Som for alle andre fisk er der en række gode råd, man kan følge, når man skal lave skånsom genudsætning. For aborre er de danske erfaringer få, men udenlandske resultater for beslægtede arter peger på, at aborrer tåler håndtering, uden at f.eks slimlaget tager nævneværdig skade.
Læs mere om gode råd til genudsætning her
Pas på "Dykkersyge"
Aborrer er følsomme over for en slags "dykkersyge", som opstår, når aborren fanges på dybt vand og hurtigt fightes til overfladen. I værste fald får aborren udstående øjne og udspilet mave, og i visse tilfælde stikker maven ud af munden på fisken. Hvis sådanne fisk genudsættes, vil de sandsynligvis dø.
I udlandet har man lavet forsøg med forskellige metoder til at løse dette problem og sikre at fiskene overlever. F.eks. har man for nogle arter opnået god overlevelse ved at punktere luftblæren inden udsætning.
En anden metode, som for nogle arter har givet gode resultater, er at montere fiskene med et synk, som presser dem ned på dybt vand. På det dybe vand udlignes trykket i fisken, og den vil i mange tilfælde kunne svømme væk og overleve.
Ingen af metoderne ser dog ud til at virke 100%, og der vil ofte være en vis dødelighed forbundet med genudsætningen. DTU Aqua anbefaler derfor, at fisk med "dykkersyge" aflives.
Begge informationer er meget nyttige, idet aborrebestandene er tæt forbundet med vandmiljøet.
Aborrer i uklare søer, som er grønne pga af et højt indhold af planktonalger, vil ofte have en mindre gennemsnitsstørrelse end aborrerne i mere klarvandede søer. Kender vi vandets klarhed, som f.eks. er målt af en miljøagent med en secchiskive, kan vi vurdere, om et evt. dårligt aborrefiskeri skyldes, at vandet er for uklart.
Nogle gange kan det dog ske, at aborrefiskeriet er ringe selv i klarvandede søer. Her kan fangstjournalerne give indsigt i, om det dårlige fiskeri skyldes fiskeri, f.eks om bestandene overfiskes.
Den bestand af sandart, der i dag lever i Furesøen, er skabt ved udsætning i årene 1963-67. Der var to gange tidligere (i 1902 og 1912) uden held gjort forsøg på at skabe en bestand af sandart i søen.
Som hovedregel øges andelen af rovfisk i en sø efter biomanipulation. Der vil således fortsat være en pæn bestand af rovfisk at fiske efter. Men det er sandsynligt, at der vil ske et skift fra dominans af sandarter til dominans af aborrer, selvfølgelig forudsat at biomanipulationen lykkes, dvs. at vandet bliver mere klart, og der kommer flere undervandsplanter. Det er en naturlig følge af, at søens miljø bliver bedre egnet for aborrer end for sandart. I den situation vil det næppe være muligt at fastholde en god sandartbestand. Dertil er søen for lavvandet.
Går sørestaurering/biomanipulation ud over søens rovfisk?
Når der opfiskes skaller og brasener i forbindelse med biomanipulation, bliver der anvendt en række forskellige fiskeredskaber. Det kan ikke undgås, at der også bliver fanget eksemplarer af søens rovfisk. Normalt er alle interesserede i, at disse nænsomt udsættes igen, og er rovfiskene fanget i vod eller bundgarn, er dette sjældent et problem. Hvis der fiskes med såkaldte gællegarn, kan det være svært at undgå, at enkelte rovfisk må lade livet, men jo hyppigere garnene røgtes, jo mindre vil dødeligheden være.
Det kommer an på, hvad man mener med, at fiskeriet ødelægges. En sørestaurering kan betyde, at antallet af karper reduceres, men samtidig at de tilbageværende karper får bedre vækst. Herved vil chancerne for store karper derfor øges.
Danske undersøgelser peger på, at bestanden af brasener og karper, dvs. fisk der lever af bunddyr, skal reduceres til under 200 kg./ha, før effekten af en sørestaurering slår igennem, og søens vand blive mere klart. En høj tæthed af bundlevende fisk medfører nemlig ophvirvling af søens bund. Det betyder frigivelse af næringsstoffer til glæde for søens små planktonalger, som gør vandet uklart. Samtidig medfører de mange fisk, der roder rundt i bunden, at søens undervandsplanter får svært ved at rodfæste sig. Det kan være et problem, da disse vandplanter er vigtige gydeområder og skjul for aborrer og gedder, der normalt medvirker til at opretholde søen i en klarvandet tilstand ved at æde skaller og brasener.
Såfremt en kommune vælger at reducere de bundlevende fisk som brasen og karper, vil tætheden af disse selvfølgelig blive reduceret, og der vil formodentlig blive længere mellem fangsterne. På den anden side vil de tilbageværende karper alt andet lige få færre fødekonkurrenter og får derfor mulighed for bedre vækst.