xx

Fiskeriministeren mærkede tun sammen med fiskere og forskerne i Skagen

mandag 05 sep 22

Kontakt

Kim Aarestrup
Professor
DTU Aqua
35 88 31 42

Tidligt fredag morgen stod fiskeriminister Rasmus Prehn til søs for at mærke tun sammen med lystfiskere og forskere fra DTU Aqua, der for sjette år i træk følger den tilbagevendte fisks færden.

Fiskeriminister Rasmus Prehn var igen i år klar på kajen i Skagen en af de tidlige morgener, hvor lystfiskere og forskere i disse dage stævner ud for at mærke tun.

Det er sjette år i træk, at DTU Aquas forsker følger den tilbagevendte tuns færden ved at mærke den med GPS-tags og slippe tunen fri igen. Den blåfinnede tun er efter 50 års fravær tilbage i danske farvande. Det giver forskerne en fantastisk mulighed for at få mere viden om den store og lynhurtige fisks biologi og vandringer.

"Som fiskeriminister er det en kæmpe fornøjelse at være med på vandet en dag som i dag, hvor så mange engagerede både forskere og fiskere i fællesskab forsøger at blive klogere. "
Fiskeriminister Rasmus Prehn

”Der er store perspektiver i, at vi får tunen tilbage i dansk farvand, hvis vi gør det helt rigtigt. Derfor er det afgørende, at vi indsamler så meget viden om tunens færden og adfærd som overhovedet muligt,” siger fiskeriminister Rasmus Prehn og fortæller om sin tur ud med tunmærkningsbåden:

”Som fiskeriminister er det en kæmpe fornøjelse at være med på vandet en dag som i dag, hvor så mange engagerede både forskere og fiskere i fællesskab forsøger at blive klogere. Der skal derfor også lyde en stor tak til både DTU Aqua og de mange frivillige fiskere for deres kæmpe indsats for at få tunen tilbage i dansk farvand. Det er fantastisk og imponerende at være vidne til”.

Svømmer til Biscayen, Middelhavet, det vestlige Atlanterhav og de danske farvande

Tunen forsvandt fra de danske farvande tilbage i 1960’erne. Årsagen kendes ikke, men forskerne peger på, at internationalt overfiskeri og klimaforandringer kan være skyld i nedgangen.

Hvorfor tunen er vendt tilbage til Danmark i de seneste år, ved man heller ikke, men med mærkningsprojektet får forskerne afgørende viden, der kan afdække årsagerne til både tunens forsvinden, tilbagekomst, og hvordan vores havmiljø ser ud.

Mærket, der sættes fast på tunen, sender via sattelitter data til forskerne om, hvor fisken har været, hvor den foretrækker at finde føde, om vanddybde, temperatur og lys.

Af forskernes mærkning fremgår det blandt andet, at nogle af fiskene svømmede til Biscayen, Middelhavet og det vestlige Atlanterhav, mens flere også vendte tilbage til danske farvande.

Forskerne fra DTU Aqua har siden 2017 sammen med flere end 100 frivillige lystfiskere fanget og mærket de 200-350 kg store blåfinnede tun for dernæst at genudsætte dem i Skagerrak. I 2017 blev der mærket fire tun. I 2020 var antallet af mærkede tun vokset til 116.

FOTO: Emilie Hoch Thamdrup

Fakta om tun

Du kan læse mere om tunmærkning og ny viden om den blåfinnede tun på DTU Aquas hjemmeside Fiskepleje.dk
https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=b02b203c-61a9-46d5-a91f-e67015ac5122
1 OKTOBER 2022