Osmoregulering

Ørreden skal som alle andre dyr opretholde en relativ konstant mængde af salt og vand i kroppen for, at cellerne kan fungere.

De vigtigste organer, der hjælper fisken med at styre salt- og vandbalancen, er gæller, nyrer og tarmsystemet. Disse organer betegnes derfor som osmoregulerende organer.

På denne side kan du læse mere om:

Vand og salt udveksles med omgivelserne

Ørredens blod og det omgivende vand er kun adskilt af et tyndt cellelag i gællerne, hvor vand og salte kan trænge igennem - ørreder er altså 'utætte'.

Når to opløsninger, i dette tilfælde fiskens blod og det omgivende vand, med forskellige koncentrationer af salt er i kontakt med hinanden, vil salt altid bevæge sig fra opløsningen med den højeste saltkoncentration til opløsningen med den laveste saltkoncentration (diffusion), mens vand vil bevæge sig i modsat retning (osmose).

Denne passive bevægelse af vand kaldes osmose og vil fortsætte, indtil koncentrationsforskellene er udlignet. 

Udsnit af havørredgælle Udsnit af en havørredgælle. Man kan se de enkelte tætsiddende gællefilamenter.
Forstørrelse af havørredgælle Forstørrelse (cirka 250 gange) af en gælle, hvor kloridcellerne er farvet med et specielt farvestof, så de ses som sorte områder. Under smoltifikationen øges antallet af disse celler betydeligt.

Må "tisse" i ferskvand

Der er stor forskel på, hvordan ørreden osmoregulerer i ferskvand og saltvand. I ferskvand er koncentrationen af salt i fiskens blod meget højere end i det omgivende vand, og da fisk er "utætte", mister de hele tiden noget af det vigtige salt over gællerne, samtidig med at vand trænger ind i fisken.

For at modvirke det konstante salttab må fisken optage salt blandet andet fra føden, men også direkte fra det omgivende ferskvand, hvor der jo ikke er ret meget salt. Saltet optages via gællerne ved en proces, der koster energi, som i sidste ende skaffes fra fiskens føde. Samtidig må fisken udskille det overskydende vand i nyrerne i form af en meget fortyndet urin.

Må "drikke" i saltvand

I saltvand er situationen den modsatte. Saltvand er på mange måder 'en ørken' for fisken. Saltindholdet i vandet er meget højere end i fiskens blod, hvilket betyder, at fisken hele tiden vil miste vand over gællerne samtidig med, at der trænger salt ind i fisken. Fisken vil med andre ord blive dehydreret. Den vil skrumpe ind og fungere dårligt.

Situationen kan på mange måder sammenlignes med den situation, der opstår, hvis et menneske placeres i en ørken uden adgang til vand. I løbet af kort tid vil man miste så meget væske, at livsfunktionerne dårligt kan opretholdes.

Den eneste måde, fisken kan genvinde det tabte vand på, er ved at drikke saltvand. I tarmsystemet optages salt og vand sammen, og det overskydende salt udskilles siden i gællerne. Fisken har nu genoprettet sin vand- og saltbalance.

Saltudskillelse er ligesom saltoptagelse energikrævende og foregår i nogle specielle celler i fiskens gæller ved hjælp af en 'saltpumpe' i form af enzymet med det mundrette havn Na+,K+-ATPase. 'Pumpen' er samme type som den, der første gang blev beskrevet i krabber af den danske nobelprisvinder professor Jens Christian Skou. Jo mere af denne pumpe fisken er udstyret med i sine gæller, jo mere salt kan den skille sig af med i gællerne, og jo bedre kan den overleve i det salte havmiljø.

Ændringer under smoltifikationen 

Under smoltifikationen er en af de største opgaver for ørreden at forberede sig på at osmoregulere i saltvand. Det sker bl.a. ved, at fisken allerede 8-10 uger inden vandringen til havs begynder at producere 'saltpumper' i gællens kloridceller.  På den måde er beredskabet klart, når fisken nærmer sig saltvand. I den sidste fase af smoltforløbet er fisken fuldt forberedt og kan nu klare det salte miljø.

Af Steffen Madsen og Christian Nielsen, Syddansk Universitet.

 

https://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/oerred/smolt/osmoregulering
13 JULI 2020