Sandart

Sandart
Sandarten er i familie med aborren og er en udpræget rovfisk.

Levesteder

Sandarten lever i et større antal søer i Danmark samt i de vandløb, der er tilknyttet søerne, mens den mangler i mange andre tilsvarende søer. Det kan umiddelbart virke ulogisk, men det skyldes, at sandarten ikke er en oprindelig del af den danske natur, og at de nuværende bestande stammer fra udsætninger, muligvis med en enkelt undtagelse. Sandarten trives bedst i uklare søer med en vis dybde samt i store langsomt flydende vandløb. Læs mere om sandartens levesteder.

Alder og vækst

Sandartens vækst er meget afhængig af, at den har adgang til den rette føde i rigelig mængde. Uden det vil sandarten sulte, og væksten gå i stå. Læs mere om alder og vækst hos sandart.

Formering

I Danmark gyder sandarten normalt i maj måned. I modsætning til mange andre af vores ferskvandsfisk bevogter sandarten æggene, indtil de klækker. Hannen bliver ved reden, hvor den både vifter frisk vand hen over æggene og jager andre fisk væk. Læs mere om sandartens formering.

Føde og adfærd

Sandartens yngel lever den første tid af vandlopper, dafnier og lignende. Men så snart den kan gabe over fiskeyngel, bliver fisk et vigtigt fødeemne. Fra en størrelse på ca. 10 cm lever sandart næsten udelukkende af fisk. Læs mere om føde og adfærd hos sandart.

Miljø

Sandart udviser ofte store udsving i bestandenes størrelse. Derfor kan sandartens betydning som rovfisk i en sø være meget forskellig fra år til år. I nogle søer er sandarten en alvorlig konkurrent til aborren. Læs mere om sandartens betydning for søens miljø.

 

 

 

 

 

Levesteder

Sandarten – naturligt hjemmehørende eller indført?

Fra arkæologiske fund ved man, at sandarten har levet naturligt i Danmark i tidligere tider. Knoglefund fra stenalderen (6-7.000 år siden) viser, at beboere i den syd-østlige del af landet bl.a. spiste sandart. Senere uddøde disse bestande,  sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen. To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.

Fra to skriftlige kilder (1781 og 1838) ved vi, at der levede sandart i Haderslev Fjord og søen Haderslev Dam på den tid. Zoologen Henrik Krøyer nævnte i sin bog ”Danmarks Fiske” fra 1838 specifikt, at dén bestand var den eneste, han fandt i Danmark. Bestanden gik efter år 1900 stærkt tilbage grundet forurening. Om den uddøde, vides ikke, da der i 1960’erne blev foretaget udsætninger i Haderslev Dam for at styrke bestanden. Dette er således den eneste lokalitet i landet, hvor sandarten i dag sandsynligvis kan betragtes som naturligt hjemmehørende. Alle andre nulevende bestande i Danmark er med sikkerhed skabt ved udsætning.

Sandarten lever i både søer, vandløb og enkelte fjorde

Sandartens udbredelse i Danmark er præget af en vis tilfældighed, idet forekomsten eller ej i en given sø alene beror på, om der er sat sandart ud i søen. Hovedparten af udsætningerne er sket i perioden fra ca. 1920 – ca. 1980. De fleste udsætninger blev i den periode foretaget i søer, hvor der var erhvervsmæssig interesse i fiskeriet. Derfor er sandartens udbredelse især knyttet til søer, der var store nok til, at der tidligere kunne drives erhvervsmæssigt fiskeri. Sandartens stigende popularitet blandt lystfiskere har dog også været årsag til en del udsætninger.

Sandartens udbredelse i Danmark i dag omfatter næsten hele landet, men den er mest almindelig på Sjælland, på dele af Fyn og i Østjylland. Disse egne har det til fælles, at her ligger de fleste større søer i Danmark. Fra disse søer har sandarten i reglen bredt sig til andre søer via de vandløb, der gennemstrømmer søerne, samt til vandløbene selv. Eksempler på dette er Susåen og Gudenåen. I nogle tilfælde har sandarter også fundet vej til de fjordområder, hvori åerne udmunder, eksempelvis Randers Fjord.

Sandarten lever i det åbne og trives bedst i uklart vand

Sandarten er hele sit liv knyttet til det åbne vand i søerne. Både som yngel og som voksen foretrækker den at jage i det åbne vand udenfor plantebælterne. Det kaldes også, at den har en pelagisk levevis. Det er mest i forbindelse med vandringer eller gydning, at den opholder sig på lavt vand eller nær bunden.

Sandarten er overvejende nataktiv, og dens øjne er tilpasset til at kunne se ved lav lysstyrke. Det betyder, at den om dagen typisk søger mod områder med så lidt lys som muligt.

Sandarten trives her i landet bedst i søer med forholdsvis uklart vand. Det vil sige søer med et forholdsvis højt indhold af næringsstoffer, der kan være grobund for mange planktonalger. Algerne gør, at vandet bliver uklart. På samme måde skal de vandløb, hvor sandarten kan trives, foruden at være store og langsomt flydende, også have uklart vand. Da sandart har et stort krav til vandets iltindhold, trives den dog ikke så godt i søer med så højt et næringsstofindhold, at vandet kan blive iltfrit ved bunden om sommeren.

I udlandet findes sandarten også i klarvandede søer, men de er typisk betydelig dybere end de fleste danske søer. Her kan sandarten på meget dybt vand finde de områder med lav lysstyrke, som den foretrækker om dagen.

Voldsomme udsving i bestandenes størrelse

Det er vanskeligt at angive, hvor mange sandarter, der normalt er i en given sø. Sandarten udviser nemlig ofte, set i forhold til mange andre søfisk, meget store udsving i bestandens størrelse. Man ser et mønster, hvor en eller to årgange af sandart dominerer antalsmæssigt over de efterfølgende årgange, helt enkelt ved at æde dem. Når den dominerende årgang er blevet gammel og fåtallig, kan en ny dominerende årgang opstå, og mønstret kan gentage sig. I nogle svenske søer har man fundet en fast cyklus i disse svingninger på ca. 7 år mellem en dominerende årgang og den næste. Fænomenet er også kendt fra danske søer, men erfaringen er, at udsvingene i årgangenes størrelse ikke forekommer i alle søer, og dér hvor de forekommer, er de mere uregelmæssige.

I Danmark er der eksempler på, at en dominerende årgang kan blive så talrig, at den spiser op af den tilgængelige føde og begynder at sulte. I enkelte tilfælde har dette ført til massedød blandt meget afmagrede sandarter. I andre tilfælde kan den talrige årgang danne basis for et fantastisk fiskeri, der kan vare i 3-4 år, hvorefter der vil opstå et hul på 2-3 år, hvor der kun er meget få sandarter over mindstemålet i søen.  I 1986 var der f.eks. ca. 250 sandarter pr. ha. i Mossø, hvilket er op til 4-5 gange så mange sandarter, som man normalt finder i danske og udenlandske søer. De fleste fisk stammede fra et par meget store årgange i 1982 og 1983. De næste årgange var meget små, lige som bestanden af smelt, som er en yndet byttefisk for sandart, blev kraftigt reduceret i antal i nogle år.

Sandarter trives bedst i varmt vand med et højt iltindhold

Sandarten er en varmeelskende fiskeart. Den vokser bedst ved en temperatur på 24–29 °C, og væksten går i stå, når temperaturen når under 8-10 °C. Den kan i korte perioder overleve temperaturer på helt op til 35 °C. Sandarten stiller til gengæld meget store krav til vandets indhold af ilt, faktisk på højde med ørredens. Den har således svært ved at optage ilt fra vandet, hvis indholdet når under 4,2 mg ilt pr. liter. Ved 25 °C svarer det til en iltmætning på ca. 51 %. Dette forhold er en af grundene til, at sandart trives dårligt i meget næringsrige søer, uanset at vandet er uklart og føden rigelig. Hvor godt sandart kan trives ved de ofte ret høje værdier af pH, man finder i meget næringsrige søer, er dårligt undersøgt.

Sandarten kan overleve kortvarigt i brakvand med op til 25-30 ‰ salt, hvis øgningen i saltholdighed sker roligt og ikke varer længere end få timer, som det fx foregår i en tidevandszone. Den trives dog ikke ved vedvarende saltholdigheder over ca. 12 ‰. Nogle undersøgelser har vist, at sandart faktisk vokser bedre ved lav saltholdighed (7-10 ‰) end i ferskvand. Dette hænger muligvis sammen med, at den har færre parasitter i brakvand end i ferskvand. Sandartens larver og yngel tåler betydelig mindre salt end de voksne (op til 5-6 ‰).

 

Alder og størrelse

Størrelse afgørende for kønsmodning

Hos sandart er det størrelsen langt mere end det er alderen, der bestemmer hvornår fisken bliver kønsmoden. Der er desuden forskel mellem de to køn. Hannerne kønsmodner normalt ved en størrelse på 20-35 cm, når de er 2-4 år gamle. Hunner skal være 25-45 cm, før de kønsmodner, hvilket normalt først opnås i en alder af 3-5 år. I søer, hvor sandarten vokser langsomt, kan kønsmodningen ske så sent som i 7-10 års alderen.

Varme og føde skal der til

Sandartens vækst er meget afhængig af temperaturen og muligheden for adgang til føde. Således ser man en meget tydelig sammenhæng mellem væksthastighed og hvor nordligt en bestand lever, idet vækstsæsonen bliver kortere, jo mere nordligt man bevæger sig (figur 1). Da Danmark ligger sydligt i sandartens udbredelsesområde, er væksten forholdsvis hurtig her. Den hurtigste vækst finder man i det sydlige Rusland, hvor det varme fastlandsklima giver en lang, stabil vækstsæson.

Vækst ved forskellige højdegrader
Figur 1. Vækst hos bestande af sandart i tre klimazoner fra syd til nord i Rusland.

Den hurtige vækst, som sandarten kan opnå i varmt klima, kræver dog rigeligt med føde, som man netop finder det i moderat næringsrige søer. Så derfor finder man typisk de mest produktive bestande i den type søer. Men selv under så gunstige forhold kan den gode vækst blive hæmmet, hvis tætheden af sandarter er meget høj. I den situation kan deres fødebehov blive så stort, at de spiser op af de mulige byttefisk og begynder at sulte. Det får væksten til at blive meget langsommere.

Stor eller gammel?

Der træffes af og til sandarter, der er mere 20 år gamle. Rekorden er 24 år og fra en flod i det nordlige Rusland. Det er måske lidt overraskende, for væksten er ikke hurtigst i de nordlige dele af udbredelsesområdet. Men det skyldes, at sandarter, der vokser hurtigt og bliver meget store, til gengæld ikke bliver ret gamle. Sandarter, der vokser langsomt, bliver derimod betydelig ældre. Der er altså en negativ sammenhæng mellem maksimal alder og maksimal størrelse. Den kendes også fra Danmark, hvor sandarter dog meget sjældent bliver mere end 12-15 år gamle. To eksempler på dette stammer fra Gudenå-systemet.


Figur 2. Vækst hos sandarterne i Mossø undersøgt i 1986-87 samt i 1993.

I Mossø var der midt i 1980’erne en meget stor tæthed af sandarter, som resulterede i dårlig vækst. Her viste en undersøgelse, at der var sandarter på op ti 10 år. 7 år senere viste en ny undersøgelse meget mindre tæthed og betydelig bedre vækst.

I Gudenåen nær Randers blev der i februar 2010 fanget en sandarthun på 72 cm, hvilket ikke er så usædvanligt. Men den viste sig at være mærket i forbindelse med en undersøgelse, der var udført af DTU Aqua 9 år tidligere. Dengang var den 61,5 cm lang. Den var altså kun vokset 10,5 cm eller godt 1 cm om året i de sidste ni år, fra den blev mærket. En skælprøve viste, at den var 5 år gammel, da den blev mærket. Altså var den næsten 15 år gammel, da den blev fanget i 2010. Det er en høj alder for en sandart, men præcis som forventet var det en fisk med langsom vækst. Skælprøven kunne også afsløre, at den trofast havde gydt hvert år, fra den var 3 år gammel, i alt 11 gange. Langsom vækst og en deraf følgende mindre maksimal størrelse er derfor ikke en hindring for, at den type sandarter kan få mange afkom.

 

Formering

Sandarten gyder i maj

Sandarten gyder normalt i maj måned i Danmark. Det præcise tidspunktet afhænger især af vandtemperaturen, der skal være i intervallet 8-16 °C. Ægudviklingen foregår bedst ved 12-16 °C. Ved lavere temperatur går ægudviklingen i stå, og ved højere temperatur bliver larverne dels mindre ved klækning, dels ses der et øget antal misdannede larver.  Ved 12-16 grader klækkes æggene efter 3-8 dage, hurtigst ved højeste temperatur.

Gydning i en ”rede” på hård bund på lavt vand

Sandarten foretrækker at gyde på forholdsvis lavt vand over sten og grusbund. Her graver hannen en rund fordybning eller gydegrube, der kan være op til 50 cm i diameter og normalt har en dybde på 5-10 cm. Hannen vælger gerne et sted, hvor gravningen blotlægger grene, rødder eller lignende, som æggene kan hæfte sig til. Hannerne udvælger gydeområdet meget nøje, hvilket ofte fører til, at mange hanner samles i det samme område for at grave gydegruber. Først umiddelbart før gydningen, når gydegruben er færdig, ankommer hunnen. Efter et kort forspil (20-25 min) gyder hunnen alle sine æg på ca. 15 min., hvorefter hannen befrugter dem.

Sandarthannen plejer sine æg

Når selve gydningen er slut, bliver hunnen jaget væk af hannen. Han bevogter nu æggene nidkært og vifter hele tiden frisk vand hen over dem med bryst- og bugfinnerne. Andre sandarter eller andre fisk, der kommer for tæt på gydegruben, bliver aggressivt jaget væk. Hannen fortsætter med at passe reden, indtil æggene klækker.

Små larver med lille ”madpakke”

Ægstørrelsen kan variere meget hos sandart, fra 0,5 til 1,4 mm i diameter. Små hunner lægger de mindste æg. Antal æg pr. hun kan derfor også variere meget (150.000 til 400.000 æg pr. kg kropsvægt) og totalt fra f.eks. 200.000 (hun på 1 kg) til 2 mio. æg (hun på 6 kg). Små æg har en mindre klækningsprocent end store, og små larver har en dårligere overlevelse end store.

Larverne er mellem 4,5 og 7 mm i diameter, når de klækker. Blommesækken giver kun fuld næring de første 2-3 døgn og allerede efter 5 døgn, ved en størrelse på i gennemsnit 6,5 mm, kan blommesækken være opbrugt. Sandartens larver skal dermed æde selv meget tidligt. De er derfor meget afhængige af, at den rigtige størrelse føde i tilstrækkelig mængde er til stede præcis den dag, de går i gang med at æde. Køligt vejr eller andre forhold, som betyder at føden er begrænset, kan medføre meget dårlig overlevelse blandt larverne.

Gydevandringer

Undersøgelser udført af bl.a. DTU Aqua har vist, at nogle sandarter foretager ret lange gydevandringer. Bestande, der lever i brakvand, vandrer op i ferskvand for at gyde og bestande, der lever i vandløb vandrer på samme måde opstrøms til søer eller lignende. Nogle undersøgelser tyder på, at sandarterne endvidere udviser ”homing”, dvs. at de vandrer op i de søer eller moser, hvor de selv engang kom til verden. Dette er bl.a. undersøgt i Gudenåen hos de sandarter, der lever i åens nedre dele nær Randers. De vandrer opstrøms inden gydningen, i nogle tilfælde op til 40 km. Senere på året vandrer de så atter ned til opvækstpladserne nær åens munding eller helt ud i den indre del af Randers Fjord.

 

Fødevalg og adfærd

Sandarten er ligesom gedden en meget dedikeret rovfisk, som især i voksenlivet lever næsten udelukkende af fisk. Men den nyfødte sandart har en anden kost.

Meget små byttedyr til meget små larver

Sandartens larver er meget små, når de klækker, og allerede efter få døgn skal de i gang med at æde. Det betyder selvfølgelig, at de byttedyr, der ædes i de første 3-4 uger, skal være tilsvarende små. Typisk er det fx såkaldte protozoer og hjuldyr, der står på menuen. Men allerede efter de første uger er sandarterne så store, at de skifter til de større typer dyreplankton som fx vandlopper og små dafnier. Er der en passende mængde af fiskeyngel af de rette arter til stede, kan tilværelsen som rovfisk begynde allerede, når sandartynglen har en størrelse på 20 mm. Det kan fx være yngel af smelt, der er små nok og tilpas slanke til, at sandartynglen kan sluge dem. Er der kun de lidt mere uhåndterlige arter til rådighed, fx hork, aborre, brasen eller skalle, skal sandartynglen vokse yderligere, inden fiskeyngel kan indgå i føden.

Sandartens spisevaner som rovfisk

Når sandarten bliver ca. 10 cm, er fisk det altdominerende bytte. Eneste undtagelse er sandarter, der lever i brakvand. Her kan tanglopper, rejer og lignende have betydning i sandarternes føde indtil 2 års alderen.

I ferskvand indgår en bred vifte af arter i sandarternes fødevalg. Især jager sandart arter, der lever i stimer, eksempelvis skalle, løje, smelt, aborre eller hork. Andre karpefisk, fx brasen, kan også indgå i betydeligt omfang, lige som kannibalisme på egen yngel er udbredt. Lige som andre rovfisk sluger sandarten sit bytte helt, og da den har en forholdsvis lille mund, er det især de yngste årgange af byttefiskene, der er vigtige som fødekilde. For slanke byttefisks vedkommende (fx smelt) er den maksimale byttestørrelse på ca. 1/3 del af sandartens egen længde.  Mere højryggede arter (f.eks. brasen) skal være noget mindre, for at kunne sluges.

Sandarten æder som hovedregel altid de arter af byttefisk, der er flest af. I søer vil det ofte være skalle, aborre, smelt og hork, mens det i vandløb kan være skalle, løje og hork. Ofte er der gennem året forskel på hvilke arter, der ædes mest. Sandart i brakvand æder ofte mange sild og brisling.

En aktiv jæger

Sandarten jager oftest i det åbne vand udenfor plantedækkede områder, men den kan også søge føde nær bunden eller blandt undervandsplanter. Under jagten opsøges byttet aktivt og indhentes, hvis det forsøger at flygte.  Hvordan sandarten griber sit bytte, afhænger af størrelsen. Små byttefisk gribes bagfra og sluges med halen først. Større fisk gribes fra siden og vendes i munden, inden de sluges. Byttefisk med mange pigge som fx aborrer sluges altid med hovedet først, mens det er mere tilfældigt, hvilken vej mere blødfinnede fisk sluges.

Adfærd og aktivitet 

Lars Lilholt synger i sangen Gudenå #2 bl.a. om Gudensø, at ”der er sandarter på bunden og langt derned”. Og ganske rigtigt er det, at man ofte finder sandart i forholdsvis dybe søer og gerne ude på det dybe vand. Den er en fisk, der stort set hele sit liv er knyttet til det åbne vand på stor dybde. Der er imidlertid den "fejl" i sangen, at Gudensø faktisk er ret lavvandet, og man finder da også bestande af sandart, der trives fint i andre lavvandede søer. Eksempler på det er Arresø, Bagsværd Sø og Flade Sø. Sandarten er dermed tydeligvis en fisk, der kan trives i mange miljøer. Men fælles for de lavvandede søer, hvor sandart trives er, at de også er uklare.

Sandartens aktivitetsmønster over døgnet er som udgangspunkt, at den primært er aktiv, når det er helt eller delvis mørkt. Fødesøgningen foregår især morgen og aften ved lav lysstyrke, der giver sandarten en vis camouflage, så den bedst muligt kan opsøge byttet uden at blive opdaget. Men i meget dybe søer, hvor der også om dagen er næsten mørkt på stor dybde, kan man også opleve aktivitet forbundet med fødesøgning hos sandart om dagen. Det samme gælder i mere lavvandede søer, hvor vandet er uklart. Her oplever sandarten til en vis grad de samme lysforhold som i dybe klarvandede søer, og den er oftere aktiv med at søge føde i dagtimerne.

Sandartens aktivitetsmønster over året følger i høj grad temperaturen med mest aktivitet om sommeren og mindst om vinteren. Dette er i god overensstemmelse med vores viden om sandartens temperaturkrav. En undersøgelse udført af DTU Aqua har desuden vist, at hunner er mere aktive end hanner, og at store sandarter er mere aktive end små. Dette afspejler antagelig hunnernes og det store individs større behov for mere føde i forhold til henholdsvis hanner og små sandarter.

Vandringer

Sandarter foretager ofte vandringer, som er forbundet med fødesøgning på den måde, at sandarten følger sine foretrukne byttefisk i deres vandringer. Det kan være mellem søer, der er forbundet med større vandløb, eller det kan være længere vandringer op- og nedstrøms i vandløb samt vandringer ud i brakvandsområder. De vandringer, der foregår mellem søer i samme vandsystem, er dog dårligt undersøgt.

Undersøgelser udført af DTU Aqua i Gudenåen har vist, at sandarterne vandrer nedstrøms om efteråret sammen med deres vigtigste byttefisk, skalle og løje. Om foråret vandrer de tilbage, igen til dels for at følge byttefiskene, men også for at nå frem til deres gydepladser inden gydningen i maj måned.

Ved en anden undersøgelse blev der i maj 1986 mærket over 1.000 sandarter i hver af de to største tilløb til Mossø, nemlig i Gudenå og Tåning Å, som udmunder i hver sin ende af søen. De fleste sandarter var 30-40 cm og var kønsmodne. Det er uklart, om de gydede i vandløbene, men de var klar til at gyde. Der blev genfanget mange af fiskene i de følgende seks år, og det viste sig overraskende, at 80 % af de fangne fisk ikke var svømmet mere end to km væk fra mærkningsstedet. Det tyder på, at sandarterne i den 10 km lange Mossø kan være knyttet til bestemte områder, og at der kan være tale om to mere eller mindre isolerede bestandei hver sin ende af søen. Måske er der også tale om en form for 'homing' i forbindelse med gydning, idet andre undersøgelser f.eks. har vist, at der kan være et meget stort udtræk af sandartyngel fra Tåning Å til Mossø i perioden juni-august. På en enkelt nat i juni 1982 vandrede eller driftede der således ca. 7.000 sandartyngel på ca. 7 cm ned gennem åen, og nedtrækket fortsatte frem til august.

 

Sandarten og det omgivende miljø

En fisk i toppen af fødekæden

Sandarten hører sammen med gedden til de mest dedikerede rovfisk i vore ferske vande forstået på den måde, at den som voksen udelukkende ernærer sig ved at æde andre fisk. Dermed har sandarten også en klart defineret rolle i toppen af fødekæden i danske søer. Ud over meget store gedder har den voksne sandart reelt ingen fjender. Den kan derimod påvirke bestandene af mange andre af søens fisk meget markant og herigennem også søens miljø. Om den gør det, vil afhænge af en række forhold.

Bestandens størrelse

Bestandens størrelse vil være af stor betydning, og da sandartbestande er kendt for, at kunne svinge meget i størrelse, vil dens betydning for andre fisk variere tilsvarende. I situationer, hvor bestanden topper, er der eksempler på, at sandarterne så at sige ”har spist op” af de mulige byttefisk. Dette vil selvsagt få stor betydning for byttefiskens føde, der meget ofte er dyreplankton. Da dyreplankton jo æder alger, kan en meget stor bestand af sandart derfor medføre øget sigt i vandet og dermed et bedre miljø. Det er dog en tilstand, som kun vil bestå, mens sandartbestanden er så stor. Derefter vil miljøet forværres igen, når bestanden dykker. Sandart kan på den måde medføre et mere ustabilt miljø. Det er typisk kun i situationer, hvor sandarterne trives, at de kan blive mange nok til, at disse udsving opstår. Og da sandart trives bedst i forholdsvis uklare søer, er det i disse, man kan se den svingende miljøtilstand.

Søens naturlige fiskebestand

Med en enkelt undtagelse er alle bestande af sandart i Danmark skabt kunstigt ved udsætning. Det vil sige, at sandarterne på et eller andet tidspunkt er blevet sat ud. Når sandarten på den måde introduceres til en sø med en eksisterende fiskebestand, vil de naturligt forekommende arter af rovfisk få en ny konkurrent at dele ressourcerne med. Hvordan den konkurrence falder ud afhænger til en vis grad af, hvordan søens miljøtilstand er. Hvis søen er næringsfattig og klarvandet, vil sandarten som udgangspunkt have mindre betydning. Undersøgelser har dog vist, at der også i den type søer sker visse forskydninger i søernes fiskebestand, med faldende mængde af de typiske byttefisk. Det skyldes bl.a., at der vil være flere munde at mætte, når der introduceres en ny art af rovfisk.

Aborrerne kan komme i klemme

I søer med en moderat grad af næringsstofbelastning og dermed let uklart vand har undersøgelser vist, at bestanden af aborrer har svært ved at konkurrere med sandarten. Uden tilstedeværelse af sandart er aborren i den type søer den dominerende rovfisk i det åbne vand, og den klarer sig fortsat godt, selvom vandet er blevet uklart. Men hvis sandarten introduceres, vil den blive dominerende i det åbne vand, hvor aborren ikke kan konkurrere med den. Da gedden er den dominerende rovfisk i bredzonen, kan aborren heller ikke finde plads dér. Det betyder, at aborren populært sagt ”kommer i klemme” mellem sandarten og gedden, som optager de levesteder, aborren vil kunne trives i. Undersøgelser har vist, at dette medfører en tilbagegang i aborrebestanden generelt, men især blandt de store effektive rovaborrer.

Og miljøet kan forringes

Der er udført undersøgelser  i et stort antal danske søer, hvor man har sammenlignet den forventede miljøtilstand, vurderet ud fra mængden af næringsstoffer (målt som sigtedybde), med den miljøtilstand, man faktisk kan observere. Her har man fundet, at søer, hvor aborren er den dominerende rovfisk, faktisk har en bedre miljøtilstand end forventet, hvorimod miljøet er netop som forventet i søer, hvor sandarten er dominerende. Det betyder at, hvis der er udsat sandarter, er der risiko for at en given sø har en dårligere miljøtilstand, end den kunne have.

Sandart og vandrende laksefisk

Når smolt af laks eller ørred om foråret vandrer mod havet, har undersøgelser udført af DTU Aqua vist, at der er et tab, hvis smoltene skal passere søer. Det har endvidere vist sig, at tabet kan være særlig stort i opstemmede søer, eksempelvis ved vandkraftværker. Noget af tabet kan tilskrives søernes rovfisk, herunder ikke mindst sandart, der æder smoltene. I søer med sandart kan tabet være større end i søer uden sandart. For at nedsætte tabet mest muligt, er det bedst, hvis der ikke lever sandart i disse søer. Det er særlig vigtigt i kunstige og opstemmede søer, som ligger i vandløb med særligt bevaringsværdig bestande af laksefisk, fx oprindelige laks.

Også i større vandløb med en bestand af sandarter kan sandarterne være en betydelig trussel for smolt under deres vandring mod havet. Det gælder eksempelvis i den nedre del af Gudenåen mellem Tangeværket og Randers samt i Vidåen.

Sandartens fjender

Kombinationen af sandartens levevis, hvor den normalt opholder sig på dybt vand og er mest aktiv om natten, samt dens placering i toppen af fødekæden, betyder samlet, at den voksne sandart i praksis ikke har naturlige fjender. En meget stor gedde vil naturligvis kunne æde en voksen sandart, men det må antages at ske meget sjældent. Andre rovdyr, der jager i vand, fx fugle eller pattedyr, vil næppe nogensinde komme i kontakt med en større sandart.

Men sandartynglen har flere potentielle fjender, herunder både aborre og gedde samt ikke mindst ældre sandarter, der gerne og ofte æder deres egen yngel. Når bestanden af større sandart topper, kan kannibalismen være så omfattende, at kun meget få sandartyngel af en årgang overlever og bliver så store, at de ikke er i fare for at blive ædt mere. Der kan derfor opstå et flerårigt ”hul” i bestanden, som først slutter, når bestanden af større sandart enten er døde af alderdom eller fisket op. Se mere om dette ovenfor (under afsnittet Levesteder).

Af Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

http://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/sandart
23 NOVEMBER 2017