Isdække og iltsvind

Is_paa_Almind_Soe_
Fiskene kan dø, hvis der opstår iltsvind om vinteren i perioder med is og sne på søen. Problemet er størst i næringsrige og lavvandede søer.

I strenge vintre med isdække i længere tid kan ilten i søen blive næsten opbrugt og til sidst forsvinde. Hvis ilten forsvinder helt dør fiskene, men det er forskelligt, hvor lidt ilt en fisk kan overleve. 

Iltsvind ses hyppigst i næringsrige, lavvandede søer og normalt kun efter lang tids isdække. Der kan også ske iltsvind i dybe søer om sommeren. Læs mere om iltsvind om sommeren.  

Ilten forsvinder

Ilten kan forsvinde, når der har været is på søen i en længere periode. Det sker, når søens vand ikke længere bliver tilført ilt ved opblanding med luften. Der bliver også dårligere lysforhold under isen, især ved snedække, og de få planter og alger, der kunne producere ilt, gør det ikke, fordi det er mørkt under isen. Samtidig bliver der stadig brugt ilt fra vandet, især ved bunden hvor planter og andet organisk materiale rådner. 

Fiskene dør af iltmangel

Ilten forsvinder først fra bundvandet, og fiskene vil søge højere op i vandsøjlen eller ind til bredzonen. Men bliver alt vandet iltfrit, vil fiskene dø. Når isen smelter om foråret, vil de døde fisk ofte kunne ses, når de ligger på bunden eller driver rundt i vandoverfladen.

Nogle fisk kan tåle lavere iltindhold end andre.

Der er forskel på, hvor tolerante fiskearter er overfor iltsvind. De største individer dør først, når der er dårlige iltforhold. Ofte vil arter som karusser og sudere være i stand til at overleve selv meget iltfattige forhold i en periode. Læs mere om fisks ilttolerance her. 

Iltsvindet sker først i næringsrige søer

Iltsvindet ved isdække sker normalt først, når isen har dækket søen i en længere periode. Det går hurtigst i de næringsrige søer, hvor der i forvejen er et stort iltforbrug og meget få planter. 

De lavvandede søer bliver også hurtigere påvirket af iltsvind, fordi der ikke er så store vandmasser som i de dybe søer. 

Iltsvindet sker hurtigere, hvis der er sne på isen. Det betyder nemlig, at der ikke kommer lys ned i vandet, og at der derfor ikke produceres ilt af planter og alger. 

Bundfrysning

Fiskene i søen dør ikke, fordi vandet bliver koldt. Men hvis søen er meget lavvandet eller lille, kan det i hårde vintre ske, at søen fryser til helt ned til bunden. Hvis søen bundfryser, fryser fiskene også ihjel. 

Læs mere her om fiskearternes krav til levested og vandmiljø

Aborre, Brasen, Gedde, KarpeSandart, Skalle, Suder, Søørred, Ål 

Ofte stillede spørgsmål

Hvad kan man gøre, hvis der er is på søen i længere tid, og fiskene begynder at dø? Læs svaret her 
Hvordan kan man vide, om fiskene er ved at dø under isen? Læs svaret her  

Af Lene Jacobsen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

https://www.fiskepleje.dk/Soeer/vandmiljoe-i-soer-generelt-/viden-om-vandmiljoet-er-vigtig-for-god-fiskepleje/isdaekke-og-iltsvind
9 DECEMBER 2021