Regler for frivillig regulering

Dem, der har fiskeretten, kan bestemme, hvordan de vil drive fiskeriet, så længe det sker inden for fiskerilovens rammer. Hvis en forening har fiskeretten, står det foreningen frit for at vedtage reguleringstiltag på generalforsamlingen og håndhæve disse over for medlemmerne af foreningen. Det samme gælder, hvis det blot er en enkelt lodsejer, som har fiskeretten. Her kan lodsejeren selv bestemme hvem, hvordan og hvad, der må fiskes i søen. 

Udfordringerne opstår, når flere foreninger/lodsejere deler samme fiskevand. Her kan foreningerne kun bestemme over egne medlemmer. I sådanne tilfælde kan det være en god ide at oprette et lodsejerlaug, hvor man har mulighed for at mødes og drøfte mulighederne for fælles holdning til, hvordan fiskeriet skal reguleres.  

Det er kun muligt at indføre strammere regler

Indfører man frivillige fiskerireguleringer, kan man kun vedtage strammere regler end de lovbestemte. Man kan derfor ikke ophæve de lovbestemte fredninger som f.eks. mindstemål osv.  

Frivillig fiskeriregulering har kun en effekt, hvis de bliver overholdt

Ønsker man frivilligt at indføre fiskerireguleringer, er det vigtigt, at man blandt alle brugerne af søen skaber en fælles forståelse for, at fiskerireguleringen er nødvendig. Ellers vil effekten være begrænset. Samtidig kan det  være en god ide at undersøge hvor mange, der rent faktisk bakker op omkring den frivillige regulering. Dette kunne være gennem en form for kontrolaktivitet.

Sker der ændringer i reglerne, er det vigtigt, at alle søens brugere bliver orienteret om ændringerne. Alt efter antallet af brugere kan dette være en større eller mindre opgave.

Fangstjournaler kan dokumentere effekten 

Omhyggeligt udfyldte fangstjournaler kan efter en årrække give dokumentation for effekten af fiskerireguleringen. Foreninger kan derfor beslutte, at medlemmer skal udfylde fangstjournaler, når de fisker på foreningens vand. Læs hvordan man kommer igang med fangstjournaler her.

Ofte stillede spørgsmål

Skal en frivillig fiskeriregulering godkendes af en myndighed? Se svaret her.
Hvad er de mest almindelige frivillige fiskeriregler i Danmark? Se svaret her.  

Af Søren BergDTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

https://www.fiskepleje.dk/Soeer/fiskepleje-i-din-soe/fiskerireguleringer/regler-for-frivillig-regulering
19 APRIL 2024