Hvordan afgør man, om fiskebestanden har det dårligt pga. hårdt fiskeri?
Grundlæggende er det nødvendigt at have kendskab til to ting; fiskenes antal og størrelse samt fiskeriet omfang og metode over en årrække.
For præcist at kunne afgøre fiskeriets påvirkning, er det vigtigt at have et godt kendskab til fiskebestandens udvikling i søen. Dvs. hvor antallet af fisk, hvor store de er, og hvordan dette har ændret sig gennem tiden. Dernæst er det godt at vide, hvordan fiskeriet har udviklet sig, f.eks. om der er kommet flere fiskere til søen, er der flere fisketure pr. fisker, eller hjemtages der flere fisk end ellers. Denne viden findes desværre kun for ganske få danske søer. Derfor opfordrer DTU Aqua til, at alle søfiskere begynder at lave standardiserede fangstjournaler. Fangstjournaler udfyldt omhyggeligt over en årrække vil kunne bruges til at vurdere fiskeriets rolle i fiskenes udvikling i antal og størrelse.
For visse fiskearter findes der i Danmark en række regler og love omkring fredningstider og mindstemål. Andre reguleringer som f.eks. begrænsning af fangst, begrænsning af stænger eller fangst og genudsætning (Catch & Release) skal ske ad frivillighedens vej. I en sø med mange lodsejere får man den bedste effekt af sådanne tiltag, hvis alle lodsejere er enige om det. Visse steder har man oprettet lodsejerlaug, hvor man mødes med jævne mellemrum og diskuterer søens ve og vel, herunder fiskeri og reguleringer.
Nej, der er store forskelle mellem arter med hensyn til hvilke fiskerireguleringer, der er blevet anvendt. De fleste erfaringer med frivillig fiskeriregulering findes for gedden. F.eks. er der mange steder i Danmark indført såkaldte "køkkenvinduer", hvor man genudsætter de største individer, men gerne hjembringer en mellemstor gedde til frikadellefarsen. DTU Aqua forventer, at det samme kunne fungere for sandart - men sandarten udviser ofte store udsving i antal og størrelser, og fredning af store individer vil kun give mening i søer uden disse bestandsudsvingninger.
Frivillige fredninger af aborrer større end 1 kg er også blevet indført i enkelte danske fiskevande. Effekten af disse tiltag er dog DTU AQUA uvis, men det må formodes, at intensivt fiskeri efter store aborrer kan medføre en mærkbar reduktion i fangsten af disse.
Såkaldte specimen fiskere, dvs sportsfiskere, som foretrækker at fange så store fisk som muligt, bruger normalt genudsætning for at sikre, at de største fisk også er til rådighed for den næste specimen fisker.
I nogle søer, og især de uklare søer, kan der være masser af aborrer, som ikke er særlig store, sjældent over 20-25 cm. Et mindstemål på f.eks 20 cm vil betyde, at der ikke måtte høstes af disse små fisk, selvom de findes i massevis og sagtens kunne reduceres i antal, uden at bestanden blev påvirket. For at imødegå dette problem har man valgt, at der ingen mindstemål er på aborre i ferskvand. I saltvand, hvor tusindbrødre samfund sjældent er et problem, findes der mindstemål. Ligeledes kunne det være relevant at indføre frivillige mindstemål af aborre i mere klarvandede søer uden tusindbrødre.
Laver man en begrænsning i antallet af hjemtagne fisk, vil der ofte ske genudsætninger, når kvoten er opbrugt. Selv om genudsætninger foregår som anbefalet, dvs. meget hurtigt og skånsomt, vil der hos de mere følsomme arter kunne ske en dødelighed. Dette undgår man ved at lave en regulering i, hvor mange stænger, man må anvende ad gangen.
Da aborrer normalt ikke er nemmere at fange under gydningen end på andre tider af året, er fredningstid sjældent relevant. Ønsker man at tage ekstra hensyn til aborren, kan man indføre frivillige fredninger og mindstemål.
Ja, der er mange eksempler fra de danske søer, hvor flere frivillige fiskerireguleringer kombineres. For gedder kan man finde eksempler på, at der på samme tid a) er en begrænsning i antal hjemtagne fisk, b) begrænsning i antal stænger pr. person og c) frivillig fredning af individer over 75 cm. Såfremt der er behov for en fiskeriregulering, vil kombinationen af flere reguleringer ofte have en større effekt.
Da aborrer normalt ikke er nemmere at fange under gydningen end på andre tider af året, er fredningstid sjældent relevant. Ønsker man at tage ekstra hensyn til aborren, kan man indføre frivillige fredninger og mindstemål.
Ja, det er der noget, der tyder på. Erfaringerne er, at jo dybere en fisk er kroget, jo mindre er dens chancer for at overleve. For gedde tyder noget på, at kunstige agn, især spinnere og woblere, er de mest skånsomme agn-typer sammenlignet med levende agn og jigs.
I en tysk-canadisk undersøgelse så forskerne, at mindre agn oftere endte i fiskens gæller og spiserør sammenlignet med større agn. Blink endte oftere i geddernes gæller sammenlignet med andre kunstige agn, og jigs endte oftere i spiserøret end andre kunstige agn. Omvendt endte jigs uhyre sjældent i fiskenes gæller sammenlignet med alle andre agn. I samme forbindelse var det tydeligt, at levende agn oftere end nogen anden agn endte forholdsvis dybt i fiskenes spiserør. Samlet set konkluderer forskerne, at kunstige agn og især spinnere og woblere er de mest skånsomme agntyper. Der blev ikke fisket med flue i undersøgelsen, så effekten af denne type fiskeri blev ikke belyst.
Læs mere om forsøget her (pdf - 2 mb)
Såfremt man ønsker at genudsætte fisken, er det bedste råd, at man forsøger at undgå, at fisken kroges dybt.
Nogle mener, at dybt krogede fisk har bedst chance for at overleve, hvis linen klippes, idet krogen forholdsvis hurtigt ruster og udskilles. Det er muligt, at det sker hos nogle arter, og det sker ganske givet hurtigere i saltvand. Men for eksempel for gedder i ferskvand tyder noget på, at overlevelsen heller ikke er god, selvom linen klippes. Især på lang sigt.
En gruppe amerikanske forskere lod geddens nære slægtning, den nordamerikanske ”muskellunge” sluge levende agn, monteret med en enkelt ikke-rustfri krog. Derefter fightede de fiskene (alle større end 75 cm), og inden genudsætning klippede de linen og lod krogen sidde i fiskens mave. Ved genudsætningen virkede alle fiskene friske og aktive, og ingen af forsøgsfiskene døde i løbet af de første 24 timer. Efter 50 dage var 22 % døde, mens i alt 83 % af forsøgsfiskene døde i løbet af den første vinter. Til sammenligning døde kun 33 % af fisk fra en kontrolgruppe uden krog i maven - så der var ingen tvivl om, at den dybe krogning spillede en rolle for den høje dødelighed. Dette understreges også af, at der efter et år stadig var krogrester i maven på de 17 %, som overlevede.
Læs mere om forsøget her (pdf - 2 mb)
I forbindelse med afkrogning og genudsætning er det vigtigt, at man minimerer den tid, fisken er ude af vandet. For at komme sig efter fighten har fisken nemlig brug for masser af ilt, og det får den kun, når den er i vandet. At holde en fisk ude af vandet i forbindelse med afkrogningen svarer til at bede en forpustet maratonløber om at holde hovedet under vand lige efter målstregen er krydset. Det mest skånsomme er derfor at afkroge fisken i vandet og undgå at tage dem på land eller op i en båd.
Et ødelagt slimlag betyder, at fisken er mere udsat for stress og infektioner efter genudsætningen. Forskning viser, at f.eks geddens slimlag bliver påvirket forskelligt alt efter håndtering og landingsmetoder. Det bedste, man kan gøre, er at bruge knudeløse gummi-net og sørge for, at gedden er ude af vandet i mindst mulig tid.
Læs artikel om, hvordan man minimerer skade på geddens slimlag (pdf - 3,3 mb)
Er der tidspunkter på året, hvor fisk er mere sårbar over for genudsætning end andre?
Der er efter alt at dømme visse tidspunkter på året, hvor fisk generelt er mere sårbare. Det gælder især, når vandtemperaturen er meget høj og derudover i tiden op til gydning. Her skal man vise ekstra hensyn.
Det mest skånsomme er, at fisken aldrig forlader vandet, så man bør overveje, om det er nødvendigt at veje fisken. Skal fisken alligevel vejes, er det mest skånsomt at anvende en vejeslynge eller vejesæk. Det gælder især for større fisk som gedde og sandart. Man kan også bruge en fiskevugge til både at veje, måle og håndtere fisken. En almindelige keepsack har den ulempe, at krogen nemt sætter sig fast i netmaskerne i keepsacken, og det undgår man med en vugge, der har en glat og fugtig inderside. I bunden af vuggen kan man med tusch markere et målebånd. Håndtagene på vuggen kan nemt hænges på en vægt, hvis man gerne vil kende vægten af fangsten. Når vuggen er lukket sammen, kan fisken ikke gøre skade på hverken sig selv eller fiskeren.
Det mest skånsomme er, at fisken aldrig forlader vandet, så man bør altid overveje, om det er nødvendigt, at fotografere fisken. Løft aldrig store fisk i gæller eller hale. Er det nødvendigt at tage fisken ud af vandet, f.eks. ved fotografering, kan man for gedder bruge det såkaldte gællelågsgreb, hvor fisken løftes i det forreste af gællelåget på undersiden af hovedet. Støt om muligt samtidig fisken under bugen, men endnu bedre, tag billedet, mens fisken er i vandet. Der findes i dag gode vandtætte kameraer til en fornuftig pris, som kan tage undervandsbilleder. For gedde såvel som for andre større fisk kan et fangstnet uden knuder være det bedste alternativ, eksempelvis et gummi net. Små fisk kan med fordel tages rundt om nakken. Undgå brugen af gaf, der selvsagt kan give indre skader.
Det kommer an på, hvad man mener med værdifuld. Set ud fra et fiskerimæssigt synspunkt finder mange rigtig stor glæde i såkaldt trofæfiskeri. Trofæfiskere får en stor oplevelse ved at fange en stor fisk, og for disse personer er de store fisk selvfølgelig de mest værdifulde. Der er dog også en del, som finder lige så stor glæde ved at fange en mindre fisk. Der er således ikke noget klart mønster i, hvilken type fiskeri, der foretrækkes, men mange sportsfiskere er i større eller mindre omfang trofæfiskere. Set ud fra en samfundsøkonomisk betragtning vil mange argumentere for, at store fisk tiltrækker flere fisketurister, og dermed giver en økonomisk gevinst til landet.
Biologisk set er det sandsynligt, at store fisk er vigtige i en velfungerende fiskebestand. Det skyldes især forhold omkring gydningen, hvor små fisk ofte er mindre fleksible og mindre reproduktive end store fisk. Blandt andet har små hunfisk generelt færre og for nogle arters vedkommende også mindre æg end større fisk. Små æg resulterer normalt i mindre larver, og mindre larver klarer perioder med sult relativt dårligt og er generelt dårligere svømmere end større larver. Afkommet fra små hunner kan derfor være mere sårbar end afkommet fra store hunner. Tilstedeværelsen af både store og små hunner og hanner er sandsynligvis bedst for at sikre en stabil fiskebestand.
For gedder mener nogle, at store gedder er vigtige for søens økologiske balance, fordi de store gedder i højere grad end mindre gedder er i stand til at holde fredfiskene nede. Der er dog noget usikkerhed om dette. Først og fremmest spiller gedden efter alt at dømme en meget mindre rolle i reguleringen af fredfisk end aborren. Samtidig er det nok snarere de mindre gedder, der samlet set spiser de fleste af fredfiskene. Der er således eksempler på, at man i forbindelse med sørestaurering aktivt har opfisket de største gedder for at styrke bestanden af mindre gedder ud fra argumentationen om, at mange små gedder spiser mere end få store gedder.
Nej, der er ikke noget krav om, at f.eks. fiskerikontrollen eller kommunen informeres. Det kan dog være en god ide at tage fiskerikontrollen med på råd omkring udformning af frivillige fiskeriregler. Det kan f.eks. gøre reglerne nemmere at håndhæve. Hvis man som lejer af fiskeri indfører frivillige regler, bør man også tage lodsejeren med på råd.
Mange foreninger har indført enten øget mindstemål eller udvidet fredningstid i foreningens vande, som derfor nok er de mest almindelige frivillige fiskerireguleringer herhjemme. Derudover findes der i nogle foreninger særlige regler for, hvilke agn man må bruge, lige som der findes foreninger, der har indført krav om genudsætning af nogle arter uanset størrelse. Blandt lodsejere er den mest almindelige form for frivillig regulering at adgangen til fiskeriet reguleres.