Udsætning af gedder

Udsaetning_af_geddeyngel
Tidligere har man brugt udsætning af geddeyngel som et værktøj i sørestaurering. Men det havde sjældent den fornødne effekt.

Når der ikke længere tilføres så mange næringsstoffer til en sø, burde søens vand blive klart. Hvis søens vand alligevel ikke bliver klart på grund af for mange alger, kan det skyldes fiskebestanden. 

Hvis der er rigtig mange fredfisk, skaller og brasen, vil der stadig være mange alger. Det skyldes, at fiskene æder de dyreplankton, f.eks. dafnier og andre smådyr, som ellers skulle æde alger, og dermed gøre vandet klarere. Samtidig er der som regel ikke så mange rovfisk i den uklare sø, som ellers kunne æde fredfiskene og holde bestanden nede.

Biomanipulation med geddeyngel

Derfor har man i en årrække forsøgt at sætte flere rovfisk ud for at fjerne fredfiskene. Det kaldes biomanipulation, fordi man ændrer eller manipulerer den bestand af fisk, der er i søen. 

Der er mest blevet sat geddeyngel på 2-3 cm ud som rovfisk, fordi geddeyngel kan laves i et opdræt og allerede kan æde fisk, når de er få måneder gamle. Ofte har man både sat rovfisk ud og fjernet fredfisk. Læs mere om at fjerne fredfisk. 

Geddeyngel skal æde skidtfisk

Ideen var, at geddeynglen, lige når den blev sat ud i maj måned, skulle æde en masse af den fredfiskeyngel, skalle og brasen, der lige var klækket. De store mængder af yngel fra skalle og brasen spiller en stor rolle for søens miljø, fordi de kan æde mange af dafnierne og vandlopperne.

 Gedderne spiste ikke nok fisk 

Der blev sat mange geddeyngel ud i årene 1993-2006, men det så ikke ud til, at søerne fik et bedre miljø. Derfor lavede DTU Aqua en stor undersøgelse i 2006. Det viste sig, at de små gedder ikke åd nær så mange fisk, som man troede - kun ca 10 % af deres føde var fisk. 

Beregninger viste, at selv om man satte de små gedder ud i en stor tæthed (1000 pr. ha), kunne de slet ikke æde nok til at gøre indhug i den enorme mængde af yngel, som kan produceres af søens skaller og brasen. 

Geddeudsætninger sluttede

Derfor er man stoppet med at sætte geddeyngel ud i søer som biomanipulation. Men man anbefaler stadig at sætte geddeyngel ud i søer, hvor der slet ikke er nogen gedder i forvejen. Her kan man etablere en bestand af gedder, som kan være med til at gøre et indhug i søens bestand af fredfisk.

Læs mere om undersøgelsen af geddeudsætninger. 

Genskabte søer

Også i nyskabte søer er det en god ide at sætte gedder ud det første år. Herved kan man skabe en god bestand af rovfisk fra starten og komme de store mængder af skaller og hundestejler i forkøbet. 

Ofte stillede spørgsmål

Hvor meget kan en geddeyngel æde? Se svaret her.
Får man flere store gedder, når der sættes yngel ud? Se svaret her.
Hvor får man geddeyngel fra? Se svaret her.
Kan man selv sætte geddeyngel ud? Se svaret her.
Kan man bare sætte større gedder ud? Se svaret her.
Kan man sætte aborre ud? Se svaret her. 
Kan man bruge sandart? Se svaret her.
Æder de udsatte gedder hinanden? Se svaret her.  

Af Lene Jacobsen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

https://www.fiskepleje.dk/Soeer/vandmiljoe-i-soer-generelt-/soerestaurering/udsaetning-af-gedder
24 APRIL 2024