Havkarusse_Biohut / Naturpark Lillebælt

Fiskebørnehaverne i Naturpark Lillebælt virker

onsdag 27 sep 23

Kontakt

Jon Christian Svendsen
Seniorforsker
DTU Aqua
93 51 16 63

I medierne

TV Syd har sammen med seniorforsker Jon C. Svendsen været ude og kigge til en af fiskebørnehaverne og talt med Jon om, hvordan den virker. 

Se indslaget, der starter 14:15 inde i Nyhederne fra TV Syd

 

 

 

  

Dobbelt så mange fisk. Sådan lyder det positive resultat, der er kommet ud af at etablere 56 fiskebørnehaver i Naturpark Lillebælt i 2022. Undersøgelser og resultater er blevet til i et samarbejde mellem forskere fra DTU Aqua, Naturpark Lillebælt, studerende og frivillige borgere.

En børnehave er et sted, hvor man skaber gode rammer for, at mange børn kan trives. Det samme gælder en fiskebørnehave – et bur, 80 cm høj, 50 cm bred og 36 cm dyb og fyldt med tomme østersskaller, som hænger nede i vandet med det formål at tilbyde nye levesteder for fisk i området. Målet med fiskebørnehaver er at skabe mere lokal biodiversitet.

Og det virker! Det viser undersøgelserne, som DTU Aqua har foretaget i samarbejde med Naturpark Lillebælt, studerende og frivillige borgere. Der er registreret over en fordobling af fisk som torsk, havkarusse og toplettet kutling ved fiskebørnehaverne sammenlignet med andre områder i marinaerne uden fiskebørnehaver.

"Jeg er stolt af resultatet. Især fordi vores projekt integrerer viden fra lokale borgere, forskere og studerende."
Jon C. Svendsen, seniorforsker, DTU Aqua

”Jeg er stolt af resultatet. Især fordi vores projekt integrerer viden fra lokale borgere, forskere og studerende,” siger seniorforsker Jon C. Svendsen fra DTU Aqua.

Fiskebørnehave/biohut Fiskebørnehaver, der også kaldes biohuts, er opfundet af det franske firma Ecocean, og i februar 2022 var DTU Aqua med til at etablere 56 fiskebørnehaver i havne og marinaer i Naturpark Lillebælt.

Vejen mod et bedre havmiljø

Håbet med de 56 fiskebørnehaver var at fordoble forekomsten af fiskeyngel, og nu tyder videoundersøgelser ifølge forskerne rent faktisk på netop dobbelt så mange små torsk, dobbelt så mange havkarusse og tre gange så mange toplettet kutling ved fiskebørnehaverne i forhold til andre steder ved havne og marinaer.

Også ved Helsingør og Københavns Havn ser man lignende positive resultater, dér hvor der er etableret fiskebørnehaver.

”Undersøgelsen er fantastisk, dels fordi fiskebørnehaverne lader til at have en positiv virkning, dels fordi lokale borgere indsamler viden til projektet, og studerende bidrager med dataanalyse, artikler og film, siger Jon C. Svendsen og understreger samtidig nødvendigheden af at se på helheden omkring fiskenes liv:

”Det ser ud til, at fiskebørnehaverne kan bidrage på vejen mod et bedre havmiljø – men vi er også nødt til at reducere tilførslen af næringsstoffer, ændre fiskemetoder og begrænse rovdyr, der æder fisk. Vi skal betragte fiskens fulde livscyklus og sørge for, at der ikke er flaskehalse.” 

Samarbejdet med lokale borgere og studerende

Forskerne er kommet frem til resultaterne med hjælp fra lokale borgere. Fra juni til oktober i 2022 har otte frivillige borgere fra Fredericia, Middelfart og Kolding haft gang i undervandskameraer, kamerastænger, SD-kort og notesblokke for at undersøge, om de 56 fiskebørnehaver tiltrak fisk i området.

De frivillige har optaget 44,5 timers video, som er blevet analyseret af DTU-studerende Klaudia Anna Kacperska. Klaudia har systematisk talt fisk på filmene og analyseret data som del af sin bacheloropgave.

Klaudia Anna Kacperska har også lavet en film, der illustrerer projekt fiskebørnehave, og som kan ses på Youtube. Mads Rabech, der studerer på SDU, har også filmet og været med til at analysere data, og han har skrevet en artikel om resultaterne til fagbladet Geografisk Orientering.

En del af projektet Bælt i Balance
Etableringen af fiskebørnehaverne i Naturpark Lillebælt er en del af projektet Bælt i Balance. Bælt i Balance er et samarbejde mellem Naturpark Lillebælt, universiteter og en lang række organisationer.

Læs mere på Naturpark Lillebælts hjemmeside om projekt biohuts.

Biohut figur, Naturpark LillebæltFinansiering

Forbedringerne og forskningen i projektet er støttet af VELUX FONDEN, mens Nordea-fonden støtter indsatsen i forhold til frivillige og formidling. Det samlede budget til konkrete forbedringer af levesteder er 6,5 mio. kr., heraf er ca. 0,25 mio. brugt til fiskebørnehaver. Desuden har Jysk Småbådsfiskeklub doneret 20.000 kr. til fire Biohuts, der er sat op i Skærbæk Lystbådehavn ved Fredericia.

Fakta

  • 44,5 timers undervandsfilm er optaget af frivillige
  • En fiskebørnehave er et bur fyldt med tomme østersskaller, som hænger nede i vandet for at hjælpe med at skabe et nyt levested for fisk i området, og den vejer ca. 23 kg, er 80 cm høj, 50 cm bred og 36 cm dyb
  • Fiskebørnehaver, Biohuts, er opfundet og varemærkeregistreret af det franske firma Ecocean https://www.ecocean.fr/
  • I alt 56 fiskebørnehaver er opsat syv steder i Naturpark Lillebælt. Find dem her: Kolding Inderhavn, Kolding Lystbådehavn Nord og Syd, Skærbæk Lystbådehavn, Kanalbyen Fredericia, Middelfart Marina og Lillebæltværftet i Middelfart

 

Kontakt til Naturpark Lillebælt: 

Niels Ole Præstbro, sekretariatschef Naturpark Lillebælt 

29 74 37 66 | niels.olepraestbro@middelfart.dk

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=ddaaa17d-f4fe-44e5-ab6e-306b47037c33
6 DECEMBER 2024