Søens dybde

Hald_Soe_
Søens dybde betyder meget for fiskebestanden og de arter, der kan leve i søen.

Det er godt at kende søens dybde, når mulighederne for fiskeplejetiltag skal vurderes. Der kan nemlig være forskel på hvilke fisk, der kan trives i lavvandede og dybe søer.

F.eks. trives sandarten bedst i dybere søer, ligesom søørred også foretrækker dybere søer, fordi temperaturen her er lavere om sommeren. Til gengæld kan der være såkaldt lagdeling i de dybe søer om sommeren. Det kan medføre, at ilten forsvinder fra søens dybe områder. 

Mange fisk i lavvandede søer

De fleste søer i Danmark er lavvandede, faktisk er halvdelen i gennemsnit under 1,6 m dybe. I de lavvandede søer, som normalt også er næringsrige, finder man ofte store tætheder af fisk, da mængden af føde er høj. Meget lavvandede søer, der ligger åbent, kan være uklare, fordi vinden nemt hvirvler bundmateriale op. Skaller, aborrer og gedder er typiske arter i lavvandede søer. 

Nogel fisk kan bedst lide dybe søer

Nogle fisk trives bedre i dybere søer. Dybe søer er koldere om sommeren. Det betyder at fisk, som f.eks ørred, smelt, knude og heltling trives bedst her. Sandart trives bedst i mørkt og uklart vand. Er søen klarvandet, vil sandarten kun kunne trives, hvis søen samtidig er dyb. 

Lagdeling og iltsvind i dybe søer

Om sommeren bliver temperaturen i overfladevandet ofte højere end i det vand, der findes i den dybeste del af søen. Det kolde vand er tungest og bliver liggende nederst, og på grund af søens dybde sker der ikke nogen opblanding med det varmere overfladevand. 

Ilten i bundvandet bliver hurtigt brugt op, når døde alger og andet materiale falder til bunds og rådner, og det skaber dårlige iltforhold nær søens bund. Så kan der ikke leve fisk og andre dyr. Det lag i søen, hvor temperaturen hurtigt ændrer sig fra varmt til koldt vand, kaldes et springlag.

Læs mere her om fiskearternes krav til levested og vandmiljø

Aborre, Brasen, Gedde, KarpeSandart, Skalle, Suder, Søørred, Ål 

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan finder jeg ud af, hvor dyb søen er? Se svaret her.
Hvorfor bliver der ikke lagdeling i lavvandede søer? Se svaret her.
Hvad betyder det for vandmiljøet, at der er lagdeling? Se svaret her.
Hvorfor bliver der iltfrit ved lagdeling? Se svaret her.  

Af Lene Jacobsen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

 

https://www.fiskepleje.dk/Soeer/vandmiljoe-i-soer-generelt-/viden-om-vandmiljoet-er-vigtig-for-god-fiskepleje/soens-dybde
1 AUGUST 2021