Sådan laver man en udsætningsplan

I dag er der lavet udsætningsplaner for ørred, således at samtlige vandsystemer er dækkede. Fiskene udsættes i overensstemmelse med de enkelte vandløbsstrækningers bærekapacitet, både hvad angår fiskenes størrelse og antal.

De fleste af vores vandløb er gennem tiderne blevet reguleret og hårdhændet vedligeholdt af hensyn til afvandingsinteresser uden hensyntagen til fiskebestandene. I de seneste 20-25 år er der sket store forbedringer af vandløbene: Ophør af forurening, miljøvenlig vandløbsvedligeholdelse, retablering af gydepladser og genskabelse af tidligere rørlagte vandløb og fritlægning af naturligt snoet forløb i større åer. I mange vandløb genskabes nye gydebestande. Fordi de enkelte vandløb ændrer karakter m.h.t. bærekapacitet og fiskeforekomst og -tætheder, er det nødvendigt løbende at foretage en revision af ørredudsætningsplanerne.

Det er DTU Aqua, Afdeling for Ferskvandsfiskeri, der foretager den løbende revision af de eksisterende ørredudsætningsplaner. Det sker normalt inden for en periode på 6-7 år. Årligt gennemgår DTU Aqua omkring 1000 stationer i de udvalgte vandsystemer.

Arbejdet udføres i nært samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger, som stiller med lokal arbejdskraft. På den enkelte station laves en beskrivelse af den fysiske tilstand, herunder vurdering af, hvor store fisk der skal sættes ud på den pågældende strækning af vandløbet. Herefter elektrofiskes strækningen for at se hvor mange fisk den aktuelt rummer. Fordi der ikke udsættes yngel det år, hvor undersøgelsen gennemføres, er tilstedeværelsen af årets yngel dokumentation for naturlig gydning. På grundlag af beskrivelserne og befiskningerne udarbejder DFU en udsætningsplan med forslag til de kommende 6-7 års udsætninger. Udsætningsplanen sendes til den lokale lystfiskerforening, som administrerer udsætningerne, samt til en lang række myndigheder.

 

Ved revisionen af planen for det enkelte vandsystem foretages feltundersøgelser på stationer med 2-3 kilometers mellemrum.

 

Ved besigtigelsen bedømmes såvel fysiske som biologiske forhold: Bredde, dybde, strømforhold, bundsubstrat, forurening, vegetation, beskygning, egnethed for ørred m.m. Egnetheden for ørred udtrykkes i den såkaldte biotopsbedømmelse, som er en skala fra 0-5, hvor en kedelig vandløbsstrækning med sandbund og helt uden skjul for ørred sættes til biotop 0, mens en slynget strækning med frisk vand over grusbund, vandplanter og udhængende bredvegetation bedømmes som ørredbiotop 4-5. Til biotopsbedømmelsen knyttes altid en størrelsesgruppe (yngel, 1/2-års, 1-års eller "store"), idet der er væsentlige forskelle i de krav, som de forskellige størrelser stiller til deres levested. F.eks. er det afgørende for en et gydeområde, at der findes grus, hvorimod det er knapt så afgørende for de ældre fisk, der til gengæld behøver større vanddybder.

 

Ørredbestanden i vandsystemet beregnes ud fra resultaterne ved elektrofiskeri. På de fleste stationer anvender man udtyndingsmetoden, som forudsætter mindst 2 befiskninger over samme strækning. I tilfælde hvor der ved første befiskning bliver fanget 10 ørreder eller færre pr. 50 meter vandløbsstrækning, fisker man kun 1 gang. I disse tilfælde beregnes bestandstætheden ud fra en gennemsnitlige fangsteffektivitet. 

 

Hvor bestandstætheden for yngel på undersøgelsestidspunktet (1/2-års ørred) er 50/100 kvadratmeter eller derover, må biotopen anses for hensigtsmæssigt besat, hvorfor der ikke er behov for udsætning. Er der tale om større fisk (12-20 centimeter), må en bestand på 20/100 kvadratmeter anses for tilfredsstillende. Drejer det sig om fisk på over 20 centimeter, er en tæthed på 10/100 kvadratmeter og derover være tilfredsstillende.

 

Læs mere om ørredtætheder.

 

Naturforholdene på vandløbsstrækninger, herunder vanddybde, bundens beskaffenhed og naturlige skjul spiller en stor rolle for både antallet af og alder på de fisk, der kan blive udsat på en given lokalitet.

 

Udsætningsmængderne er beregnet ud fra følgende tabel:  

 

Til slut beregnes endeligt en eventuel mundingsudsætning. Man vurderer her vandløbssystemets aktuelle produktionsareal og beregner herudfra, hvor stor den oprindelige smoltproduktion har været. Herfra trækkes vandsystemets nuværende naturlige smoltproduktion, samt den smoltproduktion som finder sted på grund af eventuelle udsætningerl. En eventuel difference mellem vandløbets oprindelige smoltproduktion og den aktuelle giver antal smolt til mundingsudsætning.

 

For hvert vandløb og for hver enkelt lokalitet udarbejdes et udsætningsskema, der angiver de præcise udsætningsmængder og -lokaliteter. Undersøgelsesstationerne og udsætningslokaliteterne indtegnes på et kort, der er bilag til planen.

 

 

 

Af Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.