Udsætningen af 6.000 små pighvarrer er Fiskeplejens hidtil største udsætning baseret på yngel fra lokale moderfisk.
For andet år i træk har et tæt og vellykket samarbejde mellem Fjord&Bælt, lokale fiskere fra Dansk Amatørfiskerforbund (DAFF) og Dansk Fritidsfiskerforbund (DFF), erhvervsfiskere, Venøsund Fisk og Skaldyr ApS, Fishlab og DTU Aqua resulteret i udsætning af pighvarreyngel omkring Fyn.
Udsætningen af de 6.000 stk. 5-8 cm store pighvarreyngel fandt sted den 12. september 2022 nord for Kerteminde. Det er det hidtil højeste antal pighvarreyngel fra lokale moderfisk, der er blevet udsat i forbindelse med Fiskeplejen.
Se video fra udsætningen
Formålet med udsætningerne er at ophjælpe bestanden til gavn for både miljøet og fiskeriet.
Nøje udvalgt udsætningssted
Fjord&Bælt, der er initiativtager til pighvarreudsætningen ved Fyn, havde i samråd med de lokale fritidsfiskere nøje udpeget et egnet udsætningssted med de rette miljøforhold, dvs. tilstedeværelse af lokale pighvarrer, egnede bundforhold, føde og fravær af rovdyr.
Lokaliteten i Kerteminde Bugt er et velkendt pighvar-spot på lavvandet sandbund, hvor der er bekræftet fangst af både gydemodne og unge pighvarrer. Der er desuden tilstrækkeligt med fødeemner og en begrænset risiko for, at de små pighvarrer bliver ædt af fx sæler og fugle. Forhåbentlig giver de gode forhold ynglen den bedst mulige start i livet, så de kan bidrage til den lokale bestand.
Pighvarreynglen udsættes af Fjord&Bælt, lokale DAFF- og DFF-fiskere og interesserede fremmødte. Foto: Fjord&Bælt.
Yngel fra lokale moderfisk
Det meste af ynglen stammer fra en stor fangst af levende moderfisk, der blev strøget i starten af juni 2022 nær Øhavscenteret i Fåborg. Det resulterede i omkring 20.000 nyudklækkede larver, hvoraf ca. 5.000 overlevede. En overlevelsesrate på ca. 25 % er et flot resultat.
Nyudklækkede pighvarlarver i klækkekegler hos Venøsund Fisk og Skaldyr (venstre). De nyudklækkede larver udsættes i udendørs opdrætsbassiner, hvor de vokser i 4-5 uger (højre). Foto: Søren Stylsvig Præst, Fishlab.
De resterende 1000 stk. pighvaryngel stammer fra strygning af moderfisk få uger senere, men da var kvaliteten af rogn og mælk allerede væsentligt forringet hos moderfiskene, hvilket resulterede i færre æg, der klækkede og blev til larver. Det kan skyldes, at vandet på det tidspunkt allerede var blevet for varmt, hvilket har stor betydning for æggenes kvalitet og dermed overlevelse og klækkesucces.
Ynglen opfiskes i udendørs opdrætsbassiner efter 4-5 uger og forsætter sin opvækst i indendørs tanke. De udsættes i havet, når de er 5-8 cm lange, hvilket er når de er 3-4 måneder gamle. Foto: Søren Stylsvig Præst, Fishlab.
Udfordring at få nok rogn og mælk af god kvalitet
Perioden, hvor der kan opfiskes gydeklare moderfisk, er kort, da gydesæsonen maksimalt varer et par måneder – ca. fra maj til juli. Det kan derfor være svært at sikre et tilstrækkeligt antal kønsmodne hanner og hunner med god mælk- og rognkvalitet, og eksterne forhold som vind og vejr og fiskens biologi kan yderligere komplicere processen. Derudover skal de kønsmodne hunner være med løberogn, hvilket vil sige, at de er parate til at gyde.
I de senere år har der været fokus på, at den opdrættede pighvarreyngel skal stamme fra lokale moderfisk for at sikre genetisk mangfoldighed. Det er heller ikke nogen nem opgave, da der helst skal opfiskes mindst 25 gydeklare hanner og 25 gydeklare hunner for at minimere indavl og tab af genetisk variation.
En koordineret indsats
Pighvarreudsætningen er resultatet af en koordineret indsats, som har været drevet af lokale kræfter og fiskere i samarbejde med erfarne opdrættere, fiskeplejens midler og DTU Aqua som rådgiver.
Fiskeplejens udsætning af marine fiskearter ville ikke kunne gennemføres uden al den tid og det engagement, de frivillige og lokale fiskere lægger i projektet. Fiskeplejen og DTU Aqua vil derfor gerne takke for et fremragende samarbejde med alle de forskellige aktører, der har været med i projektet i år.
Læs mere om
Af Mette K. Schiønning, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer