Aborre

Aborre
Aborre (Perca fluviatilis).

Levesteder

Aborren er meget almindelig i både ferskvand og brakvand. Den forekommer i stort set alle danske søer og større vandløb. Aborren tåler ikke dårlige iltforhold.
Læs mere om levesteder.

Alder og vækst

Væksten er meget afhængig af miljøforholdene, men normalt vil aborren i løbet af 8-10 år være vokset til 25-30 centimeter.
Læs mere om alder og vækst.

Formering

Hannerne kønsmodner når de er 2-3 år, hvorimod hunnerne er større og ældre og kønsmodner først når de er 3-6 år. Aborren gyder normalt i april. Æggene afsættes som lange tråde, der klæber sig fast til planter og grene.
Læs mere om formering.  

Føde og adfærd

Små aborrer lever ofte, hvor der er vandplanter, større aborrer jager i stimer på åbent vand. Aborren søger føde ved hjælp af synet og er derfor mest aktiv om dagen. De mindste aborrer æder især smådyr, mens de større aborrer æder fisk.
Læs mere om føde og adfærd.  

Miljø 

En stærk bestand af fiskeædende aborrer kan være en vigtig komponent i biomanipulation af uklare søer.
Læs mere om aborrens rolle for søens miljø.   

 

 

 

 

Levesteder  

 

Aborre lever i søer, vandløb og kystnære områder

I Danmark findes aborren udbredt i alle dele af landet. Aborren er ikke truet, hverken som art generelt eller i den enkelte bestand. Bestande i mange søer er negativt påvirket af næringsstofbelastning og deraf følgende uklart vand og forringede opvækstvilkår. De forhold vil kunne påvirke antallet af store, rovlevende individer negativt, men de vil ikke være en trussel for bestanden. 

Ud af 108 søer, hvor der er inden for de senere år er foretaget en egentlig fiskeundersøgelse, var der aborrer i de 104, svarende til mere end 96 %. De 4 søer uden aborrer var alle mindre isolerede søer. Aborre er således, sammen med skalle, blandt de mest almindeligt forekommende fiskearter i vore søer og det er næsten umuligt at finde en større, naturlig sø i Danmark uden forekomst af aborre.  

Da aborren også trives fint i vandløb, kan man træffe den i næsten alle åer, som enten permanent eller periodevis står i forbindelse med søer. Aborre findes endvidere på nogle af vore mindre øer, eksempelvis på Bornholm, Langeland og Ærø er aborren almindelig. At aborrer forekommer almindeligt på Bornholm og på øer, der ligger i havområder nær Østersøen inkl. Øresund, kan formentlig forklares med indvandring via havet, da aborrer mere eller mindre permanent forekommer langs kysterne i disse havområder.

Foruden forekomsten i ferskvand, lever der som sagt aborrer i mange danske brakvandsområder, herunder ikke mindst i farvandene omkring Syd- og Østsjælland, fx Karrebæk og Dybsø Fjord, Guldborgsund, Storstrømmen, Stege Bugt og Nor, Bøgestrømmen, Præstø Fjord og Køge Bugt. De fleste af disse bestande menes at være afhængige af at kunne vandre ind i ferskvand for at gyde og mange vandløb i området huser bestande af vandrende aborrer, eksempelvis Flintinge Å på Lolland, Tingsted Å på Falster, Susåen, Mern Å, Tryggevælde Å, Køge Å, og Store Vejle Å på Sjælland. 

På Fyn træffer man eksempelvis aborrer i Odense Fjord og i Jylland lever der bestande af aborrer i en lang række fjorde og nor, herunder Ketting Nor på Als, Haderslev Fjord, Horsens Fjord (Nørrestrand), Randers/Grund Fjord, Mariager Fjord og Hjarbæk Fjord. På den jyske vestkyst er der bestande i Nissum Fjord og Ringkøbing Fjord/Stadil Fjord.

Da aborren er naturligt udbredt i hele landet, er det vanskeligt at afgøre hvor mange steder bestande af aborrer er skabt ved udsætning. Men de bestande, der lever i små isolerede og kunstigt skabte søer (fx tørve-  og grusgravssøer) er med stor sandsynlighed alle skabt ved udsætning. Der findes kun få dokumenterede eksempler på udsætning af aborrer. To af disse (Oldenor på Als og Udbyovre sø ved Havndal) resulterede efter en enkelt udsætning i selvreproducerende bestande, hvilket viser, at det er relativt enkelt at skabe en bestand på denne måde. 

De bedste levesteder for aborre er klare søer

Aborren er en generalist, der kan trives under mange forskellige forhold. Man kan derfor finde bestande af aborrer i både små og store søer, såvel som i damme og moser. Er der føde og gydemuligheder i en sø, en mose eller et vandhul, er der meget ofte også en bestand af aborrer. Dens vigtigste levested er dog større klarvandede søer, med forekomst af undervandsvegetation i bredzonen. I den type søer findes de optimale levesteder for såvel yngel som ældre og større individer. Indenfor en sø af den type har aborrerne også deres foretrukne områder. Mange undersøgelser har vist, at aborrer fortrækker at opholde sig på dybder under 10 m og meget sjældent træffes dybere end 20-25 m. De foretrækker endvidere at opholde sig i områder med blødt bundsubstrat. For ynglens vedkommende er adgang til en bredzone med lavt vand og planter vigtig.  

I meget næringsfattige, klarvandede søer er aborren ofte den alt-dominerende fiskeart. Danske eksempler på dette finder man i søer som Madum Sø og Grane Langsø. Det samme er tilfældet i den fra 2003-2005 kunstigt anlagte, 27 ha store Fuglsang Sø ved Herning. Den viste sig at blive meget næringsfattig og aborrer udgjorde ved en undersøgelse i 2007 således henholdsvis 84 % (antal) og 68 % (vægt) af søens samlede fiskebestand.  

I vandløb trives aborren i langsomt til moderat vandstrøm. Her kan den leve hele sit liv, men ofte vandrer den noget omkring i vandløbet gennem året, bl.a. opsøger den ofte stillestående vand i tilstødende søer eller moser i forbindelse med gydning. Den træffes kun sjældent i vandløb med høj strømhastighed. 

Mange små og få store aborrer i søer

Tætheden af meget store aborrer (dvs. større end 25 cm) i en sø er altid meget begrænset. Eksempelvis viste en undersøgelse i en 22 ha stor, klarvandet, midtjysk sø, at der i hele søen kun var mellem 200 og 300 aborrer i den størrelse. Det er ikke svært at forestille sig, at så begrænset en bestand nemt kan overfiskes.  

Dødelighed hos voksne aborrer kan variere en del, men ligger normalt indenfor intervallet 45 – 70 % årligt, for hunnerne ofte lidt lavere end for hannerne. Forholdet mellem hanner og hunner hos aborrer er normalt ca. 1:1 indtil kønsmodning. Herefter er der tendens til en svag overrepræsentation af hunner. Det skyldes hannernes langsommere vækst, der gør dem mere sårbare overfor at blive ædt af rovfisk.  

Så mange aborrer er der i en sø

Aborrer lægger mange æg og har relativt beskedne krav til sit gydeområde. Det er derfor sjældent gydesucces, som er en begrænsende faktor for bestandstætheden hos aborrer. Prædation, herunder ikke mindst kannibalisme, er den vigtigste faktor for hvor stor en årgang bliver. Overlevelsen fra nyklækket larve til 1 års alderen blev i en undersøgelse fundet til at kunne variere mellem 0,001 ‰ når der var høj prædation til 11 ‰ ved lav prædation, dvs. en faktor 1000 i forskel mellem de to situationer. Typisk vil tætheden i den 2. sommer være 1500 individer pr. ha, mens de ældre individer i en bestand tilsammen kan udgøre 500 individer pr. ha. En undersøgelse i 32 finske søer viste, at for aborrer på 1 år og ældre varierede tætheden mellem 60 og 4.217 individer pr. ha. Den højeste tæthed fandtes i søer, hvor der var dværgvækst (max størrelse ca. 15 cm).   

Aborren har krav til temperatur, ilt og pH

Aborren er en varmeelskende fisk, der trives ved temperaturer op til 28 °C. Aborrens optimale temperatur med hensyn til vækst er dog kun 23 °C, men den kan overleve temperaturer helt op til omkring 31-32 °C.  

Også med hensyn til vandets pH er aborren fleksibel. Den kan leve under mere sure (pH < 5) forhold end flere af de arter af ferskvandfisk, den normalt deler levested med. I forsurede søer, er aborren ofte en af de arter, der klarer sig længst og vender først tilbage, hvis pH atter øges, eksempelvis efter kalkning. Aborrerne i Store Gribsø klarede sig således, selv om søen i 1980’erne havde en pH på kun ca. 4,5. Samtidig kan den klare sig under forholdsvis basiske (pH >10) forhold. Aborrer, der har levet under sure forhold i flere generationer, tåler ifølge laboratorieforsøg lavere pH end fisk, der har levet under neutrale forhold. Man mener, at den tilpasning er delvis genetisk betinget. Det samme gør sig ikke gældende med hensyn til høj pH. Når temperaturen er under 4 °C, kan aborrer overleve i vand med under 1 mg O2 / l, mens den ved fx 20 °C kræver mindst omkring 7 mg O2/l.  

Aborrer kan derfor om sommeren blive tvunget til at forlade vegetationsdækkede områder om natten, hvis planternes respiration sænker iltindholdet i vandet under dette niveau.

I laboratorieforsøg er det fundet, at aborrer trives i brakvand ved en salinitet op til 10 ‰ og dør ved 15 ‰. I Guldborgsund lever aborrerne imidlertid meget af tiden ved en salinitet noget over 10 ‰ og har også overlevet korte perioder med en salinitet på ca. 18 ‰. Lokale fiskere fortæller, at de aldrig har observeret massedød blandt aborrerne i Guldborgsund på samme måde som det er sket for gedderne. Dette antyder, at aborrerne i Guldborgsund måske har en lokal tilpasning til den høje saltholdighed i dette område.  

Aborren kan forsvinde i uklare søer med sandart 

I store, dybe og klarvandede søer, hvor de tre rovfisk gedde, aborre og sandart lever sammen, finder man gedden helt inde ved bredden, aborren på de lidt større dybder nær bredden og sandarten på det rigtig dybe vand. De er således rumligt adskilt i hver sin niche. I mere lavvandede og uklare søer, hvor aborren typisk vil optage hele området med åbent vand, har en undersøgelse vist, at introduktion af sandart betød, at aborrebestanden blev mindre, fordi aborre så at sige kom i klemme mellem gedderne i bredzonen og sandarten, der er i stand til at dominere over aborren i det åbne vand. Den udvikling er ud fra et miljømæssigt synspunkt ikke optimal, da en bestand af sandart ikke er lige så effektiv til at nedbringe antallet af yngel af de planktonædende arter som aborren. Man ser derfor generelt bedre miljøtilstand i søer, hvor aborren er den dominerende rovfisk i forhold til søer hvor sandarten dominerer.  

Alder og størrelse

 

Alder for kønsmodning forskellige mellem hanner og hunner 

Aborrer opnår normalt en størrelse på 6-9 cm efter 1 år og 10-15 cm efter 2 år. Herefter er væksten som regel forskellig for de to køn, idet de ikke bliver kønsmodne samtidig.  Hannerne bliver som regel kønsmodne i deres anden sommer ved en størrelse mellem 6 og 16 cm. Hunnerne er oftest 1-2 år ældre og noget større, 9 til 25 cm ved kønsmodning. Det betyder, at hunnerne vokser hurtigst fordi de venter længere inden de begynder at bruge energi på at lave kønsprodukter.  

Ved en størrelse på 15-20 cm, kan aborren blive en effektiv rovfisk. Det kan give sig udslag i et spring i væksten, fordi fisk er den mest energirige føde, aborrer kan få. Den hurtigste vækst finder man hos de aborrer, der lever i brakvand, hvor der som regel er både god plads og rigeligt med optimal føde i form af små fisk (hundestejler, kutlinger o.l.).  

Hunaborre vokser hurtigere end hannerne

Aborrer opnår normalt en størrelse på 6-9 cm efter 1 år og 10-15 cm efter 2 år. En aborre på 25 cm er oftest mindst ?? år gammel. Hunner kønsmodner senere og vokser derfor hurtigere. Læs mere om aborrens vækst. (link til hovedtekst områder – Alder og størrelse).  

Nogle søer har kun små aborrer

Aborrens vækst er meget variabel og påvirkes af en række faktorer. Foruden temperatur er tilgængelighed af fødeemner, som passer til fiskenes størrelse af stor betydning. Aborrens yngel skifter løbende byttestørrelse efterhånden som de vokser. Hvis de ikke har opnået tilstrækkelig størrelse ved at æde en gruppe fødeemner, kan skiftet til større og mere energiholdige fødeemner blive forhindret. Man siger i den sammenhæng, at ynglen kan blive fanget i en juvenil flaskehals. Det kan medføre, at aborrerne i en sø vokser så langsomt, at de bliver kønsmodne inden de når en størrelse, hvor de kan blive rovfisk.  

I nogle søer finder man derfor en bestand af aborrer, som udelukkende består af individer under 20 cm. I nogle tilfælde kan den maksimale størrelse være endnu mindre. Det sker som regel i kombination med en meget høj tæthed. Den type bestande, siger man, udviser dværgvækst, populært betegnet som tusindbrødre. Fænomenet kendes også fra andre fiskearter, men er almindeligt forekommende hos aborrer, hvor det som udgangspunkt er knyttet til dårlig vækst i yngelstadiet, ofte forårsaget af den juvenile flaksehals. Dette leder til tidligere kønsmodning end i bestande med god vækst. Derfor går væksten i stå før aborren når en størrelse, hvor den kan være en effektiv rovfisk. Fænomenet tolkes som en reaktion på forventet dårlig vækst og/eller høj dødelighed senere i livet. Det bliver derfor vigtigt at reproducere sig tidligt i livet. Man finder bestande af tusindbrødre over hele aborrens udbredelsesområde.  

Formering

 

Aborren gyder i april

I Danmark foregår gydningen normalt i løbet af april måned. I andre dele af udbredelsesområde kan gydningen ligge indenfor perioden fra februar til juli. Klækningen sker efter 7 – 18 dage og kræver mellem 83 og 102 daggrader. Udviklingstiden falder med stigende vandtemperatur, indenfor intervallet 7-21 °C. De største og mest levedygtige larver klækkes fra æg udviklet ved 14 °C. pH skal være mindst 5.5 for at gydning og klækning kan gennemføres med succes. 

Gydning på lavt vand med vegetation

Gydningen forgår normalt på forholdsvis lavt vand over områder, hvor der findes vegetation, nedfaldne grene/trærødder eller fast bund (sten m.m.).  

Æggene hænger i guirlander

En aborrehun kan indeholde fra ca. 1000 til 200.000 æg, antallet afhænger af hunnens størrelse. Det antal æg, der samlet gydes i en sø kan være op til 2 millioner æg pr. ha pr. år. Størrelsen af hvert enkelt æg er mellem 1,9 og 2,8 mm efter befrugtning. Æggene er godt beskyttede i ægstrengen og ædes sjældent af andre dyr. Hunnen lægger alle æggene på én gang i en lang sammenhængende ægstreng, mens hun svømmer i cirkler. Hun følges som regel af flere (op til 5) hanner, som alle prøver at deltage i befrugtningen. Selve gydningen sker meget hurtigt på omkring kun 5 sekunder, hvor hele ægstrengen gydes.  

Æggene ses ofte hængende som guirlander over vegetationen, grene eller sten. I udseende kan det minde om en lang bane vådt toiletpapir. Ægstrengen er en nærmest cylindrisk konstruktion, som kan være op til 3,75 m lang og op til 8 cm bred. En særlig detalje ved aborrens æg er at hunnen kun udvikler én ægstreng, dannet ved en sammensmeltning af de oprindeligt to rognsække. 

Gydevandringer hos aborre i brakvand

Aborrer kan ikke reproducere sig med succes i vand med en salinitet på over 5-7 ‰. De bestande af aborrer, der opholder sig i brakvandsområderne omkring Sydsjælland og øerne for at æde, er derfor afhængige af at kunne foretage en gydevandring ind i ferskvand. Brakvandsaborrernes biologi er generelt dårligt undersøgt i Danmark, men der findes enkelte undersøgelser af deres vandringer. Bl.a. er det vist, at aborrer fra Guldborgsund vandrer ind i Flintinge Å på Lolland gennem hele vinterhalvåret begyndende i september for at gyde i april i moser, der står i forbindelse med åen.  

Hvorfor nogle aborrer vandrer ind i ferskvand mange måneder før gydningen, mens andre venter til kort inden, vides ikke. Umiddelbart efter gydning returnerer de til Guldborgsund. Ynglen drifter i dagene efter klækning med strømmen til vandløbets munding. Så snart de blev mobile dannede de stimer i mundingsområdet. Aborrebestande i søer foretager ikke egentlige gydevandringer, men søger blot mod områder med en passende vanddybde og egnet gydesubstrat. 

Føde og adfærd

 

Valg af føde skifter gennem livet

Aborren æder stort set kun dyrisk føde. I det tidlige larvestadie kan alger dog også indgå i føden. Da fødeemnerne sluges hele, har aborren den væsentlige begrænsning, at den kun kan æde bytte, som kan passere gennem den forholdsvis lille mund og svælget. Til gengæld æder den en meget bred vifte af forskellige fødeemner, bare de har den rette størrelse.  

Efterhånden som den vokser, sorteres de mindste fødeemner fra. Aborren skifter altså gennem sin opvækst løbende fødeemner, dels fordi den bliver i stand til at sluge større emner og dels fordi det ud fra et energimæssigt synspunkt ikke er værd at bruge tid på at jage for små byttedyr. Aborren gennemgår hvad man kalder en stor ontogenetisk udvikling i fødevalg med flere trin gennem livet.  

Som de fleste andre fisk æder ynglen plankton fra starten. De første fødeemner er encellede organismer, eksempelvis ciliater eller kiselalger. Få uger gamle æder ynglen mest små typer dyreplankton (hjuldyr, vandlopper og lignende). Så snart den er i stand til at gabe over større typer dyreplankton, som eksempelvis dafnier, er disse et vigtigt fødeemne. Det typiske forløb er herefter følgende: Ved en størrelse på omkring 3 cm. begynder der at indgå bundlevende organismer i føden (myggelarver, vandbænkebidere, orme mm.). Med stigende størrelse øges andelen af disse fødeemner og ved en størrelse på 11-16 cm begynder aborren normalt at leve som rovfisk.  

Nye undersøgelser har dog vist, at aborrens yngel allerede fra en længde på omkring blot 3 cm kan optræde i rollen som rovfisk, der æder yngel af de fiskearter, der klækker senere på foråret end den selv. Det kræver dog, at aborreynglen er mindst dobbelt så lang som de byttefisk den skal æde. Ellers kan de ikke gabe over dem. En dansk undersøgelse har vist, at aborreyngelen er mest rovlevende i uklare søer, sikkert fordi der i den type søer dels er den største tæthed af potentielle byttefisk samtidig med at det uklare vand til en vis grad beskytter aborreyngelen mod selv at blive bytte. De ”tør” derfor gå på jagt.  

Store aborre spiser fisk

Selvom store aborrer normalt foretrækker at spise fisk er aborren generelt meget fleksibel i sit fødevalg. Som hovedregel går den efter den type fødeemner, der er mest profitable at få fat på, når både tilgængelighed og kvalitet (energiindhold) tages med i betragtning. Aborren er med andre ord en typisk opportunist. Generelt begynder aborren at leve som rovfisk ved en størrelse på 11-16 cm, hvilket den fortsætter med resten af livet. Men der kan være afvigelser fra dette mønster. Ofte vil den fortsætte med at skifte mellem fisk og eksempelvis bunddyr i løbet af året. Sommetider kan man ligefrem opleve at store aborrer skifter tilbage til dafnier, hvis det er opportunt. I bestande med dværgvækst nås det rovfiskestadiet aldrig. Lever aborren modsat i omgivelser, hvor der ikke er byttefisk til rådighed, vil den affinde sig med det også, men med nedsat vækst som resultatet.  

Fødevalg er forskellig i løbet af året

Aborrens fødeindtag svinger dels med årstid/temperatur og dels med kvaliteten af den føde der indtages. For aborreyngel er det daglige fødeindtag på en blandet diæt 12-16 % af ynglens egen kropsvægt i juni. For ældre individer topper fødeindtaget i juni-juli hvor der ædes mellem 3 og 7 % af kropsvægten pr. dag. Om vinteren kan fødeindtaget være så lavt som 0,1 % af kropsvægten pr. dag. 

Aborren jager i stimer

Aborrer opsøger deres føde aktivt. Myggelarver og lignende ”plukkes” fra bunden enkeltvis. Jagt på byttefisk sker ofte i små stimer, som i fællesskab angriber en stime af fødefisk. Stimen angribes nedefra og presses mod overfladen, hvor mulighederne for at byttefiskene undslipper, er mindst. Når flere aborrer angriber en stime på samme tid nedsættes byttefiskens mulighed for at undslippe yderligere. Den jagtteknik har givet ophav til begrebet ”mågesjov”, hvor måger udnytter, at byttefiskene er nemme at angribe fra oven, når de tvinges mod overfladen af aborrerne.  

Undersøgelser har endvidere vist at byttefisk, der er under trussel for at blive ædt af aborrer, nedsætter deres aktivitet. Det peger på, at byttets bevægelse er en vigtig faktor for at aborren er i stand til at opdage dem.   

Aborren er mest aktiv i uklare søer

Når aborren bliver større og ældre opholder den sig i dagens lyse timer i åbent vand, hvor den enten fouragerer på bunden eller jager fiskeyngel. Aborren er i klarvandede søer tydeligt dagaktiv og natten tilbringes enten med meget lidt aktivitet eller stående helt ubevægelig lige over bunden. De fleste individer opholder sig nærmere bredden om natten end om dagen. Nogle individer står blandt bredzonens planter eller helt inde i rørsumpen. Somme tider vælges den præcis samme standplads flere nætter i træk. I uklare søer er der hos de store aborrer derimod ingen forskel mellem aktiviteten dag og nat. De tilbringer samtidig mere tid i søens åbne vand, også om natten.  

Små aborrer finder skjul ved bredden

Den nyklækkede aborreyngel opholder sig i åbent vand nær overfladen. I den første tid, er vind og strøm derfor bestemmende for hvor de flyttes hen. Men så snart ynglen bliver mobil, søger de aktivt ind mod bredden. De opholder sig herefter det meste af tiden i den del af bredzonen, hvor der er undervandsplanter eller rørsump. Her er de små aborrer både bedst muligt beskyttet mod fjender og har adgang til de rigtige fødeemner. Endvidere er aborreyngelens største fødekonkurrent, skallen, overlegen når det gælder fouragering mellem planter, hvor det modsatte er tilfældet i åbent vand.  

Miljø

 

Aborren er søens vigtigste rovfisk

I danske søer er aborren den vigtigste af rovfiskene, dvs. den der æder flest byttefisk. Aborren kan regulere de fiskearter som gør søer uklare og derfor spille afgørende rolle for miljøtilstanden i søer.    

I klarvandede søer er der som oftest dominans af rovfisk, der gennem deres prædation kontrollerer antallet af individer blandt de planktonædende arter. I danske søer er aborren den vigtigste af rovfiskene, dvs. den der æder flest byttefisk. Aborren kan med andre ord have en markant regulerende effekt på tætheden af de fiskearter, der udgør dens byttefisk, herunder også dens egen yngel, som den æder på linje med yngel af andre arter.  

Den kontrollerende rolle aborren har, er betinget af klart vand og tilstedeværelsen af undervandsplanter. Disse forhold sikrer bl.a. at aborrens yngel klarer sig godt i konkurrence med skalleynglen. Dette er en betingelse for god vækst og dermed forudsætningen for, at mange aborrer vokser op og bliver effektive rovfisk. Hvis vandet er uklart og undervandsplanterne mangler, påvirkes aborreynglens vækst negativt, grundet konkurrence med de ofte meget talrige skaller i den type søer. Når det sker, mister aborren sin kontrollerende rolle i søens økosystem og en selvforstærkende mekanisme med færre rovfisk og flere dyreplanktonædende fisk kan medvirke til at fastholde søen i den uklare tilstand.  

Hidtil har det været den almindelige opfattelse, at det uklare vand forhindrede de store rovaborrer i at jage med succes, men en ny undersøgelse har vist, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Kun i situationer, hvor byttetætheden er meget lav, ser det uklare vand ud til at have en negativ effekt på den mængde fisk rovaborrerne kan æde. Det er derfor i højere grad det mindre antal rovaborrer end deres jagtevne, der er skyld i, at de mister den kontrollerende rolle over for fredfiskene.

 

http://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/aborre.aspx
21 OKTOBER 2014