Fjernelse af opstemning i Gudenåens hovedløb ved Vilholt Projektet genskabte det naturlige fald

Fisk kan klare sig selv uden udsætninger, hvis…

fredag 26 okt 12
DTU Aqua’s forskning viser, hvordan man kan tage hensyn til fiskene i det kommende vandplan-arbejde med at forbedre vandløbenes miljøtilstand.

Naturstyrelsen havde inviteret fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua til at holde et indlæg på en konference den 28. september, som blev åbnet af miljøminister Ida Auken. Formålet med konferencen var bl.a. at indsamle gode ideer til, hvordan man kan tage hensyn til fiskene i det kommende vandplanarbejde med at forbedre vandløbenes miljøtilstand.

Jan Nielsen henviste til 30 års gode og dårlige danske erfaringer med vandløbsrestaurering og viste flere videoklip af, hvad der skal til, for at fisk kan klare sig selv uden udsætninger. Der må ikke være ”flaskehalse” for vandrefisk, idet de bådekræver gode gyde- og opvækstområder i vandløbene og frie muligheder for op- og nedstrøms passage.

Konklusionen er, at man kun kan være sikker på et godt resultat, hvis man genskaber naturlige eller naturlignende forhold i vandløb de steder, hvor de er blevet ødelagt. Denne viden skal udnyttes i de kommende år, hvor der skal bruges mange penge på ’restaurering’, ellers kan tiltagene være direkte skadelige for bestandene.

I naturlige vandløb kan der være op til flere ørreder pr. m vandløb, både i den lille bæk og i den store å. Gode bestande kan genskabes som f.eks. i den lille Kvak Møllebæk, tilløb til Vejle Å, hvor der efter udlægning af gydegrus for 21 år siden altid har været en stor bestand af ørreder på ca. 2-7 ørreder pr. meter vandløb.

De største problemer for at skabe bestande af vildfisk i danske vandløb er:

  • Opstemninger, hvor de fleste fisk ikke kan finde forbi, både når de skal opstrøms og nedstrøms. Der er f.eks. store tab af ungfisk af laks og havørred, når de skal vandre til havet som smolt, og ofte mistes 30-80 % af fiskene ved en opstemning. Opstemninger nederst i vandsystemerne (tæt på havet) har særlig stor negativ påvirkning på bestandene, idet de påvirker hele vandsystemet. Hvis der skal være naturlige fiskebestande i vandløbene, må opstemningerne fjernes, og de naturlige forhold genskabes.

  • Opstuvningszoner med for høj vandstand og unaturligt langsomt flydende vand opstrøms opstemninger. Her kan de smådyr, vandplanter og fisk, der kræver naturlige stryg i vandløb, ikke klare sig. Opstuvningszonerne er længst og har størst negativ betydning for fiskene nederst i vandsystemerne, hvor faldet på vandløbets bund er mindst, og opstuvningen kan påvirke vandløbet på flere kilometer.

  • Fisketrapper og fiskepassager med for lille vandføring, så fiskene ikke kan finde dem (fisketrapper duer ikke, og fisk vandrer efter hovedvandføringen - de kan ikke orientere sig, hvis vandet bliver ”delt” som i små fiskepassager).

  • Unaturligt stejle omløbsstryg og stryg, hvor man har brugt håndsten i bunden i stedet for at bruge gydegrus på størrelse med valnødder. Resultatet er, at fiskene ikke kan gyde.

  • Nyskabte vådområder, hvor man har anlagt søer direkte i vandløb for at rense for kvælstof men bl.a. har introduceret dødeligheder på 70-90 % af de unge ørreder (smolt), der vandrer fra vandløbene til havet. Man burde have anlagt vådområderne som vandløb, der er i naturlig kontakt med ådalen og oversvømmer i perioder lige som et naturligt vandløb. Det er lavet nogle steder, hvor man har hævet vandstanden med gydestryg, hvilket har genskabt store bestande af fisk. Alternativt kan man lave søer uden for vandløbet og kun lede en mindre vandmængde ind i søen.

Fiskeplejekonsulent Jan Nielsen opfordrede til, at man fokuserer på  at fiskene er en  indikator for et godt vandmiljø. Fiskene er også en værdifuld ressource, der kan spises, skabe rekreative glæder ved fiskeri og skabe stor omsætning i samfundet via øget turisme m.m.

Flere undersøgelser har bl.a. vist, at det ofte godt kan betale sig økonomisk for samfundet at gøre noget for fiskene. Så det er ikke et spørgsmål om at have råd til det, men om man har råd til at lade være. 

Du kan se video af elektrofiskeri med fangst af mange ørreder i ”gode” vandløb

Tilmeld dig vores nyhedsmail HER, hvis du interesserer dig for fisk og ønsker at få mere viden om fiskene i Danmark.  


https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2012/10/121026_fisk_kan_klare_sig_uden_udsaetnnger
7 JUNI 2025