Undersøgelser af ørredbestande i vandløb bliver undersøgt ved brug af elektrofiskeri. Danmarkskortet viser de kommunere hvori der er vandløb som bliver udnersøgt i 2022

Her undersøger DTU Aqua ørredbestande i 2022

tirsdag 07 dec 21
|

I efteråret 2022 undersøger DTU Aqua ørredbestandene i ni udvalgte områder i Danmark, fordelt på 22 kommuner. Andre fiskearter registreres også.


Hvert år undersøger DTU Aqua mange vandløb i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger og kommuner med det formål at lave en plan for fiskepleje, der dækker de vigtige ørredvandløb i et vandsystem. Det har DTU Aqua gjort i en lang årrække, og planerne revideres med nye undersøgelser ca. hvert 9.-10. år. 

 

De udvalgte vandområder, som DTU Aqua undersøger i 2022, er fordelt i 22 kommuner - se tabel:

Vandløbsområder

Kommuner

Bornholm Bornholms Regionskommune
Vandløb til Karrebæksminde Bugt

Vordingborg, Næstved, Faxe, Ringsted, Køge, Holbæk, Sorø, Slagelse

Mindre tilløb til Kolding Fjord
Kolding, Fredericia 
Mindre vandsystemer mellem Kalø Vig og Randers Fjord Syddjurs, Norddjurs
Voer Å
Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring
Binderup Å
Aalborg, Rebild 
Bjørnsholm Å Vesthimmerland
Brede Å Tønder, Aabenraa
Brøns Å Tønder, Esbjerg

Fiskebestanden undersøges på mindst 500 lokaliteter ved elektrofiskeri, og der suppleres med besigtigelser en del andre steder. Når undersøgelserne er gennemført, behandles de indsamlede data, og der udarbejdes rapporter for hvert område – de såkaldte ”planer for fiskepleje”. De nye planer udgives midt i 2023 og sendes direkte til de berørte kommuner og lystfiskerforeninger samt Miljøstyrelsen. Planerne og resultaterne offentliggøres desuden på fiskepleje.dk.

Planer for fiskepleje i alle danske vandsystemer
DTU Aquas planer for fiskepleje beskriver ørredbestanden og forekomsten af andre arter i de vandløb, som bliver undersøgt. Planerne fortæller, om der er behov for at udsætte ørredyngel, og anbefaler tiltag, der på sigt kan genskabe selvreproducerende ørredbestande. 

 

Serien ”Planer for fiskepleje” omfatter i alt 66 rapporter, som tilsammen dækker langt de fleste vandsystemer i Danmark. De indsamlede data om ørredbestandene indgår også i Miljøstyrelsens arbejde med at vurdere fiskebestandene i statens vandområdeplaner.

”Planer for fiskepleje” blev tidligere kaldt ”Udsætningsplaner”, men ændrede navn i 2011 for at understrege, at man får bedre bestande og en bedre natur ved at genskabe ørredens gyde- og opvækstområder i stedet for ”kun” at sætte fisk ud de steder, hvor ørredens gydeområder er blevet ødelagt.

Ingen udsætning af ørredyngel før undersøgelse af vandløbet
Det år, hvor planen for det enkelte vandsystem bliver fornyet, bliver der ikke udsat ørredyngel, da det netop er den naturligt producerede ørredyngel, som er interessant at undersøge. Forekomsten af naturlig ørredyngel er en indikator på, hvor godt ørredbestanden klarer sig, og det er ikke umiddelbart muligt at skelne mellem naturlig og udsat ørredyngel.

 

I praksis betyder det, at lystfiskerforeninger i de vandløb, der skal undersøges næste år, ikke må udsætte ørredyngel i foråret 2022.

Når undersøgelserne er gennemført i sensommeren/efteråret 2022, kan der i stedet for yngel udsættes ½-års ørreder på de yngelpositioner, der er nævnt i den hidtidige plan.

En mere detaljeret beskrivelse af forløbet, herunder praktiske informationer omkring udsætning, er sendt til de berørte udsætningsforeninger og kommuner.

Resultaterne bruges også i statens vandplaner
Miljøstyrelsen får både planerne for fiskepleje og resultaterne fra DTU Aquas fiskeundersøgelser, idet styrelsen også undersøger fiskebestande i vandløb i forbindelse med den nationale overvågning af vandmiljøet. Alle resultaterne bruges i arbejdet med de nationale vandplaner og udpegningen af lokaliteter, hvor der skal gøres en indsats for at forbedre vandløb og fiskebestande.

Læs mere om planer for fiskepleje og vandløbenes fiskebestande:

 

Af Henrik Ravn, Finn Sivebæk og Jan Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 



https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=86a7875f-bdc1-404e-b5ab-35c8bc7b3a48
26 APRIL 2024