Ny undersøgelse giver et spændende indblik i ørreders vandringer i danske havområder og dokumenterer, at nogle af ørrederne vandrer meget langt.
Forskere har længe vidst, at havørreder fanget på kysten kan komme fra mange forskellige vandløb.
I et nyt studie, publiceret i det videnskabelige tidsskrift ICES Journal of Marine Science, har forskere fra DTU Aqua, i samarbejde med kollegaer fra Norge og Sverige, analyseret DNA fra ørredbestande i hele området fra Nordsø-Skagerrak-Kattegat-Bælthavet til den vestlige Østersø.
I undersøgelsen har man først etableret databaser med DNA fra de lokale gydebestande i vandløbene, og dernæst sammenlignet disse med DNA-profilerne for godt 900 havørreder fanget på kysterne i Danmark, Norge og Sverige, primært af lystfiskere. Ud fra de specifikke DNA-profiler for de lokale bestande kan man matche kystfangsternes DNA-profiler og derved bestemme, hvilke gydebestande de enkelte fisk kom fra.
Ørreder kan vandre langt og bidrager til fiskeriet i store områder
Resultaterne viser, at i alle de undersøgte kystegne udgør lystfiskernes fangster blandinger af ørreder fra mange forskellige bestande. De fleste, i gennemsnit 70 %, er dog, hvad man i det store billede kan kalde lokale fisk. Lokale fisk blev i undersøgelsen defineret som fisk, der kommer fra vandløb med udløb mindre end 150 km fra fangst-stedet. Denne afstand blev valgt for at have sammenlignelige resultater for hele området, hvor der nogle steder var variation i hvor godt de lokale gydebestande var dækket/repræsenteret i databasen.
De resterende fangster, i gennemsnit 30 %, kommer mange forskellige steder fra. F.eks. fanger lystfiskerne på Bornholm godt nok flest lokale bornholmske ørreder, men også fisk der er vandret helt fra Karup Å, der udmunder i Limfjorden.
Der er også årstidsvariation i fangsterne og f.eks. blev der fanget flest lokale havørreder fra Djurslands kyster i sommer- og efterårsmånederne (juli-september), hvor hele 83 % var lokale fisk. I forårssæsonen (februar – maj) var der mange flere fisk, der kom langt fra Djursland. Her var det kun 41% af ørrederne der var lokale, mens en betragtelig andel (42 %) kom fra Limfjorden. I fem tilfælde kom ørreder fanget på Djursland helt fra Ribe- eller Kongeå i Vadehavsregionen, næsten 600 km væk.
Når man kigger på tværs af Skandinavien, var det tydeligt, at der er en lav andel af svenske og norske havørreder i de danske fangster og omvendt.
Langs den nordsjællandske kyst udgjorde svenske ørreder 10 % af fangsterne, mens der slet ikke blev registreret svenske ørreder i fangster fra Køge Bugt og omegn. Kun to danske ørreder blev registreret i 64 fangster fra den svenske vestkyst. Ørreder kan svømme tusindvis af kilometer, men tilsyneladende krydser få ørreder over Øresund og Kattegat til vores nabolande. Der blev ikke registreret norske havørreder i de danske fangster. Til gengæld var to kystfangster langs den norske sydkyst ørreder af dansk oprindelse.
Analyserne giver et spændende indblik i ørredernes vandringer langs de danske og skandinaviske kyster, og DNA-metoden kan dermed være med til at give vigtig viden om, hvilke kystområder der er vigtige for de enkelte bestande. Det er med analysen også tydeligt, at lokale tiltag til at forbedre vandløbenes gydebestande også kan have stor betydning for kystfiskeriet langt uden for lokalområdet.
Man kan dykke mere ned i undersøgelsens resultater
Projektet er støttet af EU Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak projekterne BlueBioClimate, MarGen II og fiskeplejen.
Af Dorte Bekkevold og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.
Danske kystfangster var i tre tilfælde (to ørreder fra Djursland og en fra Nordsjælland) tyske havørreder fra Elben og Weser i Nordsøregionen. Der har i Tyskland været sporadiske udsætninger af ørred fra Nordsøbestande i lokale vandløb i Østersøregionen, og det kan derfor ikke endegyldigt udelukkes at disse fisk stammer fra udsætninger. At havørred fra den danske del af Vadehavesregionen svømmer ind i de indre danske farvande sås dog tydeligt i resultaterne, så det forventes at de tyske ørreder med ’Nordsø-DNA’ sandsynligvis er naturligt indvandrede.
Tysk-danske DNA-studier viser i øvrigt, at udsætningerne med Nordsøørreder i nordtyske Østersø-vandløb ikke er slået særlig godt an, som man kan forvente, når udsætningsmaterialet er genetisk meget forskelligt fra de naturligt hjemmehørende bestande.