Den europæiske ål er udbredt over hele Europa og i Nord- og Vestafrika. Man har længe troet, at ålene i hele udbredelsesområdet stammede fra én stor genetisk homogen bestand, men ved hjælp af genetik har man kunnet påvise, at der er genetisk variation mellem ålene inden for udbredelsesområdet. Det er endnu usikkert, om den genetiske variation skyldes en opdeling i mindre bestande.
På denne side kan du læse mere om:
- Ålens livscyklus
- Nedgang i bestanden
- Forvaltning
Livscyklus
Ålen formodes at gyde i Sargassohavets centrale dele. De pilbladformede larver driver mere eller mindre passivt med Golfstrømmen og den Nordatlantiske Vestenvindsdrift fra det vestlige Atlanterhav mod Europas kyster. Ved kontinentalsoklen undergår den 12-15 måneder gamle larve en forvandling til glasål.
De glasklare ål søger i løbet af forårsmånederne, aktivt og ved hjælp af overfladestrømme, ind mod kystnære områder. En del af ålene bliver i saltvand, mens resten vandrer op i ferskvand. Efter indvandringen søger glasålene mod bunden og bliver gradvist mørk på ryggen og ofte gul på bugen, heraf navnet gulål.
Gulål er en rovfisk, som æder snegle, krebsdyr, insekter, orme og fisk.
I søer forekommer to former for ål: En spidssnudet og bredsnudet form. Den spidssnudede ål er tilknyttet søens barbund, hvor den især lever af insektlarver. Den bredsnudede ål er tilknyttet søens rørsump, hvor den æder fiskeyngel.
Vækstfasen som gulål varer almindeligvis 5-15 år, hvorefter den gule ål forvandles til blankål, der er en tilpasning til den cirka 6.000 kilometer lange oceaniske gydevandring. For hanålene sker forvandlingen, når de har opnået en længde på ca. 33-45 centimeter og for hunålene 42-100 centimeter.
Siden 1960'erne er bestanden af ål blivet mindre, og der fanges færre og færre ål i Danmark. I dag fanges der kun ca. 500 tons pr år mod ca. 4.000 tons pr år i 1960'erne. Tendensen er den samme i hele Europa og skyldes, at der ikke længere kommer så meget åleyngel fra Sargassohavet.
Figur 1. Fangst af ål i Danmark i perioden 1920-2007.
Årsagen kendes ikke, men hænger formodentligt sammen med, at ålebestandens samlede opvækstområde er blevet indskrænket i løbet af de sidste årtier som følge af dæmninger, landindvinding, kanalisering af vandløb og forurening. Samtidig har det lokale fisketryk på alle ålens livsstadier (glasål, gulål og blankål) været højt siden 1950'erne i Skandinavien og i det sydlige Europa siden 1960-70'erne. I nogle områder er der yderligere problemer for blankålene. Det gælder bl.a. ved vandkraftværker, hvor turbinerne hakker ålene i stykker.
Desuden kan miljøgifte forgifte forældrefiskene eller nedsætte frugtbarheden. Giftene ophobes i fiskens fedtvæv og frigøres, når ålen forbrænder sine fedtdepoter under den lange vandring mod gydepladsen.
Svømmeblæreparasitten Anguillicola crassus, som er blevet indført fra Sydøstasien i starten af 1980'erne i fobindelse med import af japanske ål til fiskeopdræt, er en yderligere faktor, som kan svække ålene. Specielt i kombination med anden stresspåvirkning kan parasitten øge dødeligheden på rejsen over Atlanterhavet.
Dertil kommer, at ændringer i havstrømme kan påvirke ålebestanden. For eksempel kan ændringer i Golfstrømmen og i overfladetemperaturen i gydeområderne i Sargassohavet betyde, at de nyklækkede larver ikke har tilstrækkeligt med føde, eller at de føres af ruter med ugunstige temperaturer og fødeforhold og derfor går til grunde.
EU vil beskytte ålen
Det internationale råd for udnyttelse af havets ressourcer (ICES) vurderer, at ålebestanden er uden for sikre biologiske grænser med en alt for lav gydebestand. ICES anbefaler derfor, at man iværksætter en plan for genopbygning af bestanden. På baggrund af rådgivning fra ICES om bestandssituationen har Kommissionen pålagt medlemslandene at udarbejde en forvaltningsplan for deres ferskvandssystemer, som skal træde i kraft fra medio 2009. EU-Kommissionen pålagde, at den menneskeskabte dødelighed blandt ålene skal reduceres, så flere ål frit kan vandre mod gydepladserne i Sargassohavet.
Målet med forvaltningsplanerne er, at 40 % af vandsystemernes blankål, set i forhold til den oprindelige bestand, frit skal kunne vandre tilbage mod gydepladserne. For saltvandsområder er målet, at fiskeriindsatsen eller fangsten skal reduceres med 50 % inden udgangen af 2013.
Læs forordning om foranstaltninger til genopretning af bestanden af europæisk ål.
Selvom årsagerne til bestandsnedgangen er ukendte, vil en begrænsning i fangsterne på alle livsstadier (glasål, gulål, blankål) resultere i større bestande. En større gydebiomasse vil betyde flere glasål, og bestanden vil kunne begynde at vokse igen.
Et andet vigtigt element er forbedringer af ålens levesteder, ikke mindst i det sydlige Europa, hvor især et stort antal dæmninger forhindrer ålene i at få adgang til vigtige opvækstområder.
I Danmark har man siden 1898 påbudt ejere af stemmeværker (= anlæg, der opstemmer et vandløb) at sikre ålenes adgang til ferskvandsområder ved opsætning af ålepas.
Af Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.