Nye rapporter om ørredbestande i danske vandløb

mandag 29 sep 14
|

Nye rapporter viser, hvordan ørredbestandene har det i en række danske vandløb, og hvad der kan gøres for at forbedre ørredernes forhold.

I efteråret 2013 undersøgte DTU Aqua fiskebestandene i udvalgte vandløb. Resultaterne fra disse undersøgelser er samlet i seks ”Planer for fiskepleje”, som nu kan downloades på fiskepleje.dk

De nye ”Planer for fiskepleje” omfatter følgende områder og vandløb:  

  • Sjællandske vandløb til Kattegat og Storebælt
  • Vandløb til Roskilde Fjord
  • Vandløb til Isefjord
  • Vandløb til Karrebæksminde Bugt
  • Sneum Å
  • Kongeå

Serien ”Planer for fiskepleje” omfatter i alt 66 rapporter, som tilsammen dækker alle vandsystemer i Danmark.

De nye planer samt alle andre planer for danske vandløb kan du downloade her...

Status for den naturlige ørredbestand

DTU Aqua undersøger alle vandløb med nogle års mellemrum. Op til undersøgelserne udsættes der ikke ørredyngel i vandløbene. DTU Aquas undersøgelser viser således den naturlige forekomst af ørredyngel på de enkelte lokaliteter, og fortæller om ørreden gyder med succes i det pågældende vandløb, eller om der er behov for at forbedre ørredernes levesteder.

Planerne beskriver også, hvor der kan være behov for at udsætte ørreder, indtil bestandene igen kan klare sig selv, når deres gydeområder er genskabt.

Planer for fiskepleje er et vigtigt redskab for kommuner og fiskere

”Planer for fiskepleje” udsendes til de berørte kommuner og de sportsfiskerforeninger, som varetager fiskeplejen i de enkelte vandløb. I rapporterne er der konkrete anvisninger til, hvordan man kan genskabe ørredbestanden. Det gør planerne til et værdifuldt redskab til at gøre vandløbene til et endnu bedre levested for fisk.

DTU Aqua udarbejder rapporter for alle vandløbssystemer i Danmark. Den enkelte rapport opdateres med nogle års mellemrum. Tidligere hed rapporterne ”Udsætningsplaner”, men de er nu omdøbt til ”Planer for fiskepleje” for at understrege, at man får større og stærkere bestande og en bedre natur ved at genskabe mulighederne for, at ørreden kan gyde og have fri adgang til egnede opvækstområder.

Læs mere om emnet:


Af Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.
https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=bc40b16b-5af4-403e-9409-17e559a47364
26 APRIL 2024