Lakseforvaltning - længdegrænsen mellem grilse og storlaks 73 cm

Længdegrænsen mellem grilse og storlaks flyttes fra 75 til 73 cm

søndag 20 feb 22
|

Når kvoter for laks i vestjyske vandløb fastsættes, skelner man mellem grilse (mindre laks) og storlaks baseret på fiskens længde. Nye undersøgelser viser, at længdegrænsen bør flyttes fra 75 cm til 73 cm, så grilse fremover defineres som laks på maks. 73 cm.

Den Store Lakseundersøgelse, som DTU Aqua og Dansk Center for Vildlaks står bag, har givet en unik mulighed for at finde sammenhænge mellem livshistorie og størrelse hos vestjyske laks. Livshistorien opdeles typisk i henholdsvis grilse, som har været 1 år i havet, inden de vender tilbage til vandløbet, og storlaks, som har været flere år i havet.

Denne opdeling er vigtig for at sikre en balanceret udnyttelse af grilse og storlaks og gennemføre den bedst mulige forvaltning af laks med forskellige livshistorier.

På baggrund af prøvetagning af opgangslaks fanget i forbindelse med bestandsanalyser og indsamlinger af moderfisk fra Skjern Å har DTU Aqua analyseret 324 laks, som alle stammer fra moderfisk fanget i 2015. Slægtskabet og dermed den præcise alder blev identificeret ved hjælp af fedtfinneklipning og genetiske analyser, mens antal havår blev fastslået ved hjælp af analyser af skæl. Af de 324 fisk kunne 132 fisk klassificeres som grilse, mens 192 fisk var storlaks.

Præcis skillelinje giver bedre forvaltning

Sammenhængen mellem livshistorie og kropslængde ses i figur 1. Figuren viser en forholdsvis klar skillelinje ved 73 cm mellem grilse (blå søjler) og storlaks (orange søjler). Således har 98,5 % af alle grilse en kropslængde, der er mindre end eller lig 73 cm, og tilsvarende har 98,4 % af storlaksene en kropslængde over 73 cm. Det betyder, at kun 1,6 % af grilse og 1,5 % af storlaks laks bliver fejl-klassificeret, hvis man anvender en skillelinje på 73 cm. Hvis skillelinjen i stedet sættes ved 75 cm, som er den nuværende grænse, der anvendes i kvotefordelingen, bliver 7,8 % af alle storlaks fejlagtigt klassificeret som grilse.

Laks - længdegrænse på 73 cm adskiller grilse og storlaks

Figur 1. Længde af laks og antal laks med en angivelse af om laksen var grilse (blå søjler) eller storlaks (orange søjler). Den grønne pil angiver en skillelinje på 73 cm mellem grilse og storlaks.

Laksebestandene skal være robuste for at kunne overleve

Målsætningen med forvaltningen af de vestjyske laks er at sikre et bredt genetisk fundament, som kan medvirke til at sikre laksens overlevelse og tilpasningsevne til fremtidens miljø- og klimaforhold. I den forbindelse er det vigtigt at bevare de forskellige livshistorie-typer, som er delvist under genetisk kontrol. Derfor er det vigtigt med en balanceret udnyttelse af henholdsvis grilse og storlaks. Dette kan opnås ved at splitte den totale laksekvote i to i forhold til længden på laksene, og hvor størrelsesgrænserne naturligvis så præcist som muligt skal reflektere livshistorierne, selvom et lille overlap ikke kan undgås.

Den nye viden bliver indarbejdet i forvaltning i laksekvoter for fiskesæsonen 2022

Baseret på den nye og mere præcise viden om længdefordelingen af grilse og storlaks bliver kvotegrænsen flyttet til 73 cm fra 2022-fiskesæsonen.

Længde og vægt på opgangslaks kan ændre sig over tid, f.eks. i forbindelse med ændringer i havmiljøet, så DTU Aqua vil fortsat monitere længdefordelingen blandt grilse og storlaks i forbindelse med kvotegrænsen.

Adaptiv forvaltning af laksebestandene er en succes – læs mere om adaptiv forvaltning og de danske laksebestande.

Faktaboks – total længde på laks

Grilse er mindre laks, som er op til og med 73 cm

Storlaks er større end 73 cm

Sådan måler man længden på fisk og krebsdyr

Af Dorte Bekkevold, Einar Eg Nielsen, og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

Her kan du læse mere om laks:

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2022/02/laks-laengde-73cm-forvaltning?id=7b4567f8-5b8b-472a-a09c-5e66e75baf13&utm_source=newsletter&utm_media=mail&utm_campaign&fbclid=IwAR3QxjC0LuI-amv2E1zvtTqLsDWT4nR9mbFF1Vz_kiC-rlJAeOw7OuyRRdo
17 MAJ 2022