Opfiskning af skidtfisk

Hvorvidt en opfiskning af skidtfisk vil kunne hjælpe en sø på rette vej, beror blandt andet på fiskebestandens størrelse og sammensætning. Før der tages stilling til en eventuel opfiskning, udføres der derfor normalt en fiskeundersøgelse.

På samme måde er viden om søens næringsstatus og miljøtilstand naturligvis også vigtig for at vurdere om en opfiskning kan forventes at blive succesfuld.

Fredfisk eller skidtfisk - hvad er det ?

Kært barn har mange navne. Den gruppe af ferskvandsfisk der æder dyreplankton (som voksne æder de ofte også bunddyr) går traditionelt under betegnelsen fredfisk eller skidtfisk. Gruppen omfatter fiskearter fra flere familier, men er domineret af karpefisk. Gruppen omfatter således bl.a. skalle, rudskalle, brasen, løje osv., men også en  fisk som hork fra aborrefamilien. Navnet fredfisk skyldes vel en sammenligning med de mere "vilde" rovfisk. Betegnelsen skidtfisk er en lidt nedladende betegnelse, der udspringer af vores spisevaner. Generelt betragtes skalle, brasen og lignende arter som fisk uden kulinarisk værdi, og de er derfor noget "skidt" at fange, kun til besvær i redskaberne og umulige at sælge. I nogle af vore nabolande er man meget uenige i dén vurdering af disse fisk.

Standardiseret fiskeundersøgelse

De fleste fiskeundersøgelser, der foretages i de danske søer i dag, bliver udført med et standardiseret fiskeundersøgelsesprogram, som består af fiskeri med såkaldte biologiske oversigtsgarn samt af elektrobefiskninger i bredzonen. Et biologisk oversigtsgarn er et 42 m langt nedgarn eller gællegarn med 14 forskellige maskevidder (fra 6.25 mm til 75 mm). Antallet af garnsætninger og antallet af elektrobefiskninger bestemmes af søens areal og dybdeforhold.

En lang række af de lidt større danske søer (>5 ha) er siden midten af firserne blevet undersøgt med dette fiskeprogram, både i forbindelse med amternes overvågning ifølge vandmiljøplanen eller i forbindelse med restaureringsprojekter. I de senere år er fiskebestandene i en række mindre søer helt ned til 1000 m2 også blevet undersøgt, dog med et noget mindre undersøgelsesprogram bestående typisk af 1-4 sætninger med biologiske oversigtsgarn.

Resultatet af en fiskeundersøgelse er ikke et præcist mål for bestandens størrelse, men et indirekte mål herfor i form af den gennemsnitlige fangst pr. garn pr. nat, på engelsk kaldet Catch Per Unit Effort (CPUE) eller fangst pr. indsatsenhed. Ved hjælp af erfaringstal kan fangstresultaterne omregnes til et groft skøn over tætheden af fisk, og undersøgelserne danner dermed grundlag for at vurdere, om fiskene påvirker søen negativt. Desuden bruges fiskeundersøgelsens resultater til at udarbejde en eventuel opfiskningsplan.

Hvor mange fisk?

De søer, der hidtil er blevet foretaget opfiskninger i, har typisk rummet mere end 200-300 kg skidtfisk pr. ha, hvoraf skaller og brasener i de fleste søer har stået for langt hovedparten. En del søer huser dog væsentligt mere end 500 kg skidtfisk pr. ha med den største fangst hidtil på hele 1500 kg/ha (hvor man endda må regne med, at alle fisk givetvis ikke er blevet opfisket). Enkelte søer domineres af andre skidtfisk end skallen eller brasenen, eksempelvis den hårdføre karusse, som ofte findes i meget stort antal i næringsrige gadekær, smådamme o.lign.

For at opnå en god effekt af opfiskning af skidtfisk, er det vigtigt at fjerne hovedparten af dem så hurtigt som muligt, helst mindst 70-80 % inden for 1-2 år. Afhængig af tætheden af skidtfisk må man således regne med at skulle opfiske mindst 150 kg/ha indenfor en kort periode. Hvis ikke opfiskningen er hurtig og stor nok, vil de resterende skidtfisk blot æde mere, hvorved dyreplanktonet ikke fredes tilstrækkeligt til at kunne kontrollere algevæksten. Vandet forbliver uklart, og dermed skabes ikke de betingelser, der er nødvendige for at etablere en god bestand af rovfisk. En succesfuld opfiskning af skidtfisk handler således ikke kun om at nedbringe mængden af uønskede fisk, men tillige at bane vejen for rovfisk, der siden kan kontrollere mængden af skidtfisk. Især de unge aborrer lider normalt under en stor fødekonkurrence med skallerne og brasenerne, og en vellykket opfiskning vil som regel føre til, men også være betinget af, sideløbende hurtigere vækst blandt aborrerne.

Nedenfor viser et eksempel fra Kolding Slotssø, hvor en biomanipulation blev iværksat i foråret 1995. Fiskebestanden var før opfiskningen helt domineret af brasener og skaller og søen husede kun et fåtal aborrer, som alle var små. Frem til og med 1997 blev der i alt fjernet godt 10 tons skidtfisk fra søen, og allerede i 1997 havde søen det væsentligt bedre, og der kunne konstateres en markant fremgang hos aborrerne. Som det ses af figuren, blev aborren således søens dominerende fisk i 1999, og i modsætning til før opfiskningen var langt hovedparten af aborrerne nu i rovlevende størrelser.

Fiskemetoder

De seneste ti års opfiskningsprojekter har vist en mangfoldighed i valg af metoder og redskaber, og meget forskellige fiskestrategier har været anvendt med forskellige resultater til følge. Erfaringerne er, at­ valget af fiskeredskaber især afhænger af søens størrelse og af søbundens beskaffenhed. For alle redskaber gælder desuden, at de er mere eller mindre effektive overfor de forskellige fiskearter, og de er mere eller mindre gode til at fiske på de forskellige årstider.

I de større søer er en kombination af forskellige redskaber som regel nødvendig, mens man i de helt små søer ofte kan nøjes med et enkelt redskab. Nedenfor findes en opgørelse over de mest almindelige fiskeredskaber, der hidtil er blevet brugt i forbindelse med biomanipulationer: 

Kort om de enkelte redskaber

Vod

Vod eller landdragningvod er nok det redskab, der hidtil er blevet benyttet mest til opfiskning af skidtfisk i de danske søer. Som navnet antyder, trækkes voddet ind til land, enten ved hånd- eller maskinkraft afhængig af størrelsen på voddet (foto). Fordelen ved vod er, at det kan affiske et stort område af en sø i et enkelt træk, og det kan bruges på alle årstider. Ulempen er, at ikke alle bundforhold tillader voddragning, eksempelvis i form af løst sediment, store sten, sunkne træer og i de bynære søer tillige skrammel herunder cykler (foto).

Fiskeri med vod i sø. Voddet bliver trukket i land uden brug af motor.

I "de indre søer" i København er der ved fiskeri med vod fanget mere end 400 cykler på en sæson.

Et lille håndvod kan være yderst effektiv i småsøer, hvor bundforholdene tillader voddragning, men små vod kan også bruges i tilløb eller afløb til større søer, hvor især småfisk ofte samles i overvintringsstimer. I større søer skal voddet derimod dimensioneres efter forholdene, og et motoriseret spil vil i de fleste tilfælde være nødvendigt.

Trawl

Trawl er i princippet et lille vod, som trækkes af enten en eller to både. Fordelen med trawl fremfor vod er, at kun sejlruten og sejltiden begrænser fiskeriet, men til gengæld kan trawl kun benyttes på store åbne vandområder. Trawl er således kun blevet brugt i enkelte danske søer, hvor effektiviteten pr. affisket vandvolumen endvidere har vist sig at være lidt mindre end for vods vedkommende. Trawl er dog blevet benyttet i en række store søer uden for landets grænser med lige så stor succes som vod.

Ruser

Ruser findes i mange størrelser og udformninger, men de fleste typer er som regel forholdsvis billige og nemme at anvende. Eftersom ruser kun affisker et lille areal, bruges ruser almindeligvis kun i småsøer. Ruser er desuden et passivt redskab, hvor fangsten helt afhænger af fiskenes svømmeaktivitet, og ruser kan derfor kun bruges i sommerhalvåret, mens fiskene er aktive. Ruser fanger som regel bedst i fiskenes gydetid, fra midt i maj til midt i juli, afhængig af fiskearten. I småsøer, hvor bundforholdene ikke tillader voddragning, kan ruser med fordel bruges, især i søer med mange karusser, som let fanges i dette redskab.

Bundgarn

Bundgarn er nok det redskab, der bruges mest af erhvervsfiskere i de danske søer, hvilket skyldes bundgarnenes indbringende fangster af ål. Bundgarn er i princippet en stor ruse, men modsat ruser er bundgarn fortrinsvist blevet benyttet i de lidt større søer til opfiskning af skidtfisk. Dette skyldes et stort tidsforbrug i forbindelse med opsætning, regelmæssig tømning, rensning og optagning, som ikke er rentabelt i de små søer. Bundgarn sættes i bredzonen med en mere eller mindre lang lederad, og som ruser er bundgarn derfor mest effektiv i maj-juni, hvor skidtfiskene er på leg ved søbredden.

Gællegarn

Gællegarn eller nedgarn fås i varierende længder, dybder og maskevidder, men i almindelig handel vil den mindste maskevidde som regel være omkring 20 mm knude til knude. Speciallavede gællegarn, såsom de biologiske oversigtsgarn, kan imidlertid fås hos enkelte forhandlere (foto). Til opfiskning af skidtfisk er gællegarnsfiskeri i de fleste tilfælde kun lønsomt overfor store fisk, idet tidsforbruget ved rensning af garnene er uforholdsmæssigt stort, når fiskene er små. Gællegarn med maskevidder på 70-90 mm er således med fordel blevet benyttet i en række søer til fangst af store brasener i gydetiden, hvor brasenerne samler sig i bredzonen. Gællegarn med mindre maskevidde er dog også blevet benyttet i enkelte småsøer, hvor voddragning ikke har været muligt.

Gællegarn er forholdsvis billige og nemme at bruge, men kan være tidskrævende at rense.

Elektrofiskeri

Elektrofiskeri virker på den måde, at fisk reagerer på en elektrisk strøm i vand ved at svømme mod den positive pol. Læs mere i afsnittet om elektrofiskeri. Til opfiskning af skidtfisk er elektrofiskeri kun benyttet i fåtal søer, idet elektrofiskeri kun kan bruges på de laveste vanddybder. I rørskoven, hvor andre redskaber ikke kan bruges, eller i kanaler, tilløb og afløb kan elektrofiskeri dog i visse tilfælde være et effektivt alternativ til de øvrige redskaber. Som det eneste redskab må elektrofiskeri kun benyttes af erfarent personale, der har gennemgået kursus (henvisning) og efter at en særlig tilladelse er givet.

Tilladelser

Før man begynder på en opfiskning, skal man sikre sig de nødvendige tilladelser. Læs mere om dette i afsnittet "Opfiskning af uønskede fiskearter kræver tilladelse"

Bortskaffelse af fangsten

At komme af med skidtfisk kan være noget problematisk, hvilket bl.a. skyldes, at der i Danmark ikke er tradition for at spise de pågældende fiskearter. Alene navnet, skidtfisk, mere end antyder at de ikke er i høj kurs, selvom skaller og brasener i mange andre lande spises med glæde. Derudover er der en grænse for, hvor meget ferskvandsfisk må udgøre i foder, til eksempelvis mink, og den største hindring for afsætning er nok, at der ingen industri er forbundet med ferskvandsfisk herhjemme. Desuden er der ofte tale om relativt begrænsede dagsfangster, hvilket øger omkostningerne til opbevaring og transport og dermed yderligere forringer afsætningsmulighederne. Kun i bedste fald kan der regnes med en indtægt på denne konto.

I de fleste tilfælde vil der være tale om en udgift, både tidsmæssigt i forbindelse med håndteringen og opbevaringen af fangsten og i forbindelse med bortskaffelsen. Mod betaling tilbyder enkelte firmaer at afhente fangsten, som oftest går til benmel eller til biogasanlæg, og de stiller desuden gerne containere til rådighed til opbevaring af fiskene. For at undgå forrådnelse kan fiskene i visse tilfælde med fordel opbevares i hyttefade, men i varme perioder må 1-2 bortkørsler eller afhentninger om ugen påregnes. Lejlighedsvist kan små portioner afhændes til Zoologiske Haver eller til Akvarier, som regel uden betaling. De foretrækker dog ofte levende fisk, hvilket besværliggør håndteringen af fangsten.

Af Helle Jerl Jensen og Jens Peter Müller, Fiskeøkologisk Laboratorium.