Dyrkningsfri bræmmer er ikke overholdt og skaber unaturlig stor sandvandring i vandløbet

Dyrkningsfrie bræmmer beskytter vandløbene

Dyrkningsfri bræmmer beskytter vandløbene og reducerer sandvandringen, hvilket er positivt for dyre og plantelivet i vandløb.

For at beskytte vandmiljøet er der langs hovedparten af de danske vandløb krav om dyrkningsfrie bræmmer. Bræmmerne medvirker blandt andet til at reducere risikoen for brinkudskridninger og forøget erosion og sandvandring i vandløbene.

Kravet om tre meter bræmmer gælder for alle lodsejere, der modtager direkte betalinger eller landdistriktsstøtte og vil derfor være gældende for hovedparten af lodsejere med arealer langs vandløbene. Jf. § 6 i bekendtgørelse om konditionalitet, må jordbehandling, gødskning, sprøjtning med plantebeskyttelsesmidler samt dyrkning af andre afgrøder end græs eller andet grøntfoder ikke finde sted i en bræmme på tre meter langs de vandløb og søer, der er omfattet af vandløbslovens § 69, stk. 1.

I de tilfælde, hvor der ikke er krav om tre meter dyrkningsfrie bræmmer vil der fortsat være krav om to meter dyrkningsfrie bræmmer jf. vandløbslovens § 69, stk. 1.

Den dyrkningsfrie bræmme starter ved vandløbets øverste kant, også kaldet kronekanten. Kronekanten defineres som overgangen mellem det skrånende terræn mod vandløbet og det flade terræn væk fra vandløbet. Ved tvivlstilfælde kan vandløbsmyndigheden efter en konkret vurdering afgøre hvor kronekanten starter.

Dyrkningsfri bræmmer er lovpligtige

Det er Landbrugsstyrelsen der er tilsynsmyndighed for bræmmebestemmelserne og kommunerne der som vandløbsmyndighed håndterer eventuelle overtrædelser.

Af Bjarke Dehli og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/vandloeb/restaurering/braemmer
10 JANUAR 2026