Udvikling af ørredæg

Forskellige stadier af ørredæg: Øjenæg, nyklækket yngel og 1 uge gammel yngelI vores vandløb lægger ørred og laks deres i æg i åens grusbund. Gydningen foregår primært i november og december. Nede i gruset ligger æggene beskyttet mod fisk og vandfugle, som gerne æder de meget næringsrige æg.

Temperaturen har afgørende betydning for, hvor lang tid det tager fra befrugtning, til æggene klækker.

I løbet af vintermånederne udvikler de befrugtede æg sig til fiskelarver. Udviklingen må hverken gå for langsomt eller for hurtigt, hvis fiskene skal blive levedygtige.

Tiden fra befrugtning af ægget til klækning vil ude i naturen være cirka 3½ måned ved en gennemsnitstemperatur på 4 grader. Hvis temperaturen kun er det halve, tager det omtrent dobbelt så lang tid og omvendt.

Når fiskene er klækket og kommet fri af ægget, lever de en periode af den blommesæk, som hænger under deres bug. Et forgrenet system af blodkar transporterer næringen fra blommesækken og ud i fiskelarvens krop.

Når fisken lever af blommesækken, er temperaturen igen afgørende for, hvor hurtigt fiskene udvikler sig, og dermed, hvor lang tid det tager at opbruge blommesækken.

Normalt vil ørredlarverne kunne leve af deres 'madpakke' i 3 uger, men en høj temperatur vil forkorte denne periode.

Global opvarmning påvirker ikke kun livet på landjorden. Når gennemsnitstemperaturen i Danmark i løbet af de kommende 100 år forventes at stige med op til adskillige grader, vil det også påvirke livet nede i vandløbet. Eksempelvis vil man kunne forvente, at ørredens æg hurtigere vil klækkes, så ørredynglen dukker tidligere op end hidtil.

Videoklip med ørredæg der klækker (2,5 mb)

Af Finn Sivebæk, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

http://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/oerred/opvaekst/aegudvikling_hos_oerred.aspx
23 JUNI 2018