
Aborren er en populær spisefisk, som nemt kan fanges på stang. Der er ikke noget lovbestemt mindstemål og fredningstid i ferskvand.
Aborren er en populær sportsfisk, og især i klarvandede søer bliver der fanget store eksemplarer. Den fanges ofte på små spinnere. Du kan læse mere om fiskemetoder og fangststatistikker ved at klikke på links til venstre.
Fiskeriregler i ferskvand og saltvand
Ferskvand
Fredningstid og mindstemål
Der er ikke landsdækkende fredningstid og mindstemål på aborre i ferskvand.
Særlige regler på Sydsjælland og øerne
I de vandløb, der udmunder på kysten fra Amager og sydpå rundt om Sydsjælland og øerne (Lolland, Falster og Møn), samt i Storebælt op til Korsør, gælder særlige regler:
- Fredningstid fra 1. marts til og med 30 april, hvor alle aborrer skal genudsættes.
- Mindstemål på 24 cm og maksimummål på 30 cm. Tilsammen udgør de et såkaldt vinduesmål, dvs. at aborrer, som er under 24 cm eller over 30 cm, altid skal genudsættes.
- Daglig fangstbegrænsning er 3 stk. aborrer hjemtaget pr. fisker (gælder kombineret for ferskvand og saltvand).
En liste over alle de vandløb, der er omfattet, findes i bilag 4 i denne bekendtgørelse: Bekendtgørelse om fiskeri og landing af gedder og aborrer i visse saltvands- og ferskvandsområder ved Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster
Frivillige fiskeregler
Der er i visse søer indført fangstbegrænsning på hvor mange aborrer, man må hjemtage pr. dag. I andre søer er der indført frivillige mindstemål.
Saltvand
Fredningstid
Der er ingen landsdækkende fredningstid for aborrer i saltvand
Mindstemål
I saltvand er der et landsdækkende mindstemål på 20 cm.
Særlige regler omkring Sydsjælland
I de kystfarvande, der er beliggende fra Amager, syd rundt om Sjælland og øerne til Korsør i Storebælt, gælder særlige regler:
- Mindstemål på 24 cm og maksimummål på 30 cm. Tilsammen udgør de et såkaldt vinduesmål, dvs. at aborrer, som er under 24 cm eller over 30 cm, altid skal genudsættes.
- Daglig fangstbegrænsning er 3 stk. aborrer hjemtaget pr. fisker (gælder kombineret for ferskvand og saltvand).
En liste og et kort over de kystfarvande, der er omfattet af disse regler, findes i bilag 3 og 5 i denne bekendtgørelse: Bekendtgørelse om fiskeri og landing af gedder og aborrer i visse saltvands- og ferskvandsområder ved Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster
Ofte stillede spørgsmål
På Sydsjælland og øerne er der fredningstid på aborrer i ferskvand (1. marts til 31. april). Hvorfor er der ikke fredningstid i resten af landet? Se svaret her.
Af Christian Skov, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.