Revision af udsætningsplanerne for 2006

mandag 14 nov 05
I efteråret 2006 skal udsætningsplanen revideres i 10 større vandsystemer. I praksis betyder det at nogle foreninger ikke skal udsætte ørredyngel i foråret 2006. For disse foreninger får det den naturlige følge at de skal indtage en mindre mængde ørredrogn til klækkeriet end de plejer.

Hvert år undersøger Danmarks Fiskeriundersøgelser i samarbejde med lystfiskerforeninger ca. 1000 lokaliteter i forskellige vandløb. Arbejdet bliver udført for at kunne lave en udsætningsplan for ørred. I dag foreligger der en udsætningsplan for stort set alle danske vandløb, som er egnede til levested for ørred.

Det år hvor udsætningsplanen bliver fornyet, bliver der ikke udsat ørredyngel, da det netop er den naturligt producerede ørredyngel, som er særlig interessant. Forekomsten af naturlig ørredyngel er en indikator på, hvor godt ørredbestanden klarer sig, og det er ikke umiddelbart muligt at skelne mellem naturlig og udsat ørredyngel.

Når undersøgelsen er færdig, kan foreningerne udsætte ½-års ørreder som erstatning for den mængde ørredyngel, der ikke bliver udsat det år, hvor vandløbet bliver undersøgt.

Det praktiske omkring udsætningerne er beskrevet  i det brev som de berørte foreninger modtager i forbindelse med revideringen af udsætningsplanen.

Foreninger, der udsætter afkom fra opfiskede moderfisk, får tildelt en rognkvote svarende til den mængde fisk, som de udsætter ifølge udsætningsplanen. Når planen bliver revideret, udsætter man som nævnt ikke ørredyngel. En mindre udsætningsmængde af yngel kan i nogle tilfælde betyde, at der er brug for mindre rogn.

For at foreningerne kan indarbejde dette i opdrætsarbejdet, kan DFU nu meddele navnene på de vandsystemer, hvor man påtænker at revidere udsætningsplanen i efteråret 2006. Vandløbene er følgende:

  • Udsætningsplan for Vejle Å
  • Udsætningsplan for Giber Å
  • Udsætningsplan for Sæby Å
  • Udsætningsplan for Rye Å
  • Udsætningsplan for Simested Å
  • Udsætningsplan for Storå*
  • Udsætningsplan for Flynder Å
  • Udsætningsplan for Hover Å
  • Udsætningsplan for Sneum Å
  • Udsætningsplan for Vidå

* Der er tale om Storå ved Holstebro.

En mere detaljeret beskrivelse af forløbet er blevet sendt til de berørte udsætningsforeninger og amter.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=f260c82d-42bb-4d75-a1db-c52da8fcd260
2 AUGUST 2025