Karpen er oprindeligt hjemmehørende i Asien. Den blev indført til Danmark i middelalderen omkring år 1560. Indtil slutningen af 1800-tallet opdrættede man karper i særligt indrettede damme blandt andet på herregårde.
Levesteder
Karpen er i dag vidt udbredt i Danmark og er populær blandt visse grupper af lystfiskere. Den lever i søer, damme og rolige dele af vandløb samt i brakvand med en saltholdighed op til 19 promille.
Føde
Føden består af dyreplankton, insekter, snegle, orme og muslinger. Dertil kommer de sprøde dele af vegetationen om foråret og vandplanternes frø om efteråret. I sit første leveår er dyreplankton den væsentligste føde. I de efterfølgende år æder karpen bunddyr og de største typer af dyreplankton.
Føden indtages ved at sluge en mundfuld vand eller søbund med byttedyr. Det slugte pumpes ud igennem gælleåbningen, og byttedyrene tilbageholdes i gællegitteret.
Læs mere om fisk, der æder dyreplankton
Størrelse
Karpen kan blive 40-50 år gammel og en vægt på 25-30 kilo. Væksten afhænger af fødeudbud og temperatur. Den hurtigste vækst ses i næringsrige lavvandede damme, hvor vandet bliver varmt om sommeren.
Gydning
Karpen bliver gydemoden i en alder af 3-4 år. Gydningen foregår om foråret på lavt vand, når temperaturen er 17-20°C.