Brasenens levesteder

Mange brasener vandrer

Mange brasener vandrer ud fra søerne til vandløb sidst på efteråret, som det f.eks. ses her ved elektrofiskeri i en å i november. 

Brasenen lever i større søer, vandløb og kystområder

Brasenen lever i de fleste større danske søer, men findes normalt ikke i små moser og vandhuller. Den findes også i mange langsomtflydende vandløb. Den trives desuden i fjorde og kystnære områder, hvor der er en tilpas lav saltholdighed (brakvand). Læs mere om brasenens udbredelse i Danmark.   

Der er flest brasener i næringsrige søer

Brasenen trives bedst i de mere næringsrige søer, og brasenen er derfor en af de fisk, der er flest af i de mest uklare søer. Der er ikke så mange brasener i de mest rene og næringsfattige søer, her er de til gengæld større. Læs mere om, hvorfor brasenen trives i uklare søer. 

Brasenen kan vandre ud af søen om vinteren

Brasenen er en af de fisk, der kan foretage vandringer ud af søen og op i vandløbet om vinteren, hvis der er mulighed for det. DTU Aqua har også vist, at store brasener kan vandre mellem forskellige søer. Læs mere om, hvorfor brasenen vandrer om vinteren.

Brasenen holder ofte til på bunden

Brasenen er ofte tilknyttet bunden af søen og foretrækker blød mudder- eller lerbund. Her findes det meste af dens føde. Læs mere om, hvor brasenen opholder sig i søen. 

Brasenen har varierende krav til temperatur, ilt og pH

Brasenen trives i varmt vand, og den vokser bedst ved ca. 27 °C. Den stopper med at søge føde, når temperaturen kommer under 8 °C. Brasenen kan klare dårlige iltforhold. Den klarer sig ikke i sure søer ved lavt pH, men kan fint leve i mere basiske søer med højere pH. Læs mere om brasenens krav til ilt og temperaturer. 

Af Lene Jacobsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer. 

https://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/brasen/levested
26 APRIL 2024