Både skrubber og pighvarrer er fiskearter som gyder pelagisk i danske farvande. Det betyder, at fiskene gyder midt i vandsøjlen, hvor æg og larver transporteres med strømmen i flere uger. Fiskeæggene og de senere stadier (fiskelarver) er afhængige af gode miljøbetingelser såsom temperatur og saltholdighed for at kunne overleve.
Efter 1-2 måneder i de frie vandmasser, når skrubbeynglen er 7-10 mm lange, begynder de forvandlingen fra fiskelarve til fiskeyngel. Det er også i denne periode, at de starter deres søgen efter føde ved havbunden. Det foregår ofte i kystnære og lavvandede områder. Tidligere undersøgelser har vist, at skrubbeynglen om vinteren svømmer ud på dybere vand, hvor vandet ofte er varmere. I løbet af foråret, når temperaturen begynder at stige igen, svømmer fiskene typisk tilbage til de mere lavvandede områder. I takt med at skrubbeynglen bliver større, trækker en del af dem længere væk fra kysten (Figur 1).
Figur 1: De fleste skrubber har disse forskellige livsstadier. Fase 1: kønsmodne skrubber vandrer ud til en gydeplads og gyder i vandsøjlen; Fase 2: de befrugtede æg flyder med de frie vandmasser; Fase 3: fiskelarverne klækker og driver med strømmen; Fase 4: skrubbeyngel opsøger lavvandede områder; Fase 5: skrubbeynglen foretager vinter- og sommervandring (sæsonvandring); Fase 6: mange større individer trækker væk fra kysten og deltager i gydevandringen ud til gydepladsen. Det sker, når fiskene er kønsmodne. Skrubben er tegnet af Elisenda Casabona og diagrammet er lavet af Mette Schiønning.
Skrubber kan blive op til 15-16 år og formentlig blive større end 60 cm. De bliver dog sjældent over 40 cm lange. Hannerne er kønsmodne i en alder af 2-3 år svarende til en længde på ca. 20-25 cm. Hunnerne derimod er ca. 25-30 cm, før de er kønsmodne. Det sker, når hunfiskene er 3-4 år gamle. Skrubberne lever fra tidevandszonen og ud til omkring 100 meters dybde. Fiskene har høj tolerance over for ferskvand, og de opholder de sig ofte i åer, åmundinger og brakke fjorde på sand- og mudderbund. Her har fiskene gode muligheder for at skjule sig ved at grave sig ned
Læs mere om skrubbens biologi
Læs mere om pighvarrens biologi
Af
Mette K. Schiønning og
Jon C. Svendsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressoucer