Vandløbsvedligeholdelse

Derfor fjerner man vandplanter og andet i vandløb

Vandløbene i Danmark er lovmæssigt inddelt i såkaldte offentlige vandløb og private vandløb. Denne betegnelse angår ikke ejerskabsforhold, men forholder sig alene til, hvem der har ansvaret for vedligeholdelsen i vandløbet.

Kommunerne har som vandløbsmyndighed ansvaret for vedligeholdelsen af alle offentlige vandløb. Der kan være stor forskel kommunerne imellem på hvilke vandløb der er optaget som offentlige vandløb. Generelt er en meget stor del af de miljømålsatte vandløb offentlige vandløb. Der er dog også en række mindre vandløb med højt naturindhold, eller potentiale, som er karakteriseret som private vandløb og her vil det oftest være den enkelte lodsejer der har vedligeholdelsespligten.

Vedligeholdelsen (og en række andre administrative pligter) er beskrevet i vandløbsregulativerne, som følger det enkelte vandløb og som er det administrative værktøj, som kommunerne forholder sig til. Vandløbsvedligeholdelsen fokuserer primært på to typer indgreb; Grødeskæring og oprensninger.

Grødeskæringen

Grødeskæringen foregår efter faste terminer og er typisk differentieret efter vandløbets størrelse og historiske afvandingsinteresser. Nogle steder grødeskæres der 0-1 gang i løbet af sæsonen, mens der i andre vandløb kan være helt op mod 5-6 årlige grødeskæringer. Ved grødeskæringen sænkes vandstanden i vandløbet i en kortere periode (få dage til uger) indtil vandplanterne har genvundet deres biomasse og igen yder hydraulisk modstand i vandløbet. Ved hyppige grødeskæringer fremmes monotone plantesamfund bestående af få vandplantearter med stort vækstpotentiale, som kan tåle skæring og derfor ofte udkonkurrerer de vandplanter, som bliver påvirket kraftigt ved grødeskæring. Derfor har grødeskæringspraksis over de seneste årtier fremmet de nuværende forhold af monokulturer (typisk af arterne enkelt og grenet pindsvineknop) i langt hovedparten af vores vandløb. De oprindelige og naturlige plantesamfund i de lysåbne danske vandløb har været varierede med mange forskellige arter, som har levet i mosaikker mellem hinanden. Danske vandløb er som udgangspunkt ikke en plejekrævende naturtype, sådan som det kendes fra heder, overdrev og enge, hvor f.eks. græsning er afgørende for at sikre en god naturtilstand.

Grødeskæringen sker derfor som udgangspunkt udelukkende af hensyn til afvandingsinteresser i ådalen

I 2016 blev ”Faglig udredning om grødeskæring i vandløb” udgivet af DCE og sammen med Miljøministeriets ”Vejledning om grødeskæring i danske vandløb” fra 2017 er det nøgledokumenter, der dokumenterer grødeskæringens negative effekter på de biologiske kvalitetsparametre samt anviser, hvordan der kan grødeskæres under hensyntagen til miljøet i og omkring vandløbene.

Oprensninger af aflejringer

Oprensninger i de offentlige vandløb foregår som udgangspunkt kun når kommunen har foretaget en opmåling af vandløbet og denne opmåling viser, at vandløbsbunden ligger højere end det der er beskrevet i regulativet. Ved oprensninger køres der en gravemaskine ud til vandløbet og denne graver så aflejringer på vandløbsbunden op. I praksis er det vanskeligt kun at grave aflejringer op, så ved denne type indgreb vil også plantesamfund, sten og grus risikere at ende på vandløbsbrinken. De smådyr og fisk der bor i vandløbsbunden vil typisk også blive gravet op ved en oprensning.

Både grødeskæring og oprensninger kan således være meget markante og ødelæggende indgreb i vandløbenes økosystem, idet de skaber gentagne forstyrrelser og akutte tab af levesteder. Hertil kommer fastholdelsen af unaturlige, homogene plantesamfund, som giver et selvforstærkende vedligeholdelsesbehov, fordi de tilbageværende plantearter i vandløbet trives fint med at blive grødeskåret.

Grødeskæring øger sandvandring

En ofte overset sideeffekt af grødeskæringen er sammenhængen med øget sedimentation gennem vandløbet. I danske vandløb er der en unaturlig stor sedimenttransport, som er en direkte konsekvens af regulering og udretning af vandløbene, hydraulisk belastning og dræning og grøftning af store dele af ådalen og oplandet. Den negative effekt bliver forstærket af klimaeffekten med ændrede nedbørsmønstre.

I et naturligt vandløb vil plantesamfundene påvirke sedimentationen ved at tilbageholde partikler og fint materiale i og omkring grødestrukturerne ligesom et øget vandspejl vil sikre større sedimentation i ådalen, sådan som alle vandløb i Danmark oprindeligt har fungeret. I den nuværende situation er der kun en meget lille biomasse af vandplanter i vandløbene om vinteren ligesom vandløbene mange steder ikke er i kontakt med ådalen på grund af uddybede og regulerede strækninger. Dette har den negative konsekvens, at der forekommer en omfattende sedimentransport nede i vandløbsprofilet. Sedimenttransporten kaldes også for sandvandring og vil ofte dække grusstryg og strukturer på vandløbsbunden og dermed skabe et homogent landskab uden leve- og skjulesteder for f.eks. fisk og smådyr. Sandvandring forhindrer desuden en række fiskearter i at gyde i de grusområder der er dækket af sand. Vandløbsbunden er dermed blevet til en vandløbsørken.

Paradigmeskifte i vandløbsvedligeholdelsen

Det er kommunerne der har ansvaret for, at vandløbsregulativerne løbendes revideres, herunder at de altid følger den gældende lovgivning. Hovedparten af kommunernes vandløbsregulativer er i dag mere end 20-50 år gamle og regulativernes bestemmelser om vandløbsvedligeholdelse er ikke blevet revideret i forhold til de miljømæssige hensyn, som følger af gældende lovgivning. At kommunerne juridisk har pligt til at tage miljø- og naturhensyn ved udførsel af vandløbsvedligeholdelsen, fremgår direkte af vandløbslovens formålsparagraf. Miljø- og naturhensynene i vandløbene er primært beskrevet i vandrammedirektivets krav om god økologisk tilstand, i naturbeskyttelseslovens forbud mod tilstandsændringer samt i habitatdirektivets beskyttelse af særlige arter og naturtyper.

Miljølovgivningen nødvendiggør en ændring af vandløbsvedligeholdelsen

Som følge af ovenstående, er ændret vandløbsvedligeholdelse nu en naturlig del af kommunernes ansvar og pligt i forbindelse med administrationen af vandløbsregulativerne og vandløbsloven. I mange vandløb vil overholdelse af miljølovgivningen forudsætte en ændring af bestemmelserne for vandløbsvedligeholdelsen, hvilket kan betragtes som et paradigmeskifte idet afvandingshensynene historisk set har været prioriteret over natur- og miljøhensyn, når det kommer til vandløbsvedligeholdelse. Dette forhold er fremhævet i Miljøstyrelsens høringsnotat for vandområdeplanerne 2021-2027.

Kommunerne skal derfor som vandløbsmyndighed af egen drift sikre, at vandløbsregulativerne, herunder vedligeholdelsen, ikke forhindrer miljømålene eller forringer den økologiske tilstand. Dette har den afgørende konsekvens, at afvandingsforanstaltninger kun kan opretholdes og gennemføres, hvis det er i overensstemmelse med EU-retten (miljømålene). Da der i dette tilfælde er tale om at følge vandløbsloven og dermed den generelle lovgivning på miljøområdet, så vil en ændret vedligeholdelse som udgangspunkt skulle gennemføres som erstatningsfri regulering, også selvom afvandingsforholdene eventuelt måtte blive forringede som følge heraf.

Ovenstående lovmæssige krav om at tage hensyn til vandløbenes natur- og miljøtilstand er kun i mindre grad implementeret i kommunernes administration af de offentlige vandløb.

Et afgørende punkt er derfor, at kommunerne som vandløbsmyndighed prioriterer at genbesøge vedligeholdelsesbestemmelserne for de offentlige vandløb med henblik på at sikre sig, at disse ikke forhindrer miljømålene eller forringer den eksisterende miljøtilstand.

Som konsekvens af implementeringen af vandrammedirektivet, har Danmark pligt til at sikre mindst god økologisk tilstand i alle målsatte vandløb senest ved udgangen af 2027. I mange vandløb vil opfyldelse af miljømålene sandsynligvis kræve en ændring af den nuværende vandløbsvedligeholdelse i form af grødeskæring og løbende oprensninger. Med baggrund i den nært forestående deadline i 2027, er der således et stort behov for at kommunerne prioriterer denne vigtige opgave. For eksempel er det kun 16 % af de miljømålsatte vandløb der har miljømålsopfyldelse for fisk. 

Af Bjarke Dehli og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.