Ålekvabbe (Zoarces viviparus)
Udseende
Ålekvabben har en langstrakt krop og minder i udseende en del om ålen. Forkroppen er dog tykkere og halen mere sammentrykt. Rygfinnen går i ét med hale- og gatfinnen, men har en indskæring på den bageste del af rygfinnen. Oversiden er gullig med mørke tværbånd over ryggen. Kropsfarven kan dog variere meget og er i vid udstrækning tilpasset omgivelserne. Skelettet er grønt. Svømmeblæren mangler, som hos flere andre arter fra lavt vand. Ålekvabben bliver sjældent længere end 30 cm. Hunnerne er større end hannerne. Maksimal længde og alder er 50 cm og 10 år.
Udbredelse
Ålekvabben findes i salt- og brakvand. Den lever på bunden kystnært på lavt vand i ålegræsbæltet, eller hvor der er anden bundvegetation. Den er en udpræget standfisk og opholder sig på det lave vand gennem hele året. Den kan dog trække ud på lidt dybere vand om vinteren. Bestanden af ålekvabber i danske farvande er generelt gået markant tilbage i de seneste årtier. Lokalt kan fiskere dog berette om fremgang i bestande inden for de seneste år.
Livscyklus
Ålekvabben bliver kønsmoden som 2-årig, når den er 16-18 cm lang. Hunnen bliver befrugtet i august, men føder først i slutningen af januar. Som noget helt særligt i fiskeverdenen lægger ålekvabben ikke æg, men føder levende uger. I drægtighedsperioden forvandler de små fiskelarver i æggene sig til miniaturevoksne i moderens bug. Man har aldrig helt kunnet forstå, hvordan ungerne får ilt og næring under forvandlingen hos moderen. En DTU Aqua-forsker fandt i 2007 ud af, at ålekvabberne har nogle indre udposninger, en form for dievorter, som ungerne dier på. Ud over at give ungerne mad, fungerer dievorterne også som en lunge, der overfører ilt fra moderen til ungerne.
Føde
Ålekvabben har en lille mund og lever af smådyr som tanglopper, tanglus, muslinger, snegle og små krebsdyr.
Fiskeri på arten
Ålekvabben har fast, fedtholdigt og velsmagende kød. I dag er der intet erhvervsfiskeri efter arten i Danmark, men den fanges jævnligt i fritidsfiskeriet i ruser og småmasket garn. Siden 2017 har der ikke været fredningstider eller mindstemål for fangst af ålekvabber.
Ålekvabben som miljøindikator
Ålekvabben er siden 2004 blevet anvendt i miljøovervågningen som indikator for, om eventuelle miljøfarlige stoffer påvirker kystnære fisk. Ålekvabben er velegnet som indikator, fordi den er følsom over for miljøfarlige stoffer og iltsvind, og fordi den lever i det samme område hele livet. Det betyder, at en eventuel observeret påvirkning af fisken kan forbindes med en lokal forureningssituation. I de seneste år er der fundet misdannede ålekvabbeunger i danske farvande, og der er mistanke om, at det skyldes høje belastninger af miljøfarlige stoffer.