Det erhvervsmæssige fiskeri efter ål i vore ferske vande er i dag meget beskedent i forhold til tidligere. I løbet af de seneste 40-50 år er erhvervsfiskeriet i de fleste søer ophørt, bl.a. fordi indtægten fra ålefiskeri, som økonomisk var omdrejningspunktet, er faldet markant. Derfor er tilbagegangen i landingerne af ål både en effekt af ålens faldende bestandsstørrelse og af reduceret fiskeri.
Siden 2003 har den årlige landing i ferskvand svinget mellem 27,5 tons (2003) og 3,5 tons (2024). Overordnet er der en faldende tendens i perioden, en tendens, der er forstærket efter 2017. Top fem over de mindste landinger ligger da også alle fra 2020 og frem. Antallet af lokaliteter, hvorfra der landes ål, ligger stabilt omkring 10, heraf er to lokaliteter vandløb.
De to vigtigste søer har i en årrække været Arresø og Saltbæk Vig. Siden 2003 er mellem 26 % (2011) og 80 % (2003) af den samlede årlige landing i ferskvand blevet fanget i Arresø, mens der i Saltbæk Vig er landet mellem 9 % (2005) og 55 % (2025). I 2021 blev der kun landet 1,1 tons (14 %) ål i Arresø, hvilket således er et nyt historisk lavpunkt for den sø. Det lavpunkt er formentlig påvirket af Naturstyrelsen beslutning om at afslutte erhvervsfiskeriet i Arresø med udgangen af 2021. Landingen fra Arresø er derfor nul fra 2022 og frem. Saltbækvig (hhv. 1206 og 3011 kg) samt Tissø (hhv. 736 og 608 kg) var derfor de to søer, hvorfra der i 2024 og 2025 blev landet flest ål. De to søer leverede i 2025 66 % af alle landinger i ferskvand. Fra de øvrige lokaliteter, der med én undtagelse er beliggende i Jylland, blev der landet mellem 44 kg (Stilling-Solbjerg Sø) og 445 kg (Gudenå) i 2025. Undtagelsen er Arreskov Sø på Fyn, hvorfra der er for første gang i mange år er rapporteret landing af ål i 2025, det blev til beskedne 12 kg.
Den erhvervsmæssige landing af ål fra danske søer 2003 – 2025. Data fra Fiskeristyrelsens officielle landingsstatistik.
Det er kun en meget lille del af den samlede landing af ål i Danmark, der stammer fra ferskvand. I perioden 2003 – 2025 blev mellem 93 % (2018) og 98 % (2007 og 2008) af den samlede årlige landing i Danmark fanget i saltvand. I samme periode har der været en faldende tendens i den samlede årlige mængde af ål, der landes i Danmark fra over 600 tons i 2003 til hhv. ca. 100 og 125 tons i 2024 og 2025. Faldet i landinger skyldes bl.a., at man for at opfylde målsætningen i den nationale forvaltningsplan for ål, siden 2009 målrettet har arbejdet på at reducere fiskeritrykket, især i den periode hvor blankålene søger mod gydepladserne. Senest blev der i 2023 indført et 6 måneders stop for alt erhvervsfiskeri efter ål i saltvand gældende fra 1. oktober til 31. marts året efter. Det forbud er stadig gældende. Samtidig blev alt rekreativt fiskeri efter ål i saltvand forbudt fra 2023 og frem i hele EU.
Læs mere om reglerne for rekreativt fiskeri efter ål
Genopretningsplan for ål i EU
Erhvervsfiskeriet efter ål i Danmark har generelt været faldende siden 1960’erne. Det afspejler, at bestanden af den europæiske ål mindst lige så længe har været i tilbagegang. Årsagen til tilbagegangen kender man ikke præcis, men der er formentlig tale om en kombineret effekt af flere negative påvirkninger. Mange muligheder er forslået, herunder ødelæggelse af levesteder, spærring af vandringsruter, parasitter, fiskeri, ændringer i havstrømme, forringede fødemuligheder for larverne, nedsat frugtbarhed hos gydefiskene og forurening. Men resultatet er kendt: en historisk lav bestand af ål i Europa.
I 2007 vedtog EU derfor en genopretningsplan for den europæiske ål. Genopretningsplanen indebærer bl.a., at hvert enkelt medlemsland skal lave en forvaltningsplan for ål. Målet for forvaltningsplanen er, at 40 % af de blankål, der søger mod havet, frit skal kunne forlade vores ferske vande og begive sig på gydevandring. De 40 % skal beregnes i forhold til den oprindelige bestandsstørrelse, dvs. før tilbagegangen begyndte. Målet skal opfyldes for hvert enkelt land i EU. Danmark er i dag langt fra at opfylde målsætningen.
Det har betydet, at der med indførelse af den danske forvaltningsplan i 2009 blev lagt en række begrænsninger på fiskeriet efter ål, hvilket forventes at føre til yderligere fald i fangsterne i de kommende år. Således har de nuværende erhvervsfiskere en personlig licens til at fange ål. Holder en erhvervsfisker op med at fiske, kan licensen ikke overdrages til andre, heller ikke til familiemedlemmer. Derved udfases erhvervsfiskeriet efter ål gradvis. Indtil der kommer en vurdering, der viser, at bestanden af den europæiske ål er genoprettet og igen kan bære et fiskeri, forventes det, at der ikke udstedes nye licenser.
Dødelighed hos ål i ferskvand
Det er ikke kun fiskeri efter ål, der er årsag til at ål dør i vore ferske vande. Foruden erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri, går en del ål til ved vandkraftværker og dambrug, ligesom prædation fra rovfisk, pattedyr og fugle er en betydende faktor. Nedenstående figur er et estimat over hvordan den menneskeskabte dødelighed for ål, både gulål og blankål, var fordelt i ferskvand i 2023.
Estimat for den menneskeskabt dødelighed (i alt 16,3 tons) hos gule og blanke ål i ferskvand i 2023. Figur fra Danmarks statusrapport til EU om implementering af Forvaltningsplanen for Ål fra 2024. Tal i figuren angiver antal tons og procent for de fire vigtigste menneskeskabte dødelighedsfaktorer.
Fiskeri efter ål i ferskvand historisk
Fiskeri efter ål har langt tilbage været det økonomiske omdrejningspunkt for erhvervsfiskeriet i vore ferske vande. Ål var også tidligere en meget værdifuld vare. Både i søer og i vandløb blev der derfor tidligere fisket flittigt efter ål. Mange steder foregik fiskeriet med såkaldte ålekister, der typisk var placeret i forbindelse med opstemninger i vandløbene og spærrede hele vandløbets bredde. Ålekisterne var primært i drift når blankålene vandrede i sensommeren og om efteråret. Andre steder brugte man såkaldte ålegårde, der grundlæggende virkede ligesom en ålekiste, bare uden opstemning. I søerne blev der fisket med bundgarn og ruser efter både gulål og blankål. Devisen for fiskeriet og den daværende lovgivning var, at så mange blankål som overhovedet muligt skulle fanges før de forlod de ferske vande, for herefter var de tabt for fiskeriet. Skulle de på trods af den store indsats slippe ud til kysterne, blev der også fisket på livet løs dér. Eksempelvis stod der omkring år 1900 ca. 50 ålegårde og bundgarn på vestkysten af Helgenæs fra Sletterhage til Begtrup. Ikke overraskende, var den form for forvaltning ikke langtidsholdbar. Når der samtidig skete store forringelser af ålenes levesteder, fx i form af dræning, etablering af spærringer og udretning af vandløb, eutrofiering osv., måtte det gå galt. Resultatet kender vi i dag.
Op til omkring 1970 lå den gennemsnitlige årlige landing fra ferskvand på omkring 200 tons om året, altså mere end det samlede danske ålefiskeri (ferskvand og saltvand) i dag. Den tilbagegang, der er sket i fangsterne fra 1970’erne og frem, har derfor medført, at erhvervsfiskeriet på mange søer med tiden blev urentabelt og ophørte. Nedgangen i landingerne er derfor dels udtryk for en faldende bestand af ål, men er, som nævnt tidligere, også en følge af, at der fiskes efter ål i færre søer end tidligere. Det har forstærket nedgangen i landingerne.
Den erhvervsmæssige fangst af ål i ferskvand i Danmark 1903 – 2020, vist som 10 års gennemsnit. Data fra DTU Aquas arkiv og Fiskeristyrelsens landingsstatistik.
Her kan du finde de officielle fangster fra 2013 og frem
Læs mere om ålens biologi
Af Michael Ingemann Pedersen og Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer