Gode råd om genudsætning

Der er visse tidspunkter på året, hvor fisk generelt er mest sårbare, og hvor fiskeren derfor bør tage ekstra hensyn. Det gælder især, når vandtemperaturen er meget høj og derudover i tiden op til gydning.

Samtidig betyder især fire faktorer noget for, om fisken overlever, nemlig i) hvor fisken er kroget, ii) hvor længe fighten varer, iii) hvordan fisken bliver håndteret efter fangsten og ikke mindst iiii) hvor længe fisken er ude af vandet. I den forbindelse kan man tage en række forholdsregler, der samlet vil mindske risikoen for, at fisken lider skade:

1) Undgå at trætte fisken unødigt
Jo mere en fisk trættes, jo sværere har den ved at komme sig efter genudsætningen. Brug derfor kraftige liner, så fighttiden ikke bliver for lang.

2) Tænk over agntypen
Brug kunstig agn frem for levende agn. Flere undersøgelser har vist, at brugen af levende agn øger risikoen for, at fisken kroges meget dybt, hvilket forøger dødeligheden. Fisker man alligevel med levende agn, er det derfor vigtigt at give modhug med det samme og ikke vente på, at fisken sluger agnen. Det er også en mulighed at bruge såkaldte cirkelkroge, som under visse forhold reducerer sandsynligheden for at kroge fiskene dybt. 

3) Brug ikke rustfrie kroge
Springer linen under fighten, vil en krog, der kan ruste, efter en tid forsvinde. En rustfri krog vil sidde meget længere tid i fiskens mund. Er fisken kroget dybt, er risikoen for uoprettelig skade stor uanset krogtype. 

4) Begræns tidsrummet, hvori fisken er oppe af vandet
Afkrog om muligt fisken i vandet. Kroge uden modhager er en god idé, da de tager kort tid at fjerne.

5) Løft aldrig store fisk i gæller eller hale
Er det nødvendigt at tage fisken ud af vandet, for eksempel i forbindelse med fotografering, så brug det såkaldte gællelågsgreb, hvor fisken løftes i det forreste af gællelåget lige under hagen. Støt samtidig fisken under bugen, men endnu bedre, tag billedet, mens fisken er i vandet. Alternativt kan man bruge et "Lip Grib", hvor man samtidig støtter fisken (så fisken ikke bærer hele dens vægt i munden) og undgår at beskadige fiskens mund og tænder. Det er ikke dokumenteret, hvorvidt gællelågsgreb eller Lip Grib er skadeligt for fisken eller ej, så et fangstnet uden knuder kan være det bedste alternativ, eksempelvis et gummi net. Undgå brugen af gaf, der selvsagt kan give indre skader. Små fisk kan med fordel tages rundt om nakken. 

6) Brug vejesæk
Skal fisken vejes, er det mest skånsomt at anvende en vejeslynge eller vejesæk. Man kan også bruge en fiskevugge til både at veje, måle og håndtere fisk, f.eks. gedde. En almindelig "keepsack" har den ulempe, at krogen nemt sætter sig fast i netmaskerne i keepsacken. Men anvender man derimod en vugge med en glat og fugtig inderside, så beskytter den langt bedre, end hvis gedden roder rundt i bunden af båden. I bunden af vuggen kan man med tusch markere et målebånd. Håndtagene på vuggen kan nemt hænges på en vægt, hvis man gerne vil kende vægten på fangsten. Når vuggen er lukket sammen, kan fisken ikke gøre skade på hverken sig selv eller fiskeren.


https://www.fiskepleje.dk/Soeer/fiskepleje-i-din-soe/fiskerireguleringer/gode-raad-til-genudsaetning
8 AUGUST 2020