Kommuner som ønsker at forbedre levesteder for fisk i vandløb kan endnu nå at søge om økonomisk støtte til projekter da fristen er 1. april 2009.
Her har ørreder anvendt det udlagte grus til gydning, marts 2009.
Kommuner, andre myndigheder og offentlige eller selvejende institutioner kan nu søge om støtte til vandløbsrestaurering. Der ydes et tilskud på op til 50 % af de tilskudsberettigede udgifter.
Formålet med støtten er at forbedre vandrefiskenes gydeforhold og muligheder for fri passage i mindre vandsystemer, for derved at forbedre den naturlige reproduktion.
I mange vandløb findes der opstemninger, der forhindrer fiskenes frie vandring. Spærringer er sammen med dårlige gyde- og opvækstområder hovedårsagen til at mange bestande ikke kan klare sig uden udsætning af ørred og laks.
Med ordningen ønsker man at støtte projekter som bidrager til større og naturlige fiskebestande hvilket især kan ske ved nedlæggelse af opstemninger, udlægning af grus og skjulesten samt ved at frilægge rørlagte strækninger. Sådanne projekter bidrager til at forbedre fiskenes muligheder for at finde egnede gyde- og opvækstområder i vandløb.