Ålens formering

De største ål er altid hunner.
Hanålene bliver kønsmodne, når de er 35-45 cm. og nogle få år gamle. Hunnerne kønsmodner først, når de er 8-15 år. Derfor er de største ål altid hunner.

Ålens gydeområde

I gamle dage troede man, at ål opstod af mudder eller blev født af ålekvabber. Først i starten af 1900-tallet blev man klar over, at ålen gyder i havet. 

Siden har man indsamlet adskillige beviser, der alle peger på, at den europæiske og (den amerikanske) ål gyder i Sargassohavet, ca. 5000 km fra Danmark. Læs om opdagelsen af ålens gydeområde. 

Ål gyder på dybt vand i det tidlige forår

Man mener, at ålene gyder i områder, hvor koldt og varmt vand mødes, såkaldte ”hydrologiske fronter”, og at det sker i det tidlige forår på vanddybder omkring 200 meter. Læs mere om ålens gydning og vandring tilbage til opvækstområderne. 

Æg og larver

Man ved ikke meget om ålens naturlige gydeadfærd, men det formodes, at store mængder ål mødes, og at alle gyder på samme tid. 

Hunner har omkring 1,6 millioner æg pr. kg kropsvægt. Læs mere om æg og larver fra kunstig befrugtning af ål.  

Indvandring af glasål 

Glasålene ankommer til Europas og Nordafrikas kyster i løbet af vinteren. 

I den sydligste del af udbredelsesområdet topper indtrækket – den såkaldte ålefaring – i november og december, senest jo længere, man kommer mod nord. I Biscayen på den franske atlanterhavskyst foregår det store indtræk til flodsystemerne i januar og februar. I floden Severn på Englands vestkyst er indtrækket i marts-april, og i danske vandløb sker indvandringen i april-juni. Læs mere om ålelarvernes vandring og betydning af havstrømme. 

Hanner og hunner er svære at kende forskel på

En åls køn er ikke fastlagt fra starten, men afhænger af vækst og miljø og fastlægges først, når ålen er omkring 30 cm. 

En ål, der bliver han, kønsmodner tidligere, end en ål, der bliver hun. Derfor er hannerne også mindre end hunnerne. 

Hanner kan blive blanke og vandre mod Sargassohavet allerede, når de er 35-45 cm lange og efter kun få år i ferskvand. Hunnerne derimod kønsmodner først ved størrelser fra 42 cm og efter adskillige år i ferskvand. Læs mere om kønsmodning hos ål.  

Af Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

http://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/aal/formering
25 NOVEMBER 2017