I Midtermolebasinnet bag Langelinje må der lystfiskes hele året

Lystfiskeri i Københavns Havn – åbner for flere fiskepladser

onsdag 21 apr 21
|

Københavns Havn byder nu på lystfiskeri endnu flere steder, Mulighederne for lystfiskeri, der sidst blev udvidet i 2015, er endnu en gang øget. Nu er der kun ganske få steder, der ikke må lystfiskes. Bundfiskene bør man fortsat ikke spise og derfor er bundmede forbudt.

Københavns Havn har lige vedtaget en nyt reglement for havnen og i det nye reglement fra marts 2021 fremgår det, at det som udgangspunkt er tilladt at lystfiske i hele havnen.

Som noget nyt er det nu også tilladt at fiske i hele Inderhavnen (fra Bryggebroen i syd til Inderhavnsbroen i nord), dog kun i vinterhalvåret (1. oktober til 30. april). Fiskeri er forbudt i sommerhalvåret af hensyn til de mange sejlende mm. I nogle få særlige havneområder (såkaldte ISPS-områder), er det fortsat ikke er tilladt at fiske på noget tidspunkt.

Ved sejlklubber, private bådebroer og lignende er fiskeri som udgangspunkt ikke er tilladt. Spørg derfor altid om lov disse steder.

Der må kun fiskes fra land. Fiskeri fra båd er fortsat ikke tilladt, ligesom fiskeri med garn, ruser og lignende er forbudt.

Fiskeri efter mange arter

Der er gode fangstmuligheder i Københavns Havn. Ved en fiskeundersøgelse i 2009 blev der fanget ikke mindre end 33 fiskearter i hele havneområdet, heriblandt en række fiskerimæssigt interessante arter som fx makrel, torsk, hornfisk, havørred, sej, hvilling og multe. Disse arter er også blandt dem man roligt kan tage med hjem og spise.

De bundlevende fisk som ål, skrubbe og andre fladfisk samt aborre må man derimod ikke tage med hjem. Selvom vandet i havnen er blevet meget renere, kan disse fiskearter stadig indeholde for mange tungmetaller.

Udsætning af ørred skal gavne fiskeriet omkring København

En del af de havørreder, man kan fange i Københavns Havn, er udsatte fisk. Fiskeplejen foretager årlige udsætninger af ørred i de udløb med ferskvand, der findes i Sydhavnen, fx Harrestrup Å. Det er såkaldte ”mundingsudsætninger”, der fortages med ørreder i smolt-størrelsen. Når de bliver udsat i et ferskvandsudløb, præges de på dette sted, og der er større sikkerhed for, at de bliver i området. Da vandløbene i området ikke egner sig som gyde- og opvækstvandløb, forventes de udsatte fisk ikke at formere sig. Udsætninger skal ses som en hjælpende hånd til en del af landet, hvor der er få naturlige ørredbestande, samtidig med at der bor mange lystfiskere.

Vis hensyn

Københavns Havn er arbejdsplads for mange mennesker. Det skal man naturligvis tage hensyn til, når man fisker. På den måde bevarer lystfiskerne et godt forhold til omgivelserne.

De ørreder, der udsættes er under mindstemålet. Det er derfor bedst, hvis der ikke fiskes målrettet efter ørred ved Kystagerparken/Valbyparken i Kalveboderne i april, hvor udsætningerne foretages.

Læs reglement for fiskeri i Københavns Havn

Se de mange muligheder for fiskeri vist på kort - Københavns Havn

Læs rapport om undersøgelse af fiskebestanden i Københavns Havn 2009

Af Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=%7B009D2F0D-2928-4BC4-A14D-C7B8D6702853%7D
19 APRIL 2024