Hvornår ved man, at en fiskeart mangler gydeområder?
Der kan være flere årsager til, at en fiskeart går tilbage, og det kan være svært at afgøre hvilke faktorer, der spiller den største rolle. For at afgøre, om det er mangel på gydeområder, der begrænser fiskeartens antal, er det ofte nødvendigt med målrettede undersøgelser. For de fleste fiskearter vil det under normale forhold sjældent være mangel på gydeområder, der sætter begrænsningen for fiskeartens ve og vel. Oftere forandres arternes bestandsstørrelser af ændringer i søens miljøtilstand. Man kan dog være opmærksom på følgende forhold i søen, som alle peger på, at gydeområderne er for få eller for dårlige:
A) Søer med pludselige og hyppige vandstandssænkninger i søen om foråret, hvor de fleste søfisk gyder. Pludselige vandstandssænkninger kan tørlægge æggene.
B) Søer uden lavvandede områder eller søer uden vegetation langs kanten kan være i større risiko for at mangle egnede gydeområder.
C) Søer med megen bådtrafik eller anden mekanisk forstyrrelse på søens lavvandede områder om foråret kan reducere mængden af gydeområder.
D) Søer, hvor en betydelig del af søens lavvandede områder påvirkes af bølger fra bådtrafik.
Der findes muligheder for på kunstig vis at øge mængden af gydeområder. Desværre er de danske erfaringer med dette stadig minimale. Dog har DTU Aqua i Sortedams søen i København demonstreret, at det er muligt at udplante planter, som var egnede for søens gedder at gyde på. Sortedamssøen er speciel, da søens kant er befæstet. Det betyder, at søen er uden naturlige planter og med forholdsvis stor vanddybde. Læs mere om undersøgelsen her.
I den svenske skærgård har man haft held til at øge mængden af geddeyngel ved at oversvømme engarealer om foråret. Det lave vand, der skabes på det oversvømmede område, varmes hurtigt op, og de mange græsser giver perfekte gydeområder for gedderne og senere skjul for det nyudklækkede geddeyngel.
I Tyskland har man demonstreret, at aborrer gyder på udlagte af bundter af gran. Søens lavvandede bredzone var påvirket af bølger fra bådtrafik, og de kunstige gran-gydepladser blev derfor placeret på relativt dybt vand.
Inden man selv giver sig i kast med tiltag til at forbedre gydemulighederne for søens fisk, bør man kontakte DTU Aqua for rådgivning. Så kan DTU Aqua vurdere, om det er manglende gydeområder, der er problemet for bestanden. Man skal også huske, at det kræver kommunens tilladelse fra naturbeskyttelsesloven at ændre på en sø's tilstand, herunder at ændre på de fysiske forhold.
DTU Aqua har demonstreret, at man kan skabe ekstra skjul til geddeyngel ved at udlægge grantræer langs søbredden. Undersøgelsen kunne dog ikke demonstrere, om det øgede antal geddeyngel på sigt resulterer i flere gedder over 40 cm i fiskeriet. Derudover er de danske erfaringer med kunstigt at øge mængden af skjulesteder for søfisk begrænset.
I den svenske skærgård har man haft held til at øge mængden af geddeyngel ved at oversvømme engarealer om foråret. Det lave vand, der skabes på det oversvømmede område, varmes hurtigt op, og de mange græsser giver perfekte gydeområder for gedderne og senere skjul for det nyudklækkede geddeyngel.
Ofte skyldes dårlig vandkvalitet tidligere tiders udledning af næringsstoffer, og det kræver en betydelig økonomisk indsats at føre søen tilbage til den tilstand, den var i, før søen blev forurenet, dvs såkaldt sørestaurering. Er søen meget grøn og uklar om sommeren, og vil man gerne vide om søens tilstand kan blive bedre, kan man gå i dialog med kommunen. De kan svare på, om søens tilstand er dårligere end den kunne være, og om der er planer for at restaurere søen.
Som ejer af en sø kan man selv være med til at undgå, at der f.eks. ledes næringsstoffer til søen fra dræn, spildevand eller kreaturer. Andehold med fodring af ænder eller forfodring ved fiskeri er også med til at forurene søen med næringsstoffer.
Ved udsætning af ænder i en sø og især fodring af ænderne bliver der ledt en mængde næringsstoffer ud i søen, både fra foderet og fra ændernes afføring. Det har vist sig at øge mængden af især fosfor væsentligt i mange søer. Det er især et problem i de mindre søer, og problemet har vist sig at være størst i søer på ca. 2 ha. Det kan også skabe problemer i de lidt større søer, hvor der ofte sættes ænder ud.