende af forholdsvis små fisk og er meget afhængig af, at der altid er tilstrækkeligt med små byttefisk til rådighed. Det kan eksempelvis være arter som hork, løje, smelt og heltling, der har en lille maksimalstørrelse eller 0-2 år gamle skaller, brasen eller aborrer. Sandart er endvidere en udpræget kannibal, som med stor iver æder sine egne yngre søskende eller yngel.

 

Læs mere om hvad sandarten æder.

 

 

Formering

Sandarten bliver kønsmoden efter 2-5 års vækst og måler da 30-44 centimeter. Ved kønsmodning er hannerne generelt mindre og yngre end hunnerne.
Legen foregår over fast sandbund på 2-3 meters dybde. Rognen gydes i flade legegruber gravet af hannen, hvor æggene klæber til rødder og sten. En hun indeholder i gennemsnit 200.000 æg pr. kilo fisk. Efter gydningen jager hannen hunnen væk og bevogter herefter æggene indtil de klækkes. Foruden at holde mulige fjender væk, passer han også æggene ved at vifte frisk vand hen over dem med bryst- og bugfinnerne. Efter klækning spredes ynglen i overfladevandet, hvor den søger føde.

 

 

Udbredelse

Sandart forekommer naturligt i søer, vandløb og brakvandsområder i Øst- og Centraleuropa med floden Elben som grænse mod vest. Som resultat af udsætninger findes der i dag sandart i mange lande i Vesteuropa, herunder Italien, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien og England.

Sandarten er måske naturligt hjemmehørende på en enkelt lokalitet i Danmark, Haderslev Dam og Fjord. Her findes der skriftlige beretninger om fangst af sandart fra 1781 og 1838, det vil sige længe før udsætning af sandart kom på mode. Bestanden uddøde sandsynligvis omkring 1920 som følge af forurening. Omkring 1960 forsøgte man at genskabe den gennem udsætning. Knogler fundet i en køkkenmødding ved Lolland vidner desuden om, at arten levede i dét område for cirka 7.000 år siden. Stenalderbestanden er senere uddød af naturlige årsager.

I 1879 genindførte lystfiskere sandarten til Danmark fra Tyskland. 20 fisk fra Slien nær byen Kappln i Slesvig, blev forsøgt udsat i Odense Å, men de slog ikke an, sikkert fordi de var blevet stærkt medtagne af transporten. I 1898 blev der med succes udsat sandart i Søgård Sø ved Vamdrup. Fiskene til den udsætning stammede fra Ejderen i Sydslesvig. I øvrigt var bestandene af sandart i både Slien og Ejderen sandsynligvis også skabt ved udsætning. Op igennem 1920’erne og 30’erne udsattes den i mange søer og vandsystemer over hele Danmark, de fleste steder med sigte på erhvervsmæssigt fiskeri.
Mange steder slog udsætningerne godt an, og i dag findes der sandart i mere end 70 danske søer og vandsystemer (Dahl 1982). Eksempelvis findes sandart overalt i Gudenåsystemet, bortset fra den øvre del opstrøms Mossø.

 

Læs mere om sandartens vandringer i Gudenåen.

 

Bestandssvingninger

Sandartbestande er kendt – eller berygtet - for at kunne udvise meget store naturlige udsving i antal og alders- eller størrelsessammensætningen. På grund af kannibalisme kan en stor årgang af sandart næsten æde alle individer i de efterfølgende årgange. Der opstår herved et hul i rekrutteringen, som først lukkes når bestanden af store sandart bliver færre på grund af alderdom, evt. kombineret med fiskeri.

 

En ny stor årgang kan herefter gentage denne mekanisme. I svenske undersøgelser har man fundet en cyklus på 7 år mellem den ene store årgang og den næste. I Danmark er svingningerne så vidt vi ved mere ujævne, men det er aldrig undersøgt til bunds. I nogle tilfælde kan en sandartbestand blive så stor, at den "spiser op" af potentielle byttefisk (inkl. dens egen yngel) og begynder at sulte.

 

 

Påvirkning af økosystemet

Sandart kan have en meget betydelig effekt på en sø, når den introduceres som ny art. Undersøgelser i Tyskland har bl.a. vist, at aborren bliver negativt påvirket, når sandart udsættes. Aborren, som normalt er den vigtigste rovfisk i det åbne vand, kan ikke konkurrere med sandart om pladsen og søger ind mod bredden. Her skal den til gengæld konkurrere med gedden. Resultatet er, at aborrebestanden trives dårligere i søer, hvor der udsættes sandart, bl.a. falder antallet af store rovaborrer. Skiftet i levested tvinger også aborren til at ændre sit fødevalg.

Undersøgelser har desuden vist, at sandart kan gøre et betydeligt indhug i et vandløbs ørred- og laksesmolt (ungfisk), når de om foråret skal vandre mod havet, både i eventuelle søer, der skal passeres på vejen samt i vandløbets nedre del, hvor sandart kan trives.

 

 

Referencer og supplerende litteratur om sandart

Craig, J. F., 2000. Percid Fishes – Systematics, Ecology and Exploitation. Fish and Aquatic Resources Series 3. Blackwell Science, Oxford. 352 sider.

Dahl, J, 1982. A century of pikeperch in Denmark. EIFAC technical paper 42 (Suppl. 2), 344 – 352.

Koed, A., 2000. River dwelling piscivorous pikeperch Stizostedion lucioperca (L.): some biological characteristics and their ecological consequences. Ph.D. afhandling, Københavns Universitet & Danmarks Fiskeriundersøgelser.

Sonesten, L., 1991. Gösens biologi – en litteratursammanstälning. Information från Sötvattenslaboratoriet, Drottningholm nr. 1 1991. 89 sider.

 

Af: Søren Berg og Anders Koed, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.