Laks fanget i Varde Å i efteråret 2004.

Forvaltningsplan for laks

søndag 05 dec 04
|

Skov- og Naturstyrelsen har udgivet en "National forvaltningsplan for laks". Forvaltningsplanen anviser mange forskellige tiltag med henblik på at redde de truede bestande.

Den ægte danske laks lever i Vestjylland. Godt nok er bestandene meget små, men biologerne mener, at bestandene kan reddes, hvis der sættes ind med en redningsplan nu.

For 10-15 år siden mente man, at alle de oprindelige laksebestande i Danmark var forsvundet.

Men med nye DNA-teknikker fandt man i første omgang ud af, at der var oprindelige laks i Skjern Å og senere, at det samme gjorde sig gældende i Ribe Å, Varde Å og sandsynligvis også i Storå. Men bestandene er små, og de holdes i dag kunstigt i live ved hjælp af udsætninger. Selvom laksen de seneste år er blevet fredet de fleste steder, er den fortsat stærkt truet.

Derfor er der nu udarbejdet en national forvaltningsplan for laks, der viser, hvordan man kan forbedre levestederne i vandløbene. Det er først og fremmest spærringer i vandløbene ved gamle mølleopstemninger, dambrug og vandkraftværker som skal fjernes. Derudover er det vigtigt at etablere bedre forhold i vandløbene, så laksen kan gyde sine æg, og så de små laks kan vokse op i vandløbene. Planen vil samtidig forbedre forholdene for en lang række andre dyr og planter i vandløbene og i ådalene, fordi laksen er en indikator på gode naturlige vandløb.

På baggrund af ovennævnte har Skov- og Naturstyrelsen udgivet en forvaltningsplan for laks. Læs hele forvaltningsplanen for laks fra 2004 (pdf - 5 mb).

Af Jens Peter Simonsen, Skov- og Naturstyrelsen.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=52c6c97c-aeac-4e31-b562-0cac18942f17
16 NOVEMBER 2025