Der er generelt flest fiskearter i større søer.
Når DTU Aqua skal rådgive om fiskeplejen i en sø, er det vigtigt at kende søens størrelse. Livsbetingelserne for fisk i småsøer og vandhuller kan være forskellige fra de større søer. Hvis søen eller vandhullet er mindre end f.eks. 0,1 ha (1000 m2), er der oftest ikke ret mange fisk eller slet ingen fisk.
Hvordan finder jeg søens størrelse?
Ved en større sø kan du få oplyst størrelsen på søen (arealet) af kommunen eller finde det i en af Miljøministeriets vandplaner. Måske kan du også finde rapporter om søen i vidensbanken (klik her for at komme til vidensbanken). Man kan også måle arealet af søen på Danmarks Miljøportal. Det kan f.eks. være nødvendigt i mindre søer, som måske ikke er beskrevet andre steder.
Fiskene i damme og vandhuller (<0,1 ha)
I små vandhuller er der oftest ingen fisk. Det skyldes bl.a., at et mindre vandhul er mere udsat for forurening, udtørring, tilgroning, opvarmning, dårlige iltforhold eller bundfrysning om vinteren, som gør, at fiskene ikke kan overleve. I en lille sø mangler der ofte områder med åbent vand, hvilket er vigtigt for nogle fiskearter, f.eks. brasen.
Hvis der findes fisk i vandhuller, er det ofte de mest hårdføre arter, f. eks karudser, sudere eller hundestejler, der hurtigt indvandrer og tilpasser sig. Som oftest er der kun en eller få arter.
Fisk i mindre søer (0,1-5 ha)
Der findes fisk i de fleste mindre søer, og mest almindelig er gedde, aborre, skalle og karudse.
Fiskene i større søer (>5ha)
Der findes altid fisk i de større søer, og generelt set findes der flere fiskearter, jo større søen er.
Nogle arter trives bedre i større søer, f.eks. sandarten, der gerne vil være i det åbne vand på større dybder. Brasen og hork findes også hyppigere i større søer.
Læs mere her om fiskearternes krav til levested og vandmiljø
Aborre, Brasen, Gedde, Karpe, Sandart, Skalle, Suder, Søørred, Ål
Ofte stillede spørgsmål
Skal man sætte fisk ud i små søer? Se svaret her.
Af Lene Jacobsen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer