Elritse (Phoxinus phoxinus)
Elritsen tilhører karpefiskefamilien. I Europa findes der syv nært beslægtede arter i slægten Phoxinus. Elritsen er den eneste art, der findes i Danmark.
Udseende
Elritsen har en langstrakt og svagt sammentrykt krop. Hovedet er afrundet med en stump snude. Den er således tydeligt tilpasset et liv i strømmende vand. Den har store øjne og forholdsvis store næsebor, som ligger tættere på øjnene end på snudespidsen. Finnerne er afrundede og har bløde finnestråler. Halefinnen er tydeligt kløftet. Skællene er meget små og kun svagt taglagt. Sidelinjen er ikke nødvendigvis fuldstændig.
Generelt er hele kroppen spraglet. På rygpartiet varierer farven fra olivenbrun til sortgrøn. Siderne har en række mørke tværpletter, der ofte danner en sammenhængende linje i hele fiskens længde. Bugen er hvid eller sølvfarvet. På haleroden er der som oftest en tydelig sort plet. I parringssæsonen får hannen en meget farverig gydedragt, der er smaragdgrøn på siderne og rødlig på bugen.
Elristen bliver oftest ikke mere end 7-10 cm, men kan blive op til 15 cm lang.
Udbredelse
Elritsen findes i store dele af Europa med undtagelse af Den Iberiske Halvø og dele af Italien. Mod øst er den udbredt i et bælte gennem Asien til Amurfloden i det østlige Sibirien. Lokalt har mennesker formodentlig bidraget til at sprede elritsen, da den ofte er brugt som agnfisk. Yderligere har man nogle steder forsøgt at øge ørredens fødekilder med udsætninger af netop elritser.
I Danmark er elritsen naturligt udbredt i hele landet med undtagelse af Jylland nord for Limfjorden, hvor den nuværende bestand skyldes udsætninger. I det centrale Jylland er elritsen almindelig i de fleste store vandsystemer fra Limfjorden i nord til Ribe Å-systemet (Gels Å) i syd. Syd for Gels Å ses kun meget få elritser. Her har arten sandsynligvis ikke kunnet klare sig på grund af omfattende reguleringer og uddybninger af å-systemerne.
På Fyn er elritsens udbredelse i dag begrænset. Fiskeribiologen C.V. Otterstrøm beskrev i 1914 elritsen som almindelig, men der kunne allerede dengang observeres en stærk tilbagegang, og i 1966 blev elritsen kun registreret i to vandløbssystemer. Her antages det, at dårlig vandkvalitet i de fynske vandløb udryddede arten i de fleste vandløb. Med forbedringer af vandkvaliteten igennem årene, ses det nu, at elritsen atter øger sin udbredelse. Nogle steder søger man at genintroducere den aktivt, f.eks. i Geelså, hvor Kerteminde Kommune vil genudsætte den for at ophjælpe bestanden af den tykskallede malermusling (se nedenfor).
På Sjælland har elritsen historisk kun været kendt i to å-systemer, Suså og Køge Å. Også her er den gået stærkt tilbage, bl.a. på grund af forureninger, vandindvinding og tørkeperioder. De nyeste undersøgelser viser, at bestanden forsat er i dårlig tilstand. Ved bestandsanalyser i Køge Å i 2015 blev der kun fanget elritser 3 ud af 28 undersøgte steder, hvilket tyder på en meget beskeden bestand. I Suså er situationen endnu dårligere, da der kun blev fundet elritser 1 ud af 39 steder i 2010. Også her arbejdes der målrettet på at genskabe bestanden, ligeledes for at sikre bestanden af tykskallet malermusling.
Levesteder
Elritsen kan leve i søer, men herhjemme findes den udelukkende i vandløb. For elritsen er en god vandkvalitet afgørende. Den lever helst i rent, klart og iltrigt vand med god strøm. Den opholder sig gerne i områder, hvor der er variation i strøm og dybdeforhold. Den fortrækker sten- eller sandbund. Elritser samler sig gerne bag sten, rødder mm., der giver læ mod strømmen. Om vinteren opsøger fiskene lidt dybere vand, hvor strømmen er langsommere. Elritsens krav til omgivelserne minder således meget om ørredens, og den lever oftest i samme område som ørredyngel.
I andre lande træffes elritsen også i klarvandede, næringsfattige søer. Her opholder den sig i bredzonen (op til 1 m dybde) i områder med sand- og stenbund. Yderligere kan elritsen leve i svagt brakvand, f.eks. i Den Botniske Bugt.
Føde
Fødevalget består hovedsagelig af insekter, orme og andre smådyr som f.eks. døgnfluelarver, vårfluelarver, overfladeinsekter og tanglopper. Ældre elritser kan desuden i mindre omfang spise planterester og trådalger.
Gydning
Elritsen bliver kønsmoden, når den er 1-2 år gammel, ved en længde på ca. 4 cm. I Danmark begynder de kønsmodne fisk at få gydedragt i marts måned, mens selve gydningen foregår mellem april og maj ved en vandtemperatur på 8-10 grader. Fiskene samler sig i stimer af hunner og hanner hver for sig. Hunnerne ankommer enkeltvis til gydepladserne, hvor de afsætter mellem 100 og 500 klæbende æg i klumper på sten eller lignende. Herefter ankommer stimen af hanner og befrugter æggene. Æggene klækker efter 4 til 14 dage, afhængig af vandtemperaturen.
Levevis
Elritsen bliver hos os sjældent mere end 4-5 år gammel. I lande, hvor den vokser langsomt og kønsmodner sent, kan den blive over 10 år.
Elritsens fjender er fiskeædende fugle, f.eks. isfugl, vandstær og fiskehejre. Også bækørred kan nogle steder æde mange elritser.
Elritsen spiller en vigtig rolle for den tykskallede malermuslings livscyklus. Muslingens larver skal, for at gennemføre larvestadiet, gennem et parasitisk stadie på nogle uger i elritsens gæller. Det er baggrunden for, at man i Geelså på Fyn og i Suså på Sjælland i disse år prøver at genskabe eller forbedre bestanden af elritser for på den måde også at øge bestanden af malermuslinger.
Af Christoph Clausen og Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.
Læs mere
Ørredkortet viser også, hvor de andre fiskearter er i vandløbene